4. juni 2010

EP-Info nr. 20

I denne uge har der været udvalgsmøder og møder i forligsudvalgene. Blandt hovedemnerne har været diskussion i Økonomi- og valutaudvalget om bankbonusser, i Retsudvalget har man drøftet det transnationale samarbejde ved skilsmissesager, mens Parlamentets formand Jerzy Buzek fremhævede nødvendigheden af en fælles europæisk energipolitik ved et møde i Industriudvalget. Næste uge er dedikeret til møder i grupperne samt udvalgsmøder mandag og torsdag.

I nyhedsbrevet denne uge:
• Danmarks Radio og Jyllands-Posten vinder EP-journalistpris
• Fremtidens demografiske udfordringer: MEP Thomas Mann (EPP, DE) om "solidaritet mellem generationerne"
• Bankchefernes bonusser bidrog til den økonomiske krise
• Debat på Europarl TV: Hedgefonde - Sund spekulation?
• Buzek åbner debat om et nyt europæisk energifællesskab
• Online piratkopiering: harmonisering af ophavsretten på EU-plan
• Grænseoverskridende skilsmisser: 12 EU-medlemsstater kan snart tillade par at vælge, hvilken lov der gælder
• Kommende EU-arrangementer i Danmark

Europakonferencen 2010 blev afholdt i København fredag d. 28. maj. Temaerne var etableringen af EU's Udenrigstjeneste og den europæiske energipolitik. Her ses ordstyrer Anna Libak, Klimakommissær Connie Hedegaard, Klima- og Energiminister Lykke Friis, MEP Britta Thomsen (S&D) og MF Steen Gade (SF). 
Europakonferencen 2010 blev afholdt i København fredag d. 28. maj. Temaerne var etableringen af EU's Udenrigstjeneste og den europæiske energipolitik. Her ses ordstyrer Anna Libak, Klimakommissær Connie Hedegaard, Klima- og Energiminister Lykke Friis, MEP Britta Thomsen (S&D) og MF Steen Gade (SF).

Danmarks Radio og Jyllands-Posten vinder EP-journalistpris

I konkurrencen om Europa-Parlamentets Journalistpris har den danske jury udvalgt et program fra Danmarks Radio og en artikel fra Jyllands-Posten til at gå videre til den europæiske del af konkurrencen.

Anne Haubek fra Danmarks Radio har vundet den danske afdeling af konkurrencen om Europa-Parlamentets Journalistpris 2010 inden for radio-kategorien med et program fra serien "Europa Lige Nu." Programmet blev sendt den 28. marts 2010 og handlede bl.a. om EU 2020-strategien, om EU's nye udenrigstjeneste og om borgerinitiativet, der er blevet indført med Lissabon-traktaten.  Juryen fremhævede, at Anne Haubek er i stand til at formidle et ofte kompliceret stof på en levende og interessant måde, så også andre end EU-fagfolk kan være med. Juryen bemærkede ligeledes, at Anne Haubek i høj grad bruger internationale kilder i sine udsendelser, hvilket giver en bred og alsidig indgangsvinkel.

I kategorien "Trykte medier" løb Steffen Stubager og Uffe Frandsen fra Jyllands-Posten af med sejren for deres artikel om lukningen af atomkraftværket Ignalina i Litauen.  Under overskriften "En atombys nedsmeltning" fortælles om, hvad der sker i en by med 30.000 indbyggere, når hele dens eksisterende grundlag forsvinder. Juryen lagde vægt på, at denne historie blev fortalt på en levende og personlig måde gennem de mennesker, der var direkte berørt af lukningen, og at billedsiden på fremragende vis understøttede det skrevne ord.

Fremtidens demografiske udfordringer: MEP Thomas Mann (EPP, DE) om "solidaritet mellem generationerne"

De demografiske ændringer har ført til, at der bliver stadig flere ældre, mens antallet af personer i den erhvervsaktive alder falder. Tyske Thomas Mann (EPP) opfordrer i en betænkning til, at der udvises større solidaritet mellem generationerne. Thomas Mann finder det nødvendigt med en fælles definition af "solidaritet mellem generationerne", således at begrebet kan bidrage til at skabe en klar, skarp og gennemsigtig politisk og offentlig debat.

