EP-Info nr. 32
I denne udgave af EP-Info ser vi på nogle af begivenhederne på ugens plenarmøde i Strasbourg. Vi ser også på nogle af den kommende tids EU-arrangementer, såvel i Europa som i Danmark.
EP-plenarmøde i Strasbourg i tiden 26.-29. september
Unionens tilstand
Indførelsen af en EU-skat på finansielle transaktioner var det mest opsigtsvækkende forslag i kommissionsformand José Manuel Barrosos "State of the Union"-tale til Europa-Parlamentets medlemmer. Den nye skat ventes at indbringe 55 milliarder euro om året, hvilket skal bidrage til at styrke den økonomiske stabilitet i EU. De fleste MEP´ere støttede kommissionsformandens synspunkt om, at et tættere økonomisk samarbejde og færre mellemstatslige skænderier er den bedste måde at komme ud af krisen på
Økonomisk styring
Europa-Parlamentet godkendte onsdag en lovpakke, den såkaldte "six pack", der skal sikre, at eurozonens medlemmer ikke længere blot kan ignorere Kommissionens advarsler og henstillinger om at korrigere deres budgetpolitikker. Pakken skal desuden bidrage til at sikre, at landene hurtigere tager hånd om økonomiske problemer.
EU-Palæstina
MEP'erne drøftede situationen i Mellemøsten i kølevandet på Den Palæstinensiske Myndigheds ansøgning om FN-medlemskab. Nogle MEP'ere gav udtryk for deres støtte til ansøgningen, mens andre fremhævede Israels behov for sikkerhed. De fleste talere opfordrede til en genoptagelse af fredsforhandlingerne. Tidligere havde MEP'erne vedtaget en aftale, som skal gøre det lettere for palæstinenserne at eksportere landbrugs- og fiskeriprodukter til EU.
Trafiksikkerhed - vision nul dødsfald
Mere end 35.000 mennesker blev dræbt i trafikulykker i EU i 2009. EU bør fremme brugen af "alkolåse" på kommercielle vare- og personbiler samt sigte mod en hastighedsgrænse på 30 km/t i alle boligområder i EU, siger en ikke-lovgivende resolution, der tirsdag blev godkendt af et flertal af MEP´erne.
Forum om Det Indre Marked i Krakow 2.-4. oktober
Europa-Parlamentet, det polske EU-formandskab og EU-Kommissionen arrangerer i fællesskab et forum om det indre marked. Arrangementet finder sted i den polske by Krakow i perioden 2.-4. oktober. Hensigten er at samle de forskellige aktører, herunder virksomheder, myndigheder, arbejdsgivere, arbejdstagere, forbrugere og andre interesseorganisationer, for at sætte fokus på gennemførelsen af det indre marked og specielt omsætningen til national lovgivning. Blandt deltagerne er EP-formanden Jerzy Buzek og EU-kommissær Michel Barnier.
Møde mellem EP-formand Jerzy Buzek og Jimmy Carter den 4. oktober
I næste uge er EP vært for det årlige opfølgningsmøde om FN-principperne for international valgobservation. I den forbindelse afholdes der et panelmøde med deltagelse af bl.a. EP-formanden Jerzy Buzek, EU's udenrigsrepræsentant Catherine Ashton og den tidligere præsident for De Forenede Stater, Jimmy Carter. Paneldebatten finder sted i EP i Bruxelles tirsdag den 4. oktober kl. 14.30 i mødelokale 6B001. De tre deltager derefter i et pressemøde, der afholdes kl. 16.30 i Anna Politkovskaya-salen.
Udvalgsmøder i Bruxelles i uge 40
Møde om menneskerettighedssituationen i Mellemøsten den 3. oktober
Mens det arabiske forår fortsætter, sætter Underudvalget om Menneskerettigheder fokus på konsekvenserne i de berørte lande. Det sker på et møde i EP i Bruxelles mandag den 3. oktober kl. 15.00-18.30 i mødelokale 3E2. Mødet vil især lægge vægt på udviklingen i Yemen, Syrien og Bahrain.
Sidste møde med ECB-formand Jean-Claude Trichet den 4. oktober
Jean-Claude Trichet har været formand for Den Europæiske Centralbank i den mest stormombruste periode i bankens historie. Euroen befinder sig i en krise af uhørt omfang, og flere eksperter taler åbent om, at eller flere lande kan blive tvunget til at træde ud af eurosamarbejdet. Derfor er der særligt fokus på det økonomiske dialogmøde i EP's Økonomiudvalg, som bliver det sidste af slagsen for Jean-Claude Trichet som ECB-formand, inden han overlader posten til italieneren Mario Draghi fra den 1. november 2011. Mødet finder sted i EP i Bruxelles tirsdag den 4. oktober kl. 15.00-16.45 i mødelokale JAN4Q1.
