EP-Info nr. 30
I denne uge har EP godkendt José Manuel Barroso som formand for EU-Kommissionen for de næste fem år. Vi ser lidt på stemmetallene og linker til et aktuelt interview med Barroso på EP's web-TV, Europarltv. I næste uge er der ingen møder i Parlamentet, og derfor ser vi i dette EP-info lidt på løst og fast, inkl. kandidaterne til dette års Sakharov-pris for tankefrihed.
Barroso får fem år til
Onsdag godkendte Europa-Parlamentet ved en afstemning udnævnelsen af José Manuel Barroso som formand for EU-Kommissionen. Det bliver Barrosos anden femårsperiode som formand for Kommissionen. Barroso blev godkendt med stemmerne 382 for, 219 imod og 117 hverken for eller imod. Afstemningen krævede et simpelt flertal af de afgivne stemmer, uden at tælle de blanke stemmer med, hvilket er reglerne ifølge Nice-traktaten. Barroso skal nu i gang med at samle et hold af kommissærer til den næste periode. Den danske klimaminister Connie Hedegaard nævnes allerede nu som et varmt bud til posten som ny dansk EU-kommissær. Det forventes, at EP vil gennemføre høringer af de nyindstillede kandidater i næste måned, og at afstemningen om godkendelse af Barroso II-kommissionen vil finde sted i november.
Interview med Barroso på Europarltv
Efter afstemningen blev Barroso interviewet til Europa-Parlamentets web-TV, Europarltv. Under interviewet blev han spurgt, om han har planer om at træde tilbage, såfremt Lissabon-traktaten bliver forkastet ved folkeafstemningen i Irland den 2. oktober. Barroso, som tydeligvis var meget glad for sit genvalg, afviste klart enhver tanke i den retning.
Ny seminarrække om Europa-Parlamentets vej til magten
Nu starter en ny seminarrække, hvor danske og udenlandske EU-politikere og -forskere over tre omgange vil fortælle om deres personlige opfattelser af og bidrag til begivenheder, der har formet Europa-Parlamentets magt. Seminarerne vil belyse centrale aspekter af arbejdet i EP, de politiske partiers rolle, udfordringer og fremtidsudsigter for det nye parlament samt EP's behandling af aktuelle politikområder. Seminarrækken er arrangeret af Københavns Universitet, Dansk Institut for Internationale Studier, Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark og Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark. Det første seminar finder sted den 6. oktober 2009 kl. 10-12 i Europa-Huset, Gothersgade 115, København. Hovedtaler er tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen, formand for De Europæiske Socialdemokrater, PES. De følgende seminarer finder sted i november 2009 og februar 2010.
EP-delegationer ved at være på plads
Pladserne i Europa-Parlamentets 40 delegationer, som gør det muligt for MEP'erne at have en dialog og mødes regelmæssigt med medlemmer fra parlamenter i lande uden for EU er nu blevet fordelt. Sytten delegationer valgte deres formand og næstformænd denne uge i Strasbourg. Anna Rosbach (DF) blev valgt til næstformand i delegationen for den Koreanske halvø.
Morten Løkkegaard i jury for Parlamentets journalistpris
Journalist og tidligere nyhedsvært på TV-avisen, Morten Løkkegaard (V), har fået plads i den jury, der skal finde vinderne af Europa-Parlamentets journalistpris 2009. Sammen med en anden MEP, franske Jean-Marie Cavada, og syv journalister, skal han bedømme de artikler, tv- og radioindslag og webproduktioner, som har vundet de nationale konkurrencer i de 27 medlemslande. Fra Danmark deltager Berlingske Tidende med en artikelserie om Udlændingeservices tilbageholdning af information om retten til at få udenlandske partnere med hjem til Danmark.
Europa-Parlamentets formand, Jerzy Buzek overrækker priserne ved en ceremoni den 15. oktober i Bruxelles.
Prisen, som blev uddelt for første gang i 2008, gives til journalister der har behandlet vigtige emner på europæisk niveau eller som har været med til at fremme en bedre forståelse af EU-institutionerne og EU-politik.
Der uddeles priser inden for fire forskellige kategorier: Trykte medier, radio, TV og Internettet. Førstepræmien inden for hver kategori er 5.000 euro. Sidste år vandt danske Lars Feldballe Petersen TV-prisen for sin dokumentar "Kampen mod kemikalierne", der følger Dan Jørgensen under hans arbejde med kemikalielovgivningen REACH.
Kandidater til Sakharov-prisen 2009
De politiske grupper og individuelle medlemmer har indstillet følgende kandidater til Sakharov-prisen 2009:
• Dr. Izzeldin Abuelaish, palæstinensisk læge i Gaza
• Foundation Vicente Ferrer, en velgørende organisation, der arbejder til fordel for mindretal i Indien
• Dawit Isaak, journalist og forfatter fra Eritrea, politisk fange siden 2001
• Mariam Lamizana, socialminister i Burkina Faso, aktiv modstander af omskæring af kvinder
• Lyudmila Alexeyeva, Oleg Orlov og Sergei Kovalev på vegne af MEMORIAL, en organisation til fremme af menneskerettighederne i de tidligere sovjetrepublikker
• MEMORIAL, en organisation til fremme af menneskerettighederne i de tidligere sovjetrepublikker (indstillet som selvstændig kandidat)
• Dr. Denis Mukwege, grundlægger af Panzi-hospitalet i Bukavu, der specialiserer sig i at hjælpe kvinder, som har været udsat for seksuelle overgreb
• Fader Thaddeus Nguyen Van Ly, katolsk præst og demokratiforkæmper i Vietnam
• Shadi Sadr, iransk journalist og menneskerettighedsforkæmper
• Roberto Saviano, italiensk journalist, kendt for sin indsats mod organiseret krimionalitet.
Kandidater til årets LUX-pris
I forbindelse med den 66. filmfestival i Venedig blev det den 11. september afsløret, hvilke tre europæiske film, der er finalister i kampen om LUX-prisen 2009. De tre finalister er:
• Eastern plays, en film om nynazisme i Bulgarien
• Storm, en film om retsopgøret efter krigsforbrydelserne på Balkan
• Welcome, en film om en ung kurdisk flygtning, som forsøger at svømme over Kanalen
Alle tre film behandler emner, som ligger de europæiske borgere meget på sinde, grundlæggende rettigheder, retfærdighed, solidaritet og indvandring.
LUX-prisen er Europa-Parlamentets filmpris. Det er Europa-Parlamentets 736 medlemmer, der vil vælge vinderen efter at have set filmene, og prisen vil blive overrakt ved en ceremoni den 25. november i Strasbourg. Vinderfilmen vil blive tekstet på alle EU's 23 officielle sprog og vil blive produceret til hver medlemsstat i 35 mm format.
Redaktionen afsluttet fredag den 18. september 2009 kl. 14.00
Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Malene Chaucheprat & Jens Jensen
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11

















