4. september 2009

EP-Info 28: Udvalgsmøder i Bruxelles

EP-info er tilbage efter sommerferien. I denne uge har der været EP-udvalgsmøder i Bruxelles, hvor MEP'erne har haft lejlighed til at udspørge tre nyindstillede EU-kommissærer. EP-formand Jerzy Buzek har deltaget i markeringen af 70-årsdagen for starten af 2. Verdenskrig. Kommissionsformand Barroso har afleveret sit forslag til politiske retningslinjer for den kommende femårsperiode, og i næste uge går han på frierfødder i de politiske grupper i EP. Formandskonferencen beslutter torsdag den 10. september, hvorvidt EP skal stemme om Barroso som kommissionsformand allerede under næste samling, eller om man skal vente til en senere lejlighed.

EP-høring af nye EU-kommissærer

Inden for relativt kort tid har tre medlemmer af EU-Kommissionen søgt andre græsgange. I maj blev Dalia Grybauskaite valgt til ny præsident i Litauen, og ved EP-valget i juni blev Louis Michel, Belgien, og Danuta Hubner, Polen, valgt til Europa-Parlamentet. Derfor har de pågældende lande udpeget tre afløsere, som skal indtræde i den nuværende Kommission. Den 1. og 2. september fik medlemmer af Europa-Parlamentet mulighed for at udspørge de tre indstillede kommissærer om deres personlige og faglige forudsætninger. Det drejede sig om litauiske Algidras Šemeta (budget), belgiske Karel De Gucht (udvikling) og polske Pawel Samecki Regionalpolitik). MEP´erne ventes at godkende de indstillede kommissærer onsdag den 16. september i Strasbourg.

Læs mere om høringerne her:
http://www.europarl.europa.eu/news/public/story_page/008-59872-257-09-38-901-20090828STO59863-2009-14-09-2009/default_da.htm

EP-formanden Jerzy Buzek i
Westerplatte den 1. september
(Foto: EP's Fototjeneste)
EP-formanden Jerzy Buzek i
Westerplatte den 1. september
(Foto: EP's Fototjeneste)

EP-formand markerer 70-årsdagen for 2. Verdenskrig

Den 1. september 1939 trængte tyske tropper ind i Polen. Angrebet blev starten på 2. Verdenskrig. 70-årsdagen blev markeret med en mindehøjtidelighed i den polske by Westerplatte, hvor det første tyske angreb fandt sted. Europa-Parlamentets formand, Jerzy Buzek, deltog i arrangementet. I sin tale sagde han bl.a., at minderne om krigens 60 millioner ofre er en del af grundlaget for det europæiske samarbejde. Han slog til lyd for et mere solidarisk Europa og en fast kurs i forsvaret af demokrati og menneskerettigheder.

Læs hele EP-formandens tale her:
http://www.ep-president.eu/view/en/press/speeches/sp-2009/sp-2009-September.html

Udvidelsen: Blind vej eller motorvej?

I næste uge er der mulighed for at høre EU's udvidelseskommissær, Olli Rehn, give sit bud på EU's udvidelse som en vigtig del af EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik samt perspektiverne for de kommende år. Arrangementet foregår på tirsdag den 8. september kl. 11.45-12.45 i Festsalen, Københavns Universitet, Frue Plads. Prorektor Lykke Friis vil være ordstyrer. Arrangementet foregår på engelsk og er gratis, men tilmelding er nødvendig, jf. nedenstående link.

For info og tilmelding:
http://event.ku.dk/eu-udvidelse/

Møde om Gaza med FN-vicegeneralsekretær AbuZaid

Udenrigsudvalget og Udviklingsudvalget afholder ekstraordinært fælles møde i EP i Bruxelles torsdag den 10. september kl. 09.30-11.00 i mødeværelse ASP1E2. På dagsordenen står en drøftelse om situationen i Gaza med Karen Koning AbuZayd, vicegeneralsekretær i FN og generalkommissær for De Forenede Nationers Hjælpeorganisation for Palæstinaflygtninge i Mellemøsten (UNRWA).

Møde om ESFP

Underudvalget om Sikkerhed og Forsvar afholder møde i EP i Bruxelles mandag den 7. september kl. 15.00-18.30. Mødeværelset er endnu ikke offentliggjort. Medlemmerne skal bl.a. drøfte den seneste udvikling vedrørende det europæiske satellitnavigationssystem Galileo samt ikke-spredning af masseødelæggelsesvåben. Endvidere vil Olof Skoog, formand for Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC), give en status for den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP) som repræsentant for det svenske EU-formandskab.

José Manuel Barroso overrækker sit
forslag til politiske retningslinjer
til EP-formanden, Jerzy Buzek
(Foto: EP's Fototjeneste)
José Manuel Barroso overrækker sit
forslag til politiske retningslinjer
til EP-formanden, Jerzy Buzek
(Foto: EP's Fototjeneste)

Barroso på frierfødder

I næste uge får José Manuel Barroso lejlighed til at mødes med de politiske grupper i Europa-Parlamentet. Formålet er at overbevise medlemmerne om at han fortjener endnu en periode som formand for EU-Kommissionen. I den forbindelse har han fremsendt sit forslag til politiske retningslinjer for den kommende Kommission. Her går han ind for et tæt samarbejde med Europa-Parlamentet med henblik på at skabe en fremgangsrig, sikker og bæredygtig udvikling i Europa. Efter møderne i de politiske grupper vil Formandskonferenen (EP-formanden og formændene for de politiske grupper) på et møde den 10. september tage stilling til, hvorvidt EP skal tage stilling til spørgsmålet om genvalg af Barroso allerede på mødet i september, eller om man skal vente til en senere samling.

Læs mere om Barrosos udspil her:
http://ec.europa.eu/danmark/eu-politik/alle_emner/institutionelle/2009/090903_barroso-09-14_da.htm

Næste samling i Strasbourg 14.-17. september

Der er EP-samling i Strasbourg i perioden 14.-17. september. De vigtigste punkter på dagsordenen er følgende:

• Godkendelse af Kommissionsformand (afhænger af Formandskonferencens afgørelse, jf. ovenstående)
• Tiltrædelsestale for Europa-Parlamentets formand, Jerzy Buzek
• Godkendelse af tre indstillede EU-kommissærer
• Debat om Østersøstrategi

SE forslag til dagsorden her:

http://www.europarl.europa.eu/sides/indexPartSession.do?reference=2009-09&language=DA

Redaktionen afsluttet fredag den 4. september 2009 kl. 10.30

Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Jens Jensen

Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11