EP-Info nr. 13
I nyhedsbrevet denne uge:
• Parlamentet og Rådet forhandler lov om regulering af test på dyr i forskningsmæssigt øjemed
• En udsendt delegation af MEP'ere følger valget i Sudan
• Blåfinnet tun: Strengere fangstovervågning skal standse ulovligt fiskeri
• MEP'erne ønsker EU penge til medlemsstater som er villige til at modtage flygtninge
• SWIFT: Parlamentarikerne vil begrænse overførslen af EU-borgernes personlige oplysninger til USA
• Sådan fungerer Parlamentet: Ændringsforslag
• Parlamentets kommende udvalgshøringer
• Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentets danske kontorer deltager i bogmesse
• Kommende EU-aktiviteter i Danmark
Parlamentet og Rådet forhandler lov om regulering af test på dyr i forskningsmæssigt øjemed
Lovgivning om regulering af test på dyr ved forskningsforsøg er rykket et skridt nærmere efter at Parlamentets og Rådets repræsentanter onsdag nåede til enhed om de endelige detaljer i et lovforslag. Hovedformålet er at forbedre dyrevelfærd uden at bremse kampen mod sygdomme. Loven vil kræve en begrænsning i brugen af test på dyr og introducere krav om en vurdering af beskyttelsen af dyrevelfærden inden et eksperiment bliver udført. Det er Elisabeth Jeggle (EPP, DE), Parlamentets forhandlingsleder på lovforslaget, som vil præsentere resultatet til Landbrugsudvalget d. 12. april.
En udsendt delegation af MEP'ere følger valget i Sudan
Europa-Parlamentet vil sende en delegation af medlemmer til Sudan fra d. 8.-15. april for at følge det sudanske valg. Valget, som skal finde sted d. 11.-13. april, er det første demokratiske valg i Sudan siden 1986. Flere oppositionsgrupper har allerede meddelt, at de vil boykotte valgene på grund af frygt for korruption og svindel. Europa-Parlamenets delegationen vil blive leddet af det portugisiske parlamentsmedlem, Ana Gomes (S&D).
Blåfinnet tun: Strengere fangstovervågning skal standse ulovligt fiskeri
Et nyt overvågningssystem af den blåfinnede tun fra fangst til salg skal sørge for større kontrol over det alarmerende fald i tunbestanden i EU-farvande. De nye regler, som blev støttet af Fiskeriudvalget onsdag, vil kræve dokumentation for hvert stadie i kæden, fra fangst, til import, eksport og geneksport, for at sikre en fuldstændig og pålidelig sporbarhed.
MEP'erne ønsker EU-penge til medlemsstater som er villige til at modtage flygtninge
Parlamentets Udvalg for Borgernes Rettigheder foreslog torsdag at medlemsstater som frivilligt modtager flygtninge fra tredjelande skal modtage et bestemt beløb per genbosat person fra EUs flygtningefond. MEP'erne lagde vægt på at EU-landene bidrager til genbosættelse i langt mindre grad end andre udviklede lande, som fx USA, Australien og Canada. Vigtigheden af intern EU-solidaritet med de medlemslande som oplever særligt pres blev ligeledes udtrykt.
EU-landene skal modtage et fast beløb på €4000 for hver genbosat person, ud fra en række EU-prioriteringer: børn og kvinder i risiko for vold og udnyttelse, uledsagede mindreårige, personer med alvorlige medicinske behov, overlevende efter vold og tortur samt personer som er truet med tvungen tilbagerejse eller ofre for naturkatastrofer, sagde udvalget.
SWIFT: Parlamentarikerne vil sikre beskyttelse af EU-borgernes personlige oplysninger
Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder drøftede onsdag Kommissionens nye udkast til en SWIFT-udvekslingsaftale (overførsel af bankoplysninger, red.) mellem EU og USA. Flertallet af udvalgsmedlemmerne var dog skeptiske i forhold til aftalen, som de stadig mener, vil indskrænke borgernes frihedsrettigheder mere, end den potentielt gavner den internationale terrorbekæmpelse.
Parlamentets kommende udvalgshøringer
Efter forretningsordenens artikel 193 kan et udvalg arrangere en eksperthøring, hvis det finder det nødvendigt for sit arbejde med et bestemt emne. To eller flere udvalg kan også holde fælles høringer. De fleste udvalg arrangerer regelmæssige høringer, da det giver dem mulighed for at få oplysninger fra eksperter og drøfte nøglespørgsmål. Til mange høringer er der tillige adgang for offentligheden, og det er en mulighed for både privatpersoner og interesseorganisationer at få indflydelse. Det er ligeledes muligt at følge mange høringer direkte over internettet.
