29. april 2010

EP-Info nr. 16

I nyhedsbrevet denne uge:
• Kød-klister: MEP'erne tager første skridt mod et forbud
• Bødestørrelser og arbejdstidskrav for lastbilchauffører blev diskuteret i Parlamentets udvalg
• Falsk medicin: MEP'erne vil have kontrol med salg over internettet
• MEP´ere om luftfartsforstyrrelserne: sikkerheden må komme i første række
• Europa-Parlamentets ret til medbestemmelse over EU's tjeneste udadtil skal garanteres
• Interview med MEP Salafranca om forbindelserne til Latinamerika
• Vice-præsident Joe Biden gæster Europa-Parlementet under næste uges samling
• Europa-dagen: Åbent Hus i Europa-Parlamentet i Strasbourg, Luxembourg og Bruxelles
• Byer går forrest for at bekæmpe klimaændringer
• Chat med MEP Morten Løkkegaard på Facebook!
• Kommende EU-arrangementer i Danmark

Kødklister: MEP'ere tager første skridt mod et forbud

Et forslag fra Kommissionen om at tillade brugen af "kød-klister"-enzymet kvæg/svine-trombin mødte modstand blandt medlemmerne af Udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed tirsdag. Parlamentet som helhed skal stemme om godkendelsen af dette fødevaretilsætningsstof inden udgangen af maj.

Thrombin er et enzym der stammer fra dyr, og som kan bruges til at lime kødstykker sammen og derved skabe et enkelt stykke. Åsa Westlund (S&D, SE) mente at praksissen kan vildlede forbrugerne. Miljøudvalget støttede hendes klage med 31 stemmer for, 21 imod og ingen hverken for eller imod. Danske Margrete Auken (Verts/ALE) udtrykte ligeledes skepsis mod Kommissionens forslag om at tillade thrombin-enzymet: "Kødklister er et rent fupnummer, som narrer forbrugerne til at betale mere for deres kød. Det er godt, at parlamentet nu har hugget bremsen i."

Parlamentet stemmer om forslaget i Strasbourg d. 17.-20. maj. Der kræves absolut flertal (369+) for at Parlamentet kan afvise brugen af det såkaldte kødklister.

Bødestørrelser og arbejdstidskrav for lastbilchauffører blev diskuteret i Parlamentets udvalg

Parlamentet afviste sidste år et forslag fra Kommissionen om ændring af det eksisterende direktiv om tilrettelæggelse af arbejdstid for lastbilchauffører. MEP'erne mente dengang, at forslaget ikke i tilstrækkelig grad tog hensyn til Parlamentets krav om fuld inddragelse af selvstændige chauffører. I dag er MEP´erne delte i spørgsmålet, men Udvalget for Beskæftigelse og Sociale Anliggender forkastede dog Kommissionens forslag med 30 stemmer for og 19 i mod.

Mens gruppen Det Europæiske Folkeparti støtter Kommissionens forslag, mener Socialdemokraterne, de grønne og GUE/NGL-gruppen til gengæld, at Parlamentet bør forkaste Kommissionens forslag. "Hvis vi ikke inddrager de selvstændige (i direktivet), skaber vi en tosidet ordning for arbejdstid, der kan føre til unfair konkurrence og udbredelse af fænomenet "falske selvstændige". Det vil også føre til usikre veje... Træthed dræber, uanset om chaufføren er ansat eller selvstændig", siger britiske Stephen Hughes (S&D), som er skyggeordfører på betænkningen.

Samtidig insisterede Transportudvalget på, at lastbilchauffører, som bryder reglerne om arbejdstid, hviletid eller arbejdsvilkår bør betale klare og sammenlignelige sanktioner for en given lovovertrædelse, uanset hvor den finder sted i EU. Bøderne for overskridelse af den daglige køretid med mere end to timer er i øjeblikket elleve gange højere i Spanien (EUR 4.600) end i Grækenland (EUR 400).