En af Manns ideer er en lovpakke, der blandt andet indeholder et forslag om at indføre en europæisk ungdomsgarantifond, der sikrer, at alle unge bliver tilbudt et job efter seks måneders ledighed. Ligeledes foreslår han en "50-plus pagt", som indeholder et krav om at øge beskæftigelsesfrekvensen for personer på 50 år og opefter. Thomas Mann kommer ind på disse forslag samt andre ideer til fremtidens familiepolitikker, migrationspolitikker, økonomiske politikker og ældrepolitikker i sit udkast til betænkning.

 

Bankchefernes bonusser bidrog til den økonomiske krise

Europa-Parlamentets økonomi- og valutaudvalg drøftede tirsdag den 1. juni en betænkning af belgiske Saïd Khadraoui (S&D), der sætter fokus på aflønning af chefer i banker og børsnoterede selskaber.

Betænkningen fastslår, at banker, investeringsbanker og hedgefonde ikke alene var involveret i opbygningen af overdrevne risici på virksomhedsplan, men i endnu højere grad i en samlet ophobning af systemiske risici.

Beslutningerne om at tage disse risici blev tilskyndet af finansinstitutionernes ledelser. I betænkningen forslås det, at:

• samtlige finansielle institutioner og børsnoterede selskaber bør have et vederlagsudvalg, som bestemmer lønpolitikken
• udvalget skal være uafhængigt og stå til ansvar overfor aktionærer og tilsynsorganer
• udvalgets medlemmer må ikke varetage den overordnede ledelse i det pågældende finansieringsinstitut
• finansieringsinstitutterne bør oplyse aktionærerne om interne lønpakker
• der bør være en fornuftig balance mellem den variable og den faste aflønning og den enkeltes bonus må ikke udgøre mere end 50 % af den samlede årsløn.

Debat på Europarl TV: Hedgefonde - Sund spekulation?

Hedgefonde - syndebukke eller den formastelige i den finansielle og økonomiske krise? Visse MEP'er ønsker strengere overvågning af disse alternative spekulationsfonde på EU-plan. Men de MEP'er, der ønsker at beskytte Londons finansielle centrum, The City, frygter, at forordningerne vil kvæle markederne. Se debatten på Europarl TV.

Buzek åbner debat om et nyt europæisk energifællesskab

Idéen om et europæisk energifællesskab blev lanceret den 5. maj af Parlamentets formand Jerzy Buzek og tidligere kommissionsformand Jacques Delors. Udspillet tager udgangspunkt i en rapport fra Delors' tænketank Notre Europe. Målsætningen er at skabe et "ægte europæisk energifællesskab".

I den fælles erklæring står der blandt andet: "Vi er af den opfattelse, at Europa har behov for en stærkere og mere vidtgående energipolitik, som sikrer adgang til energi til rimelige og stabile priser, som opretholder vores industris konkurrencedygtighed og som fremmer en bæredygtig udvikling og en omstilling til en økonomi med lav CO2-udledning. Denne politik skal også mobilisere investeringer, som kan åbne op for morgendagens forretninger og garantere forsyningssikkerheden for alle europæere."

Under et møde tirsdag den 1. juni i Parlamentets industriudvalg fremhævede Buzek de store konkurrencefordele, som et fælles energimarked vil kunne give EU i forhold til andre industristormagter som f.eks. Kina og understregede nødvendigheden af at hjælpe medlemsstaterne med at opbygge den nødvendige infrastruktur. Han opfordrede også til, at der investeres flere EU-midler i forskning i effektiv udnyttelse af fossile brændstoffer og vedvarende energikilder.

Online piratkopiering: harmonisering af ophavsretten på EU-plan

Overtrædelse af intellektuelle ejendomsrettigheder (IER) på internettet er et voksende problem for økonomien og kræver en reaktion på EU-plan, herunder fjernelse af barrierer på det indre digitale marked. Medlemmer af Parlamentets Retsudvalg ønsker blandt andet udstedelse af EU-dækkende ophavsretslicenser.

