29. januar 2010

EP-Info nr. 4

I denne uge er der møde i forligsudvalget og udvalgsmøder. I næste uge er der gruppe- og udvalgsmøder. Vi ser nærmere på de aktuelle begivenheder i Parlamentet og på de kommende arrangementer i Danmark.

Nyt EP-kontor i Washington D.C.

Så skete det. Magasinet Europolitics kan fortælle, at Europa Parlamentet åbner et kontor i USA. Det har været undervejs siden december 2006. Kontoret skal bestå af tre medarbejdere, der får arbejdsplads blot 4 km fra Capitol Hill, hjemsted for den amerikanske kongres. Kontorets leder bliver Piotr Nowina-Konopka (Polen), der tidligere har arbejdet bl.a. som talsmand for Lech Walesa. Hertil kommer Michael Topping (Irland) fra EP's eksterne politiske afdeling og en britisk assistent. Samtidig forlyder det, at Kongressen planlægger at åbne et tilsvarende kontor i Bruxelles. Bill Delahunt (Dem.; Massachusetts), formand for Europaudvalget i Repræsentanternes Hus, udtaler, at man er i færd med at undersøge de budgetmæssige muligheder.  

Ny bulgarsk kommissærkandidat: Kristalina Georgieva

Bulgariens nye kommissærkandidat hedder Kristalina Georgieva. Hun er født i 1953 og har en kandidatgrad i økonomi. Hun har været ansat i Verdensbanken siden 1993, de sidste to år som næstformand i Verdensbanken. Hun skal overtage den samme portefølje, som oprindeligt var udset til Rumiana Jeleva (Internationalt samarbejde, humanitær bistand og krisestyring). EP's høring af Kristalina Georgieva finder sted onsdag den 3. februar, hvorefter Parlamentet som helhed vil stemme om godkendelse af den nye Kommission tirsdag den 9. februar.

 .

EP-formand Jerzy Buzek aflægger officielt besøg i Paris

Jerzy Buzek
Jerzy Buzek

I den kommende uge er Europa-Parlamentets formand Jerzy Buzek på officielt besøg i Paris. Han starter med at besøge Nationalforsamlingen og National-forsamlingens formand, Bernard Accoyer. Herefter lægger han vejen forbi Europa-Parlamentets Informationskontor i Paris, inden han skal mødes med den franske premierminister Francois Fillon. Senere skal han sammen med Ministeren for de Europæiske anliggender, Pierre Lellouche afholde et møde på rådhuset, hvor de inviterede gæster er gymnasieelever. Derudover skal formanden også møde Udenrigsminister, Bernard Kouchner og Gérard Larcher, der er formand for det franske Senat. Sidst men ikke mindst, inkluderer det officielle besøg også et møde med den franske præsident, Nicolas Sarkozy.    

 .

Waves of Democracy (Serbia 2010)

I juli 2010 vil 100 unge fra Vestbalkan og EU-landene mødes i Serbien for at diskutere mulighederne og udfordringerne, som Vestbalkan står overfor i Europa og i resten af verden. De skal drøfte, hvordan regionen kan lære af EU-samarbejdet, og hvad Vestbalkan kan bidrage med i samarbejdet. Den interkulturelle dialog mellem unge fra de forskellige regioner i EU vil bidrage til fred og forståelse, og til en bedre fremtid for kommende generationer. Deltagerne vil blive en del af et udvidet netværk af unge europæere.
Waves of Democracy vil blive afholdt i Novi Sad i Serbien fra den 2.-8. juli 2010.

Sidste frist for tilmelding er den 15. marts 2010.

Stillingsopslag: Assistent i EP's bygningstjeneste

Europa-Parlamentet gennemfører en udvælgelsesprocedure med henblik på at finde to kandidater til besættelse af stillinger som assistent i bygningstjenesten. Der er tale om et krævende job, som forudsætter en relevant udannelse og betydelig erhvervserfaring. De nærmere betingelser kan læses på nedenstående link. Ansættelsen kan ske på åremål eller på en tidsbegrænset kontrakt. Stillingsbetegnelsen er AST5, hvilket indebærer en startløn på ca. 4.300 euro om måneden, inkl. udlandstillæg og husstandstillæg.