Falsk medicin: MEP'erne vil have kontrol med salg over internettet

Salg af lægemidler over internettet bør indgå i udkast til EU-lovgivningen for at forhindre "forfalskede" lægemidler i at komme ind i den lovlige forsyningskæde, og obligatoriske sikkerhedsforanstaltninger bør indføres for receptpligtige lægemidler, sagde Miljøudvalgets medlemmer i tirsdags. Udvalget godkendte også foranstaltninger til forbedring af lægemiddelovervågningen i EU.

Forslagene om forfalskede lægemidler og lægemiddelovervågning, en del af en tredelt fælles beslutningsprocedure-pakke foreslået af Europa-Kommissionen i december 2008, blev godkendt af Udvalget for Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed tirsdag. Den tredje del, om patient-information på receptpligtige lægemidler, vil formentlig blive drøftet af udvalget i juni.

MEP´ere om luftfartsforstyrrelserne: sikkerheden må komme i første række

Så længe EU har 27 separate luftrum, er det ikke muligt at koordinere den europæiske lufttrafik effektivt. Så klar var beskeden, da MEP´erne i sidste uge drøftede den seneste tids luftfartsforstyrrelser.
Under debatten understregede EPP de økonomiske konsekvenser og luftede ideen om EU-støtte til luftfartsselskaberne, mens Socialdemokraterne, de Liberale og de Grønne var enige om, at krisen understregede behovet for at forbedre jernbanenettet i hele Europa.

"Medlemsstaterne har ikke håndteret vulkankrisen særligt godt. Den omstændighed, at vi har 27 forskellige luftfartsmyndigheder er beklagelig... Med et fælles europæisk luftrum kan vi koordinere EU's luftkontrolcentre", sagde belgiske Mathieu Grosch (EPP).

Europa-Parlamentets ret til medbestemmelse over EU's udenrigstjeneste skal garanteres

Parlamentets ret til at give - eller ikke at give - decharge til den fremtidige udenrigstjeneste for dens økonomiske forvaltning er afgørende og skal sikres skriftligt, sagde parlamentsmedlemmerne fra Budgetkontroludvalget i mandags. På tirsdagens budgetudvalgsmøde understregede medlemmerne behovet for at behandle alle relaterede forslag som én pakke, og udtrykte tvivl om hvorvidt tjenesten kan være "budgetneutral".

Ved denne uges runde af forhandlinger om den fremtidige tjeneste udadtil (EEAS), bad medlemmer af Budgetkontroludvalget om en skriftlig garanti for, at Parlamentet vil få samme decharge-rettigheder med hensyn til budgettet for den nye tjeneste, som det i øjeblikket har for Kommissionens budget.

Interview med MEP Salafranca om forbindelserne til Latinamerika

Den 18. maj holder EU topmøde med landene fra Latinamerika og Caribien. EU er traditionelt den vigtigste udenlandske investor i Latinamerika og yder med et årligt bidrag på 1,2 mia. euro langt den største udviklingshjælp til regionen. Men EU er langsomt ved at miste sin førerposition. Læs interview med spanske José Ingnacio Salafranca (EPP) om forholdet til Latinamerika.

Vice-præsident Joe Biden gæster Europa-Parlamentet under næste uges samling

Jerzy Buzek og Joe Biden mødtes allerede denne uge i Washington D.C. 
Jerzy Buzek og Joe Biden mødtes allerede denne uge i Washington D.C.

Den amerikanske Vice-præsident Joe Biden vil besøge Europa-Parlamentet og holder en tale til parlamentsmedlemmerne under samlingen i Bruxelles i næste uge. Ved besøget forventes Biden at komme ind på behovet for et tæt transatlantisk samarbejde på klimaforandringer og energi, global regeringsførelse, og kampen mod terrorisme.

Europa-Parlamentets formand, Jerzy Buzek udtaler: "Jeg glæder mig over den positive og konstruktive holdning i den amerikanske administration, og deres vilje til at arbejde sammen. Jeg ser frem til at byde Vice-præsident Biden velkommen i Europa-Parlamentet, dette vil være en mulighed for at skabe et endnu tættere samarbejde."

Vice-President Biden vil tale ved Europa-Parlamentets plenarforsamling i Bruxelles torsdag den 6. maj.