Møde om samhørighedspolitik den 6. oktober
EU's samhørighedspolitik har været et særdeles nyttigt instrument i arbejdet med at bringe de dårligst stillede områder i Europa op på niveau med naboregionerne. Nu afholder Regionaludviklingsudvalget møde med repræsentanter fra regionale parlamenter med henblik på at drøfte samhørighedspolitikkens fremtid i lyset af nye lovforslag. Mødet finder sted i EP i Bruxelles torsdag den 6. oktober kl. 15.00-18.30 i mødelokale JAN2Q3.
Næste plenarmøde 12.-13. oktober i Bruxelles
Det næste EP-plenarmøde afholdes i perioden 12.-13. oktober i Bruxelles. Blandt de vigtigste punkter på dagsordenen er følgende:
- Forberedelse af det europæiske topmøde den 17.-18. oktober
- Debat om den fælles sikkerheds- og forsvarspolitik
- Optagelse af Bulgarien og Rumænien i Schengen-samarbejdet (tbc)
- Forhandling om den europæiske platform mod fattigdom og social udstødelse
Parlamentarium åbner i Bruxelles den 14. oktober
Fredag den 14. oktober åbner Europa-Parlamentets nye besøgscenter i Bruxelles. Det nye Parlamentarium er et tilbud til alle om at opleve EP på en ny og anderledes måde. Gennem dynamiske og interaktive multimedieelementer føres de besøgende på en rejse gennem den europæiske integration og den betydning, den har for vores hverdag. Centret er tilgængeligt på alle 23 officielle EU-sprog, og der er gratis adgang. Der er ligeledes fuld adgang for personer med særlige behov. Der er også et særligt tilbud til skoleklasser, som gennem et rollespil kan få mulighed for at spille MEP for en dag. Deltagelse i rollespil skal dog bestilles på forhånd, men ellers er der fri adgang, også for lidt større grupper.
EU-arrangementer i Danmark i den kommende tid
EU & Fyn: Møde om grøn vækst den 13. oktober
Europabevægelsen inviterer til møde om vejen til grøn vækst. Mødet finder sted i Lindø Industripark, Odense Stålskibsværft, Kystvejen 100, 5330 Munkebo, torsdag den 13. oktober kl. 16.30-19.00. Der er gratis adgang, men tilmelding er nødvendig på eubev@eubev.dk eller 33 141 141 senest den 11. oktober.
Kulturnat i Europa-Huset den 14. oktober: Vild med dans - i Europa
I forbindelse med Kulturnatten den 14. oktober lægger Europa-Huset op til en sprudlende og intens danseoplevelse, når tre forskellige dansekulturer fra Europa viser noget af mangfoldigheden i europæisk dans. Der bliver mulighed for at opleve spansk flamenco, irsk Riverdance og græsk Zorba. Hvis du selv får lyst til en svingom, står en danseinstruktører klar til at vise, hvordan du danser Zorba. Vild med dans - i Europa er for alle, store som små. Aftenen sluttes af med lidt godt til ganen.
Støtte til debat og oplysning om Europa
Europa-Nævnet indkalder ansøgninger om tilskud til fremme af debat og oplysning i Danmark om Europa, herunder udvikling af deltagelsesdemokrati. Der kan søges om tilskud fra tre puljer:
- Pulje A kan søges af organisationer med debat og oplysning om Europa som hovedformål til et samlet aktivitetsprogram for 2012-2014 (treårige bevillinger)
- Pulje B kan søges af organisationer med debat og oplysning om Europa som en del af organisationens aktiviteter, men hvor hovedformålet er et andet, til et samlet aktivitetsprogram for 2012-2014 (treårige bevillinger)
- Pulje C kan søges af organisationer og privatpersoner til enkeltstående lokale, regionale eller landsdækkende aktiviteter i 2012
Ansøgningsfristen er fredag den 14. oktober 2011 kl. 16.00.
Yderligere oplysninger, herunder ansøgningsskema: www.europa-naevnet.dk
Redaktionen afsluttet fredag den 30. september 2011, kl. 13.30
Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Jens Jensen
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11
Hvis du ikke længere ønsker at modtage EP-Info, kan du framelde dig nyhedsbrevet her:
http://www.europarl.dk/view/da/forside/nyhedsbrev_tilmelding.html



















