EP-Info nr. 36
I denne uge har Europa-Parlamentet afholdt plenarmøde i Strasbourg. Ved en særlig ceremoni i forbindelse med plenarmøder blev vinderen af Europa-Parlamentets filmpris 2010 (LUX-prisen) offentliggjort af Parlamentets formand, Jerzy Buzek. I uge 48 er der møde i Europa-Parlamentets forskellige udvalg. Samtidig afholder flere af udvalgene også en række høringer, seminarer og workshop i Bruxelles, som er offentlige for alle interesserede.
Vinderen af LUX-prisen 2010 offentliggjort d. 24. november
Vinderen af LUX-prisen 2010 blev Feo Aladağ fra Tyskland for filmen "Die Fremde". Prisen blev overrakt af Parlamentets formand, Jerzy Buzek, ved en særlig ceremoni. Jerzy Buzek sagde ved overrækkelsen, at filmen på en følsom måde berør spørgsmålet om identitet og forskellen mellem kollektiv og individuel identitet. "Die Fremde" sætter fokus på problemet med æresdrab igennem en skildring af dramaet omkring en tyrkisk familie bosiddende i Tyskland. Prismodtageren, Feo Aladağ, fremhævede i sin tale, at LUX-prisen skaber bro mellem nationale identiteter. Med prisen følger 90.000 € til blandt andet at undertekste filmen på alle EU's officielle sprog.
Uge 48 i Europa-Parlamentet:
Høring om EU-budgettets rolle for opfyldelsen af 2020-målsætningerne d. 29.-30. november
Mandag og tirsdag afholder Udvalget om Politikudfordringer offentlig høring om EU-budgettets rolle for opfyldelsen af 2020-målsætningerne. Høringen ledes af MEP Jutta Haug fra Tyskland, medlem af S&D-gruppen (Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet). Arrangementet finder sted henholdsvis mandag kl. 15.00-18.30 og tirsdag kl. 09.00-12.00 i lokale JAN 4Q2 i Bruxelles.
Lancering af ny audiovisuel hjemmeside d. 30. november
Tirsdag lancerer Europa-Parlamentet en ny audiovisuel hjemmeside. Sloganet for den nye hjemmeside er "Hear all, see all and say it all", og den skal gøre nyheder fra Europa-Parlamentet endnu mere tilgængelige for offentligheden. Hjemmesiden vil kontinuerligt blive opdateret med de største nyheder og bedste billeder fra Parlamentets mødesal, interviews med medlemmerne og meget andet. Ved lanceringen på tirsdag deltager blandt andre MEP Morten Løkkegaard (ALDE). Hjemmesiden går officielt i luften tirsdag d. 30. november k. 18.30.
Afstemning om Borgerinitiativet d. 30. november
Tirsdag skal Udvalget for Konstitutionelle Anliggender stemme om et udkast til betænkning om en forordning om Borgerinitiativet. Borgerinitiativet blev indført i Lissabon-traktaten. Initiativet har til hensigt at udstyre de europæiske borgere med et instrument, som gør dem i stand til at sætte særlige sager på den politiske dagsorden i EU. Betænkningen rummer en række forslag til at gøre initiativet mere borgervenligt og mindre administrativt tungt. Europa-Parlamentets ordfører Zita Gurmai (S&D, Ungarn) og Alain Lamassoure (PPE, Frankrig) står bag udkastet.
Møde og workshop om civilret i Europa d. 30. november
Tirsdag er civilretten til debat, når en række nationale politikere, EU- parlamentarikere, jurister, advokater og juridiske eksperter samles for at diskutere "Hvordan kan man lette livet for europæiske familier og borgere?". Arrangementet stiller skarpt på, hvordan man fjerner de barrierer, som borgere møder, når de vælger at starte et familieliv i en anden medlemsstat end deres egen. Diana Wallis, næstformand for Europa-Parlamentet åbner møder. Dernæst vil Melchior Wathelet, Belgiens Statssekretær for Budget, Migration og Asyl Politik, Familiepolitik og Føderale Kulturinstitutioner, berette om det belgiske formandskabs resultater inden for familieret, forældremyndigheder og civilstand. Hvorefter kommer Viviane Reding, næstformand for Europa-Kommissionen, med en præsentation af Kommissionens planlagte initiativer inden for de omtalte områder. Efter denne præsentation starter den egentlige workshop, hvor en række advokater og juridiske eksperter vil komme med oplæg og diskutere inden for emnerne: Familieret - de seneste udviklinger og vejen frem, grænseoverskridende arvesager, forældreansvar og beskyttelse af børn samt civil status. Mødet er arrangeret af Retsudvalget, og det finder sted kl. 9.30-13.00 og igen kl. 15.00-18.30 i bygning PHS, Hemicycle i Bruxelles.