Ansøgningsfristen er den 25. februar 2010. Det understreges, at det kun er den originale ansøgningsblanket fra EU-Tidende nr. C 19 A af 26. januar 2010, der kan benyttes. Det pågældende nummer af EU-Tidende (kun fransk version) kan rekvireres på EP's Informationskontor via epkobenhavn@europarl.europa.eu

Bruxellestur med vinderne af Road Trip IV

Pigerne i Bruxelles
Pigerne i Bruxelles

Den 22. og 23. januar 2010 tog Europabevægelsen til Bruxelles sammen med vinderne af læserbrevskonkurrencen fra Road Trip IV. De fire gymnasieelever, Line, Katrine, Lina og Maya havde vundet konkurrencen med læserbrevet "Ko eller kylling" og kom fra Ørestad Gymnasium. Programmet for Bruxellesturen bød først på en times rundvisning i Europa-Parlamentet, efterfulgt af en sandwichfrokost. Derefter holdt Dan Jørgensens politiske konsulent, Marie Bender Foltmann, oplæg om det daglige arbejde i Europa-Parlamentet sammen med praktikanten, Niels, der fortalte gymnasiepigerne om de mange muligheder, der er, hvis man ønsker at arbejde i EU under sit uddannelsesforløb.
Efter besøget i Europa-Parlamentet besøgte de Mejeriforeningens kontor (Danish Agricultural Council, Brussels), hvor chefkonsulent, Katja Murray, holdt oplæg om "Lobbyisme, landbrugspolitik og EU".
Efter dette besøg var der fritid til sightseeing og shopping, hvor alle Bruxelles' seværdigheder kunne nydes og de gode rabatter kunne udnyttes. Om aftenen mødtes deltagerne på den lokale belgiske restaurant "Chez Leon", for at nyde de belgiske specialiteter, bl.a. muslinger med pommes frites og selvfølgelig belgisk øl.

 .

EU-arrangementer i Danmark

Eurohøring på Christiansborg 2. februar

Tirsdag den 2. februar kl. 10-15.30 holder Den Danske Europabevægelse en Eurohøring i Folketingets Fællessal på Christiansborg. Det sker for at sætte fokus på konsekvenserne af den danske EU-undtagelse over for euroen. Blandt oplægsholderne er Økonomi- og Erhvervsminister Lene Espersen og Professor Claus Vastrup fra Institut for Økonomi ved Århus Universitet. Blandt paneldeltagerne er MEP Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti), MF Margrethe Vestager, formand for Det Radikale Venstre, og MF Michael Aastrup Jensen (Venstre), EU-ordfører.
Tilmelding sker efter først-til-mølle princippet på tlf. 33 141 141 eller via mail: eubev@eubev.dk

Mød den tjekkiske præsident Václav Klaus hos CEPOS

Tirsdag den 2. februar 2010 kl. 17.30 - 18.30 afholder CEPOS, Landgreven 3, 3. sal 1301 København K en relancering af bogen "Blå planet i grønne lænker". Bogen skal ses som en modvægt til de mange, der argumenterer for, at klimaproblemerne er omfattende og kræver offentlig regulering. I den forbindelse vil der være mulighed for at høre Tjekkiets præsident Václav Klaus tale om klimaproblematikken. Den tjekkiske præsident er en af de skarpeste kritikere af det, som han betegner som det pessimistiske og overdrevne billede af klimaændringernes konsekvenser for kloden.
Umiddelbart før mødet hos CEPOS vil der være mulighed for at få signeret bogen hos Arnold Busck i Købmagergade 49 kl. 16-17.

Næste EP-samling 8.-11. februar

Næste EP-samling i Strasbourg finder sted i perioden 8.-11. februar. Blandt højdepunkterne på dagsordenen skal nævnes:

  • Godkendelse af Europa-Kommissionen
  • Afstemning om EP's beslutning vedrørende resultatet af COP 15
  • Debat vedrørende kampen mod terrorisme, herunder efterretningstjenesternes virke og brugen af nøgenscannere
  • Redegørelse fra EU's Udenrigsrepræsentant om situationen i Arktis
  • Redegørelse fra EU's Udenrigsrepræsentant om situationen i Ukraine
  • Redegørelse fra Rådet og Kommissionen om status i optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, Kroatien og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien
  • Debat om de dyresundhedsmæssige betingelser for ikke-kommerciel transport af selskabsdyr

Redaktionen afsluttet fredag 29. januar 2010 kl. 11.30

Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Nadia Berth & Jens Jensen

Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11