"Den enorme vækst i uautoriseret fildeling af ophavsretligt beskyttede værker er et stigende problem for den europæiske økonomi i form af jobmuligheder og indtægter for både industrien og regeringen", siger parlamentsmedlemmerne. De opfordrer Kommissionen til at behandle "spørgsmålet om balance mellem fri adgang til internettet og hvilke foranstaltninger der skal træffes for at bekæmpe denne svøbe effektivt".

Læs mere (EN) (FR)

Grænseoverskridende skilsmisser: 12 EU-medlemsstater kan snart tillade par at vælge, hvilken lov der gælder

Retsudvalget bakkede tirsdag enstemmigt op omkring styrkede retningslinjer for samarbejde mellem landene, når internationale par vil skilles. Det skal således være op til parret selv at vælge hvilket EU-lands lov som skal regulere deres skilsmisse. Udvalget anbefaler, at Europa-Parlamentet for første gang i EU's historie godkender, at de tolv medlemsstater, som hidtil er blevet enige om planen, kan påbegynde det nødvendige forstærkede samarbejde på området for skilsmisseret. Afstemningen i plenarforsamlingen er planlagt til juni eller juli. Danmark står uden for aftalen grundet det retslige forbehold.

Læs mere (EN) (FR)

Kommende EU-arrangementer i Danmark

EU-udviklingsdag med lancering af AidWatch-rapport

EU er verdens største donor og har stor indflydelse på udviklingslandene. På EU-udviklingsdagen d. 10. juni 2010 lanceres den femte AidWatch-rapport, der viser i hvor høj grad EU-landene lever op til de bistandsløfter, de har givet udviklingslandene. Formålet med arrangementet er at sætte fokus på udviklingspolitik og EU's vigtige rolle og forhåbentlig komme frem til nogle nye vinkler på, hvordan vi i fællesskab kan bekæmpe fattigdommen bedre.

Der vil på konferencen være mange spændende talere og mulighed for at debattere med bl.a. udviklingsminister, Søren Pind (V), tidligere udviklingskommissær Poul Nielson (S), og Christian Leffler, vicegeneraldirektør i GD for Udvikling i Europa-Kommissionen.

Tid: 10. Jun 2010 09:00-13:00
Sted: Europa-Huset, Gothersgade, 115 København K

Deltagelse er gratis, men tilmelding nødvendig på info@concorddanmark.dk.

Øresundsregionen - i demokratisk underskud?

Hverdagsintegrationen i Øresundsregionen er stærkt stigende, og har været det siden Øresundsbroens indvielse for 10 år siden. Men hvordan sikres grænsependlernes demokratiske rettigheder og indflydelse, når de ikke længere passer ind i nationalstaternes statsborgerforståelse? Som det er nu, fratages danskere eksempelvis deres demokratiske stemmeret til Folketinget, hvis bopælsadressen hedder Malmø. Er der behov for stigende politisk integration i Øresundsregionen? Skal vi begynde at opfatte det stigende antal grænsependlere som regulære mindretal med de ekstra beføjelser og rettigheder, det kalder på? Kom til debat om stemmeret, demokrati og politisk integration i Øresundsregionen.

Tid: 17. Jun 2010 16:00-18:00
Sted: CBS, Dalgas Have 15, 2000 Frederiksberg

Mere information på http://www.eubev.dk/events/show/944?month=6&year=2010.

Det europæiske borgerinitiativ - et demokratisk fremskridt eller vinduespynt?

Europa-Huset inviterer alle interesserede til seminar om det europæiske borgerinitiativ, som er ved at blive konkretiseret. Europa-Kommissionen har for nylig offentliggjort et forslag med detaljerede regler. Kom til debat med eksperter, politikere og interessenter, blandt andre professor Marlene Wind og Jens Nymand Christensen, direktør i Europa-Kommissionens Generalsekretariat, samt de to danske Europa-Parlamentsmedlemmer Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti, og Emilie Turunen, Socialistisk Folkeparti.

Dato: Fredag den 18. juni 2010
Tidspunkt: Kl. 10.30 -14.15
Sted: Europa-Huset, Gothersgade 115, 1123 København K

Tilmelding og mere information kan findes på http://www.europa-huset.dk/view/da/aktiviteter/borgerinitiativ.html.

 .

Redaktionen afsluttet fredag d. 4. juni 2010 kl. 14.00.

Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Andreas Horn Bakkerud & Jens Jensen

Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11