Høring om EU's strategi for integration af romaer d. 30. november - 1. december
EU's strategi for integration af romaer er overskriften og emnet for denne todages offentlige høring, som afholdes tirsdag og onsdag. Det er Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som arrangerer høringen, der vil blive ledet af MEP Lívia JÁRÓKA (EPP). Arrangementet finder sted henholdsvis tirsdag kl. 15.00-18.30 og onsdag kl. 09.00-12.30 i lokale PHS 4B001 i Bruxelles. Tilmelding er påkrævet.
Høring om Europas landsbyers og byers plads i samhørighedspolitikken d. 1. december
Onsdag afholder Udvalg om Regionaludvikling en offentlig høring om "Europas landsbyers og byers plads i samhørighedspolitikken". Høringen ser nærmere på Europas byer og går i dybden med de urbane samfund, deres ressourcer og deres udfordringer. Ved høringen vil indbudte talere fra Kommissionen og flere forskningsinstitutter berette om konklusionerne af tidligere initiativer og planerne for fremtidige handlinger. Derudover vil byernes rolle i de fremtidige socialpolitiske udfordringer samt byernes konkrete behov for at kunne klare disse udfordringer blive diskuteret. Arrangementet finder sted kl. 10.00-11.45 i lokale PHS 3 C50, Bruxelles.
S&D seminar om "Konflikt og fredsbestræbelser mellem israelere og palæstinensere" d. 1. december
Når den politiske gruppe S&D onsdag afholder seminaret "Konflikt og fredsbestræbelser mellem israelere og palæstinensere" sætter den fokus på et af nyere tids meste omstridte områder og emner. Seminaret er bygget op omkring to paneler, som henholdsvis vil diskutere "Horisonten for Israels og Palæstinas indenrigspolitik" og " Israel-Palæstina konflikten og fredsbestræbelserne". Blandt deltagerne til seminaret er to politikere fra henholdsvis Israel og Palæstina. Det drejer sig blandt andet om Sofian Abu Zaida, medlem af Fatah og tidligere Minister for Fængselsfanger og Civile Anliggender, samt Meir Sheetrit, medlem af Knesset og tidligere Indenrigsminister. Arrangementet finder sted kl. 16.00-19.00 i lokale ASP 5E2, Bruxelles. Tilmelding via: diana.fleseriu@europarl.europa.eu
Seminar om Cypern d. 1. december
Onsdag aften er Cyperns situation på programmet, når der afholdes seminar om "Dagen efter: Kommercielle muligheder efter en løsning på Cypern-problemet". Seminaret sætter fokus på de økonomiske og finansielle fordele, som Cypern og resten af det østlige Middelhavsområder vil kunne opnå, ved en normalisering og genforening af Cypern. Til at tale om emnet kommer tre økonomiske eksperter, som alle har studeret fordelene ved et forenet Cypern. Seminaret afholdes af de to politiske grupper ALDE og Greens/ EFA i fællesskab. Arrangementet finder sted kl. 18.45-20.30 i BE BRU ASP A3G3.
Uge 48 i Danmark:
Heldagskonference om NATO og dets nye strategisk koncept d. 29. november
Kun godt en uge efter det store NATO-topmøde i Lissabon vil en række militæranalytikere samt tjenestemænd fra Udenrigsministeriet og NATO samles for at give en første og omfattende analyse af NATOs nye strategiske koncept. Det sker mandag ved heldagskonferencen "Hvorfor NATO? Status over Den Atlantiske Alliance og dets nye Strategiske Koncept" på Syddansk Universitet. Konference er bygget op omkring 3 paneler, som henholdsvis vil tage fat i "NATOs politiske transformation og internationale orden", "Det institutionelle miljø: NATO, EU, FN og den samlede tilgang" samt "Militære udfordringer i NATO: disharmoni eller harmoni". Arrangementet finder sted kl. 10.15-18.20 på Syddansk Universitet, Auditorium U100, Campusvej 55 i Odense M.