 

Europa-dagen: Åbent Hus i Europa-Parlamentet i Strasbourg, Luxembourg og Bruxelles

Den 9. maj 1950 offentliggjorde Robert Schuman grundlaget for Den Europæiske Union som vi kender den i dag, med krav om etableringen af et europæisk samarbejde baseret på konkrete resultater gennem transnational solidaritet. For at markere 60-årsdagen for erklæringen, organiserer Europa-Parlamentet og de andre EU-institutioner fejringen af Europa-dagen i Strasbourg d. 9. maj. Formanden for Europa-Parlamentet, Jerzy Buzek, vil være til stede hele dagen.

Europa-Parlamentet holder ligeledes åbent hus i Bruxelles og Luxembourg sammen med alle de andre europæiske institutioner d. 8. maj

Formålet med disse to dage er at bringe EU tættere på borgerne og informere dem om betydningen af EU's politikker på deres dagligdag. Disse dage med åbent hus er en mulighed for offentligheden til at besøge EU-institutionernes bygninger og debattere europæiske spørgsmål med europæiske og nationale ledere. I Strasbourg vil en Euroscola-plenar blive afholdt i salen. Over 800 unge fra 27 lande vil have mulighed for at diskutere det europæiske projekt med formanden for Europa-Parlamentet, Jerzy Buzek, og forskellige medlemmer af Parlamentet. I alle tre byer vil de besøgende samtidig få lejlighed til at mødes med de politiske grupper og administrationen i Europa-Parlamentet.

Flere aktiviteter (musik, dans, børneaktiviteter) og sport (fodboldturneringer) vil blive tilbudt inden og uden for Europa-Parlamentet i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg. Dørene vil være åbne fra 10-18 i alle tre byer.

Specifikt program og mere information om Europa-dagen vil snarest være at finde i flere sprogversioner på siden www.fetedeleurope.europa.eu og på http://www.europarl.europa.eu/parliament/public/staticDisplay.do?language=DA&id=186.

Byer går forrest for at bekæmpe klimaændringer

Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet og Regionsrådet står bag organiseringen af en ceremoni d. 4. maj i Bruxelles til markering af at over 1600 europæiske byer nu har tilsluttet sig Borgmesterpagten - et tilsagn fra de underskrivende byer til at gå ud over målene for EU's energipolitik i form af en reduktion i CO2-emissionerne gennem øget energieffektivitet og renere energiproduktion og -udnyttelse. På ceremonien vil være en række prominente talere, blandt andre Europa-Parlamentets formand Jerzy Buzek, Formand for Kommissionen José Manuel Barroso og Spaniens premierminister José Luis Rodríguez Zapatero. Der vil ligeledes være et dansk islæt ved Regionsrådsformand for Region Sjælland, Steen Bach Nielsen.

Ceremonien for Borgmesterpagten 2010 vil blive afholdt i Plenarsalen i Europa-Parlamentet i Bruxelles d. 4. maj 2010 fra kl. 14.00. Dette års ceremoni markerer tolv måneders usædvanlig vækst i borgmesteraftalen og den begivenhed vil være en mulighed for borgmestre fra hele Europa til at gå sammen for at dele deres erfaringer med deltagelsen i pagten.

Mere info kan findes på http://www.eumayors.eu/home_da.htm

Interesseret i en EU-karriere? Udvælgelsesprøve for specialister åbner for tilmelding

I dag, d. 29. april, åbner EU's personaleudvælgelseskontor EPSO for ansøgere til specialiststillinger indenfor EU-institutionerne. Alle med et EU-statsborgerskab og relevant uddannelses- og erhvervserfaring kan deltage. Der er deadline for tilmeldinger d. 28. maj 2010.

For at søge stillingerne, skal deltagerne forinden have oprettet en profil og lavet en tilmelding på EPSO's hjemmeside www.eu-careers.eu. Her kan ansøgerne også finde information om udvælgelseskriterierne, frister for tilmelding og tidspunkter for afholdelse af evt. prøver.