Den kommende uge byder således på følgende høringer:
• Udvalget for Industri, Forskning og Energi: Nye vedvarende teknologier - Potentiale for udvikling og anvendelse i den Europæiske Union. Mandag d. 12. april, kl. 15:00-18:00.
• Udvalget for Økonomi og Valuta : Økonomisk krise. Høringen er offentlig, og vil omhandle den finansielle krise i EU og hvilke erfaringer der kan drages fra Grækenland med hensyn til økonomisk overvågning, statistikker og ikke-opgjort regnskabsføring. Høringen afholdes onsdag d. 14. april.
• Udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender: Rundbord om det fælles europæiske asylsystem. Mandag d. 26. april, 15:00-18:30.
Sådan fungerer Parlamentet: Ændringsforslag
MEP´erne bruger ændringsforslag til at påvirke og ændre EU-lovgivningen. Nogle kommissionsforlag er genstand for hundredvis af ændringsforsalg, men der er strenge regler, som skal følges, når MEP´erne stiller ændringsforslag.
Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentets danske kontorer deltager på bogmesse
Ved Skolebogmessen 2010 vil Kommissionens og Parlamentets danske kontorer deltage med en stand. Her vil der være mulighed for at se på EU's mange forskellige tilbud til brug i undervisning. Ligeledes vil der være deltagelse af det danske parlamentsmedlem Morten Løkkegaard, som vil holde en workshop om Europa og Demokrati. Skolebogmessen 2010 finder sted i DGI-huset i Århus den 14. og 15. april.
EU-arrangementer i Danmark
Europa-Parlamentets vej til magten - bag kulisserne
Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark, Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark og Københavns Universitet, Center for Europæisk Politik (CEP), har fornøjelsen af at invitere til et seminar om Europa-Parlamentets samspil med Europa-Kommissionen:
Magtfordeling eller magtkamp?
Seminaret foregår mandag d. 12. april 2010, 16.00-18.00 på Center for Europæisk Politik (CEP), Københavns Universitet.
Europe beyond Europe - EU's fiskeripolitik
Den 20. april afholder Københavns Universitet den femte forelæsning i serien "Europe beyond Europe", denne gang med temaet EU's fiskeripolitik. Forelæsningen vil beskæftige sig med den europæiske levestil på havet: Er EU's fiskeripolitik en menneskelig tragedie eller triumf? Professor Thomas Højrup, Etnologi, SAXO-Instituttet, Københavns Universitet er oplægsholder.
Se programmerne her: www.eureco.ku.dk
Fattigdommens Ansigter - i Europa
2010 er det Europæiske År mod fattigdom og social udstødelse. 80 mio. europæere lever under fattigdomsgrænsen, som er 60 % af middelindkomsten i det enkelte land.
I denne forbindelse arrangerer FIC, Socialpolitisk Forening, AOF Danmark og Institut for Menneskerettigheder bakket op af SOLIDAR og EAPN en konference d. 15. april kl. 9:00-16:00. Arrangørerne vil med konference øge debatten og den politiske bevågenhed i Danmark og i Europa på fattigdom og social udstødelse for at skabe samfund for alle i Europa - og med blik for det ansvar vi som europæere har for at gøre noget ved den globale fattigdom og ulighed.
Svensk identitet og EU
Jean Monnet centeret på Århus Universitet afholder en forelæsning om svensk identitet og EU. Forelæser er Prof. Lars Trägårdh (ESH). Forelæsningen afholdes d. 19. april kl. 15:00-17:00.
Se mere her: http://www.jmc.au.dk/jm_lec.htm
Samarbejde og sikkerhed i Europa, inkluderende den baltiske og arktiske region
DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier) afholder d. 20. april fra kl. 9:30-12:15 en konference om samarbejde og sikkerhed i Europa. Deltagelse er gratis men tilmelding påkræves.
Se mere: http://www.diis.dk/sw91486.asp
Redaktionen afsluttet fredag 9. april 2010 kl. 14.00.
Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Andreas Horn Bakkerud
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11




















