EP-Info nr. 24
Kulturudvalget bakkede i denne uge op om det danske Europa-Parlamentsmedlem Morten Løkkegaards betænkning om den europæiske kommunikationsstrategi og EU's rolle på de sociale medier. MEP'erne har samtidig valgt at sætte loft over bankbonusser og diskuteret regler for elektronisk affald. Derudover blev en dansk film udnævnt til at være blandt de ti, som skal konkurrere om Parlamentets filmpris, Lux-prisen, mens Belgien torsdag overtog EU-Formandsskabet. I næste uge er der samling i Strasbourg.
I nyhedsbrevet denne uge:
• Kulturudvalget bakker op om Løkkegaards betænkning
• Dansk film med i opløbet til Europa-Parlamentets Lux-pris
• Belgien indvier EU-Formandsskabet med show og dans
• Parlamentet får større indflydelse på EU's nye udenrigstjeneste
• Europa-Parlamentet sætter loft over bonusser til bankfolk
• Nye regler skal takle udfordringen med elektronisk affald
• Billigere mobiltakster i EU
• Nyhedsbrev for samlingen i Strasbourg d. 5. - 8. juli 2010
Kulturudvalget bakker op om Løkkegaards betænkning
Hvordan kan ny kommunikationsteknologi bidrage til at fremme den europæiske debat? Hvilken rolle kan sociale medier spille i forhold til de unge vælgere? Det er blot nogle af de spørgsmål, der behandles i Morten Løkkegaards betænkning om journalistik og nye medier, som blev vedtaget af Parlamentets kulturudvalg torsdag den 24. juni.
Nye sociale medier som Facebook, Twitter og YouTube danner i højere og højere grad rammerne for de unge europæeres meningsudvekslinger. Det er her de unge diskuterer og interagerer med hinanden. "For at nå ud til de unge er man nødt til at være der, hvor samtalen finder sted", fastslog Løkkegaard, da han tilbage i april præsenterede sin betænkning for kulturudvalget.
Løkkegaard roste Parlamentets sekretariat for aktivt at have udnyttet sociale medier i forbindelse med valgkampagnen sidste år. Han opfordrede til, at man i endnu højere grad fremmer offentlig-private partnerskaber, og på den måde udnytter den private sektors viden og erfaring med sociale medier.
I den vedtagne tekst opfordrer MEP´erne Kommissionen og Parlamentet til yderligere at styrke deres brug af sociale medier" og "inddrage virksomheder, som er specialiserede i ny mediekommunikation".
Dansk film med i opløbet til Europa-Parlamentets Lux-pris
Europa-Parlamentet har mandag løftet sløret for de 10 film, der er udvalgt til at konkurrere om dette års LUX-pris i forbindelse med Bruxelles European Film Festival. Blandt de ti er det danske fængselsdrama "R" af Tobias Lindholm og Michael Noer. De 9 øvrige udvalgte film kommer fra Belgien, Grækenland, Italien, Frankrig, Litauen, Rumænien, Storbritannien, Tyskland og Ungarn.
Tobias Lindholm og Michael Noers spillefilmsdebut "R", der handler om en mand, som afsoner en straf for vold i Horsens Statsfængsel, er mandag blevet udvalgt til at konkurrere om Europa-Parlamentets filmpris, LUX-prisen.
LUX-prisen (lux er det latinske ord for lys) blev etableret i 2007 som et håndgribeligt symbol på Europa-Parlamentets engagement i den europæiske filmindustri og dens kreative bestræbelser. Uanset hvilke individuelle, historiske eller sociale problemer de officielt udvalgte film i LUX-prisen belyser, giver de også hver især et indblik i europæernes liv, overbevisninger og tvivl samt i deres søgen efter identitet.
Belgien indvier EU-Formandsskabet med show og dans
Belgien overtog d. 1. juli EU-Formandsskabet for de næste 6 måneder. Den belgiske regering fejrer dette ved en fest, der afholdes ved Europa-Parlamentets hvoedsæde på Place du Luxembourg og Esplanaden i Bruxelles lørdag aften d. 3. juli. Valget af de to pladser skal ses som en fejring af Europa-Parlamentets stigende indflydelse og som Bruxelles' symbol på den europæiske identitet. Arrangementet starter med en kollektiv dans kl. 20:00, og vil blive efterfulgt af et show og en visuel forestilling fra kl. 22:00 og fremefter.
Den belgiske Kong Albert og Dronning Paola vil overvære begivenheden, samt formand for Det Europæiske Råd, Mr. Van Rompuy og den fungerende belgiske premierminister, Mr. Leterme, og mange tusinde tilskuere. Showet, der vil omdanne de parlamentariske bygninger i spektakulære lysscener, vil desuden blive udsendt live.
Parlamentet får større indflydelse på EU's nye udenrigstjeneste
En af Lissabon-traktatens nyskabelser er oprettelsen af en ny udenrigstjeneste (EEAS), som skal bidrage til en tættere samordning af EU´s udenrigs- og sikkerhedspolitik. I sidste uge lykkedes det Parlamentets forhandlingsdelegation at få en række krav igennem, der blandt andet giver MEP´erne større kontrolbeføjelser over udenrigstjenestens budget. I næste uge stemmer Parlamentet om kompromiset mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet.