EPSO søger i denne omgang specialister indenfor følgende fem områder:

• Bibliotekar/informationsvidenskab
• Konkurrencelovgivning
• Erhvervsøkonomi
• Informationssystemers sikkerhed
• Ingeniører og producenter på det audiovisuelle område

Se mere på EPSO's hjemmeside: http://www.eu-careers.eu/

Chat med MEP Morten Løkkegaard på Facebook!

Tirsdag d. 4. maj har du mulighed for at stille spørgsmål direkte til parlamentsmedlem Morten Løkkegaard, når han vil være tilstede på Europa-Parlamentets Facebook-side fra kl. 17.30-18.00. For at deltage, skal du gå ind på www.facebook.com/europeanparliament.

EU-arrangementer i Danmark

Suverænitet, territorium og den nye geopolitik

Hvad er de politiske, juridiske og sociale konsekvenser af de nuværende geopolitiske ændringer? Og gennem hvilke teoretiske og begrebsmæssige rammer kan vi håbe på at forstå den nye geopolitik? DIIS afholder d. 3. maj kl. 9:30-12:00 et seminar hvor man vil diskutere disse spørgsmål. Deltagelse er gratis, men tilmelding kræves.

Læs mere: http://diis.dk/sw92098.asp

Europe beyond Europe - Europa som verdensmagt?

Den 6. maj afholder Københavns Universitet den syvende og sidste forelæsning i serien "Europe beyond Europe", denne gang med temaet Europa som verdensmagt? Forelæsningen holdes af professor Joseph Weiler, juraprofessor og Den Europæiske Union Jean Monnet-leder på New York Universitets jurafakultet, d. 6. maj kl. 15:00-17:00 og finder sted i Alexandersalen, Bispetorv Annekset, Bispetorv 1-3, 1167 København.

Se programmet her: www.eureco.ku.dk

Europadag 9. maj: Gratis filmforevisning - "På Himlens Kant"

I år er det 60 år siden, at Frankrigs udenrigsminister Robert Schuman d. 9. maj 1950 præsenterede en plan, der samlede Frankrig og Tyskland om et samarbejde, der afløste tidligere tiders altødelæggende stridigheder. Den såkaldte Schuman-erklæring var dermed starten på dét, som vi nu kender som EU. Den 9. maj fejrer vi, at samarbejdet - alle dets udfordringer og mangler til trods - har gjort indbyrdes krige mellem EU-landene utænkelig.

Filmen der vises er "På Himlens Kant" ("Auf der Anderen Seite"), som er skrevet af og instrueret af Fatih Akin, som også stod bag den stærke "Gegen die Wand". "På Himlens Kant" vandt i 2007 den første LUX-pris, der nu årligt uddeles af Europa-Parlamentet.

Tidspunkt: 9. maj kl. 16:00 til 18:00 efterfulgt af reception
Sted: Cinemateket, Asta-salen, Gothersgade 55, 1123 København K
Arrangør: Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark i samarbejde med Europa-Kommissionens repræsentation i Danmark

Mere information: http://europa-huset.adagio4.eu/view/da/aktiviteter/europadag_cinemateket.html

Europadag 9. maj: gratis suppe, mineralvand og/eller kaffe med lagkage

I anledning af Europadagen den 9. maj og Det Europæiske År for Bekæmpelse af Fattigdom og Social Udstødelse uddeler Europa-Huset med assistance af Kofoeds Skole/Kofoeds Kælder gratis suppe, mineralvand og/eller kaffe med lagkage.

Tid: Kl. 11.00 - 14.00
Sted: Kultorvet
Arrangører: Europa-Kommissionens Repræsentation og Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark med assistance af Kofoeds Skole/Kofoeds Kælder
Det sker på Europa-dagen den 9. maj 2010, som også er 60-året for Schuman-deklarationen.

For oplysninger om Det Europæiske År for Bekæmpelse af Fattigdom og Social Udstødelse se http://ec.europa.eu/danmark/eu-politik/alle_emner/sociale/2007/071212_2010_da.htm og www.euaar2010.dk.

 .

Redaktionen afsluttet torsdag d. 29. april 2010 kl. 12.00.

Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Andreas Horn Bakkerud & Jens Jensen

Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11