EP-Info nr. 40
I denne udgave af EP-Info ser vi tilbage på udvalgsmøder i Bruxelles, samt konferencer afholdt i Danmark og Bruxelles. Vi ser også frem mod høringer og møder i udvalg, samt mod nogle af den kommende tids EU-arrangementer i Danmark.
Udvalgsmøder i Bruxelles i uge 47 og 48
Konkrete mål mod forurening indtil 2020
Udvalget for Transport og Turisme (TRAN) stemte i denne uge om en resolution om en EU transportpolitik gældende indtil 2050. Resolutionen indeholder konkrete mål, der skal modvirke forurening indtil 2020. Resolutionen beder Europa-Kommissionen om at foreslå lovgivning, der bl.a. reducerer CO2 med 20 % ved landtransport og 30 % ved fly- og skibstrafik. Desuden skal dødeligheden på vejene nedsættes med 50 %. MEP'erne beder desuden Kommissionen sikre, at der er en sammenhæng mellem forurening, larm, overbelastningen heraf og prisen brugeren betaler for dette.
Møde mellem EU kommissærer og MEP'ere om eurozonens krise
Tirsdag og onsdag mødtes Udvalget for Økonomi og Valuta (ECON) med EU-Kommissærerne Michel Barnier (Indre marked og tjenesteydelser), Olli Rehn (Økonomiske og Monetære Anliggender og euroen), Algirdas Šemeta (Beskatning og toldunion, revision og bekæmpelse af svig) og Joaquin Almunia (Konkurrence). De diskuterede eurozonens krise og særligt de nye euro-obligationer, kreditvurderingsbureauernes rolle, samt de finansielle transaktionsskatter. En del MEP'ere ønskede flere detaljer om indholdet og timingen med hensyn til forslaget om euro-obligationer, mens andre udtrykte bekymring om mangelen på demokratisk legitimitet i forbindelse med Kommissionens insisteren på behovet for stærkere budgetmæssig disciplin. I forhold til skatten på finansielle transaktioner understregede flere MEP'ere behovet for fuldstændig pålidelighed. Endelig kommenterede Kommissær Michel Barnier kreditvurderingsbureauernes rolle og lagde vægt på at deres evalueringer skal være præcise, gennemskuelige og troværdige.
Et "rettighedsbrev" til dem frataget deres frihed
Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (LIBE) godkendte onsdag et forslag, som skal sikre alle, der er mistænkt eller beskyldt for at have begået en kriminel handling i EU, retten til at blive informeret om proceduremæssige rettigheder i et nemt forståeligt sprog. Personer der arresteres, skal ifølge forslaget gives et rettighedsbrev, hvorved de gives rettigheden til at forholde sig tavse, rettigheden til medicinsk behandling og rettigheden til at kontakte pårørende. Rettighedsbrevet skal sikre en retfærdig rettergang i eget og andre EU medlemslande.
Eksterne aktiviteter
MEP'er og AVS-repræsentanter mødes for at drøfte udviklingspolitik
To gange om året mødes MEP'er med deres folkevalgte kolleger fra lande i Afrika, Vestindien og Stillehavet for at drøfte udviklingspolitiske emner. AVS-landene er de lande som EU har indgået et særligt udviklingspolitisk samarbejde med. Det seneste møde fandt sted i Togo i denne uge. Her blev der rettet særligt fokus mod gældskrisens betydning for udviklingslandene. En tredjedel af AVS-landene har også selv gældsproblemer, hvilket udgør en alvorlig hindring for deres økonomiske udvikling. Der var opbakning til udviklingslande ikke skulle blive ofre i den europæiske gældskrise. EU-AVS-parlamentarikerne diskuterede desuden fødevarekrisen ved Afrikas Horn og det arabiske forårs betydning for regionen syd for Sahara. Medformand for denne uges interparlamentariske forsamling i Togo, Assarid Ag Imbarcaouane, taler i et interview om udviklingspolitik, finanskrisen og det arabiske forår.