Debatmøde om "EU's globale rolle: nyt redskab, nye muligheder?" d. 29. november
Tidligere i år udnævnte Catherine Ashton, EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, danske Poul Skytte til sin personlige rådgiver. Mandag kommer Poul Skytte til Århus Universitet og fortæller om arbejdet med at opbygge EU's nye, store udenrigstjeneste. Med Lissabon-traktaten blev de udenrigspolitiske opgaver for første gang samlet under én udenrigsminister og én udenrigstjeneste. Tjenesten skal i alt rumme omkring 150 ambassader og mindst 6.000 diplomater og andre medarbejdere spredt ud over hele kloden. I denne kontekst vil Poul Skytte også komme ind på, hvordan han ser de kommende års udvikling for EU i verden. Arrangementet finder sted kl. 13-15 i Merete Barker Auditoriet, Århus Universitet bygning 1253, lokale 211. Der er gratis entre ved debatmødet.
Debat om grøn transport d. 30. november
Tirsdag aften er der debat om grøn transport, når LOF og Europabevægelsen afholder debatmøde. Debatten går tæt på mange af de problematikker, som knytter sig til transportsektoren både i Danmark og i Europa. Nogle af de problematikker, som aftenens oplægsholder, MF Flemming Damgaard (Venstre), vil adressere, er; de trafikale problemer, godstransporten på skinner og transport som et vigtigt erhverv i Europa. Sideløbende vil Flemming Damgaard opridse de miljømæssige muligheder og udfordringer, som knytter sig til transportsektoren. Arrangementet finder sted kl. 19.00-21.00 i Anlægspavillonen, Tvær Allé 5, Ringsted.
Hør om livet som Erasmus-studerende og hør den færøske sanger Teitur i Europa-Huset d. 3. december
Fredag er der mulighed for at lære mere om livet som Erasmus-studerende og høre den færøske singer-songwriter Teitur i Europa-Huset. Igennem de seneste måneder har det været muligt at følge CBS-studerende Maria Espersens oplevelser og erfaringer med livet som Erasmus-studerende i Berlin på Facebook. Fredag d. 3. december vil Maria deltage i et arrangement i Europa-Huset, hvor hun vil fortælle mere om det at være Erasmus-studerende, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål. Arrangementet byder samtidig også på en eksklusiv minikoncert med den kendte færøske sanger Teitur. Arrangementet finder sted kl. 15.00-16.30 i Europa-Huset på Gothersgade 115, København. Tilmelding med navn, stilling, arbejdsplads/ uddannelsessted og e-mail adresse sendes til: info@europa-huset.dk
Et kort kig fremad i tiden:
Job i Europa-Parlamentets generalsekretariat
Europa-Parlamentets generalsekretariat afholder følgende udvælgelsesprocedurer:
- PE/129/S Director (AD 14) - Directorate-General for Internal Policies of the Union - Directorate for Resources
- PE/130/S Director (AD 14) - Directorate-General for the Presidency - Directorate for Resources
- PE/131/S Director (AD 14) - Directorate-General for External Policies of the Union - Directorate for Resources
- PE/132/S Director (AD 14) - Directorate-General for Communication - Directorate for Resources
- PE/135/S Director (AD 14) - Directorate-General for External Policies of the Union - Directorate for Committees
- PE/136/S Director (AD 14) - Directorate-General for Personnel - Directorate for Administrative Management
- PE/139/S Director (AD 14) - Directorate for Relations with the Political Groups
Opslagene findes i EU-tidende C 321 A af 26. november 2010. Et eksemplar kan fås i Europa-Huset. Ansøgningsfristen er d. 10. december.
Job som assistent i EU
Drømmer du om en karriere inden for EU? Så er der nu mulighed for at tilmelde sig de kommende udvælgelsesprøver for assistenter (AST 1). Tilmeldingen er åben frem til d. 16. december 2010, og den sker ved online registrering. Læs mere om dine muligheder på: http://eu-careers.eu
Lederstilling i Parlamentets sikkerhedstjeneste
Hvis du har en relevant baggrund, har du nu mulighed for at søge et attraktivt job som leder af den tekniske afdeling i Europa-Parlamentets interne sikkerhedstjeneste. Den primære arbejdsopgave er indførelse og administration af systemer til etablering af fysisk sikkerhed, adgangskontrol og overvågning. Ansøgningsfristen er den 6. januar 2011.
Redaktionen afsluttet fredag d. 26. november 2010 kl. 14.46.
Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Jens Jensen & Anette Vestergaard Grønbæk
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11



