Efter måneders intense forhandlinger blev der i sidste uge indgået en politisk aftale, som betyder, at EU nu langt om længe kan gå i gang med at etablere den europæiske udenrigstjeneste, som har været på tegnebrættet i årevis.
"Vores mål er at skabe en velfungerende udenrigstjeneste, som også fremover vil være tillidsskabende", fortæller tyske Elmar Brok (EPP), som udtrykker stor tilfredshed med de budgetmæssige beføjelser, som Parlamentet er blevet tildelt.
Udenrigstjenesten ventes at komme til at omfatte ca. 130 "EU-delegationer" verden over, som vil blive bemandet med 6.000 - 7.000 embedsmænd fra Kommissionen, Rådet og de nationale udenrigsministerier.
"Vi har sikret, at den nye udenrigstjeneste vil være politisk ansvarlig over for Europa-Parlamentet, som er den eneste direkte valgte EU-institution", fastslår Roberto Gualtieri (S&D, Italien), der sammen med Elmar Brok og Guy Verhofstadt har stået i spidsen for Parlamentets forhandlingsdelegation.
Europa-Parlamentet sætter loft over bonusser til bankfolk
Nye regler om kapitalkrav til banker og et loft over bonusser for bankfolk er resultatet af forhandlinger mellem Rådet og Parlamentet, som blev afsluttet med en aftale sent tirsdag. Europa-Parlamentet er overbevist om, at aftalen giver hårde og effektive regler, der vil dække alle tildelte eller betalte bonusser fra 2011 og fremefter. Dette vil være det første loft over, hvordan bankfolk betales på verdensplan.
"To år efter den globale finanskrise, vil disse nye, strenge regler om bonusser omdanne bonuskulturen og sætte en stopper for incitamenter til overdreven risikotagning. En høj-risikofyldt og kortsigtet bonuskultur huserede i den globale økonomi og skatteyderne betalte prisen. Offentligheden vil have bankerne til at prioritere stabilitet og långivning over deres egen løn og frynsegoder. I de sidste to år har bankerne ikke formået at reformere, og vi er nu klar til at gøre jobbet for dem," udtalte Arlene McCarthy, Europa-Parlamentets ordfører på sagen, og som derfor har ansvaret for forhandlingerne med Rådet.
Sammen vil disse nye regler skabe grundlaget for et sikkert og forsvarligt kapitalgrundlag og en ansvarlig løn- og bonuspolitik, således at skatteyderne ikke risikerer at skulle redde bankerne igen.
Læs mere (EN) (FR)
Nye regler skal takle udfordringen med elektronisk affald
Tonsvis af brugte mobiltelefoner, computere og Tv-apparater forsvinder hvert år i store affaldsbjerge. Nye regler skal indskærpe de gældende regler omkring indsamling og behandling af elektroniske affaldsprodukter.
Elektronisk affald udgør den hurtigst stigende affaldsstrøm i EU. Direktivet om affald fra elektrisk og elektronisk udstyr (WEEE) sigter mod at forebygge frembringelse af elektronisk affald og fremme genbrug, genvinding og andre former for nyttiggørelse.
Parlamentets ordfører Karl-Heinz Florenz (EPP, Tyskland) udtalte, at vi hvert år "mister en masse råmateriale, da store mængder af elektronisk affald eksporteres ulovligt ud af Europa. For eksempel indeholder 1 million mobiltelefoner 250 kg sølv, 24 kg guld, 9 kg palladium og 9 tons kobber ".
Blot 33 % af affaldet indberettes, indsamles og behandles i overensstemmelse med de gældende regler.
Forbrugerne kan allerede i dag komme af med deres elektroniske affald i særlige affaldsdepoter, men det bliver endnu lettere i fremtiden: "Forbrugerne vil få mulighed for at deponere selv meget små elektroniske apparater (f.eks. mobiltelefoner eller barbermaskiner) til samtlige detailforretninger, uden krav om at skulle købe et nyt produkt. Det er godt, da disse små produkter alt for ofte ender i skraldespanden" slutter Florenz.
Billigere mobiltakster i EU
Nye EU-regler skal hjælpe mobilbrugere med at undgå astronomiske regninger for at surfe og downloade i andre EU-lande. Fra og med den 1. juli 2010 skal de europæiske mobilselskaber spærre for kundernes datatjenester, når deres månedlige regning kommer op på 50 euro, med mindre andet er klart aftalt.
Der bliver også lagt loft over priser for at downloade og uploade data. Før kostede det 1 euro (ca. 7,50 kr.) pr. megabyte - nu må det højst koste 80 eurocent (ca. 6 kr.).
Prisfaldene kommer lige i tide til sommerferien. Forhåbentlig kan mange nu undgå at komme hjem til en kæmperegning efter at have brugt mobilen til at browse, e-maile eller ringe fra et andet EU-land.
Nyhedsbrev for samlingen i Strasbourg d. 5. - 8. juli 2010
Redaktionen afsluttet fredag d. 2. juli 2010 kl. 14.00.
Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Andreas Horn Bakkerud & Jens Jensen
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11




