Fokus på EU og Menneskerettighederne
I denne uge blev der afholdt to vigtige arrangementer med fokus på EU's rolle i kampen for menneskerettighederne. I Bruxelles var Europa-Parlamentet onsdag vært for et stort arrangement om den globale kamp for menneskerettighederne, hvor menneskerettighedskæmpere fra hele verden samt tidligere Sakharov-prisvindere deltog. Herhjemme afholdt Europa-Parlamentets Informationskontor i samarbejde med Europa-Kommissionens Repræsentation en konference med fokus på menneskerettighederne. Ved arrangementet, som blev afholdt på det smukke kunstmuseum ARoS i Aarhus var der fuldt hus og debatten mellem eksperter, politikere og de mange fremmødte var livlig, hvad angik både det juridiske fokus på menneskerettighederne og den efterfølgende debat om det arabiske forår.
Høringer i uge 48
Høring: Udvalget for sikkerhed og forsvar (SEDE)
Udvalget for sikkerhed og forsvar (SEDE) afholder tirsdag offentlig høring under titlen 'The right of association within the Armed forces of the EU'. Ved høringen er der indlæg af Emmanuel Jacob, Præsident i den militære paraplyorganisation EUROMIL, Bernhard Gertz, formand ved 'German Armed Forces Association' og Emilio Ammiraglia, præsident i 'Association for Solidarity, Rights and Progress'. Det foregår tirsdag d. 29. november kl. 14.30-16.30 i møderum ASP 3E2 i Bruxelles.
Miniplenarmøde, Bruxelles 30. november-1. december
På det kommende miniplenarmøde vil Mario Draghi, ny leder af Den Europæiske Centralbank (ECB) deltage ved debatten om ECB's rapport for 2010. Desuden skal Kroatiens optagelse i EU behandles, mens MEP'erne også vil diskuteres EU's globale ansvar i kampen mod HIV/AIDS.
Det vigtigste punkt på dagsordenen er imidlertid afstemningen om EU-budgettet for 2012. I princippet er der indgået en aftale mellem Parlamentet og Rådet om 2012-budgettet, men den skal altså bekræftes ved en afstemning på torsdag.
Det er nu desuden muligt at få et overblik over hvordan EU-budgettet fordeler sig og se hvor mange penge EU bruger i det enkelte land, hvad de bruges på og hvor pengene kommer fra.
EU-arrangementer i Danmark i den kommende tid
Hvad betyder grænseoverskridende sundhedsydelser for de danske regioner?
Nu inviterer Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark i samarbejde med Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark til konference i Aalborg. Her vil førende eksperter og politikere belyse spørgsmålet "Hvad betyder direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser for de danske regioner?"
Konferencen foregår på Hotel Hvide Hus, Vesterbro 2, 9000 Aalborg fredag d. 16. november kl. 10.00-14.30. Deltagelse er gratis, men tilmelding nødvendig, da deltagerantallet er begrænset.
Tilmelding senest den 8. december ved at udfylde tilmeldingsformularen på Region Nordjyllands hjemmeside her
Konference om det danske retsforbehold
Tirsdag d. 6. december inviterer Det Radikale Venstre til konference om betydningen af Danmarks position uden for det retslige samarbejde i EU. Der vil bl.a. være oplæg ved Økonomi- og Indenrigsminister Margrethe Vestager (Det Radikale Venstre), forsker Marlene Wind (Københavns Universitet) og repræsentanter fra Polen og Cyperns ambassader, som Danmark deler trio-formandsskabet med. Der vil desuden være paneldebat med EU-ordførere Pia Adelsteen (Dansk Folkeparti), Lykke Friis (Venstre) og Sofie Carsten Nielsen (Det Radikale Venstre). Det er gratis at deltage i konferencen, men tilmelding skal ske inden d. 3. december til Charlotte Burgess (charlotte.burgess1911@gmail.com), hvor også dagens program kan rekvireres. Arrangementet foregår i Fællessalen på Christiansborg, kl. 9.00-17.00.
Finaleforelæsning EURECO
Som afslutning på forelæsningsrækken "The Changing Boundaries of Europe" afholder EURECO d. 6. december finaleforelæsning. Det er professor Jo Shaw fra Edinburgh Law School, der giver afslutningsforelæsningen med titlen "Citizenship in the former Yugoslavia: Change and Resistance at the Boundaries of Europe". Det foregår på Københavns Universitet i festsalen, Vor Frue Plads 4, kl. 15.00-17.00.
Redaktionen afsluttet fredag den 25. november 2011, kl. 13.50.
Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Jens Jensen & Lea Elisa Svorin Carlander
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11
Hvis du ikke længere ønsker at modtage EP-Info, kan du framelde dig nyhedsbrevet her.



















