EP-Info nr. 40
I denne uge har der været samling i Strasbourg. I næste uge skal MEP'erne til udvalgsmøder. Vi kigger nærmere på et par høringer, highlights fra Strasbourg og informerer om kommende EU arrangementer i Danmark.

Fiskeripolitikkens fremtid
Tirsdag d. 1. december 2009 står udvalget for Fiskeri bag en høring om Kommissionens grønbog om EU's fælles fiskeripolitiks fremtid. Grønbogen analyserer manglerne ved den nuværende politik og igangsætter en bred offentlig høring om, hvordan der bør rettes op på disse mangler. Foruden fiskerne selv og andre interesserede parter, er også alle EU's borgere direkte inviteret til at svare på spørgsmålene inden 31. december 2009. Kommissionen håber, at grønbogen kommer til at stimulere en omfattende og udtømmende debat om fremtidens styring af fiskeriet.
Global opvarmning & Sir Paul McCartney
Sir Paul McCartney lægger vejen forbi Bruxelles i næste uge, når Europa-Parlamentet afholder en stor høring om global opvarmning. Høringen finder sted torsdag den 3. december 2009 kl. 10.00-12.30 i EP-plenarsalen i Bruxelles. Det sker under overskriften "Global Warming and Food Policy: Less Meat = Less Heat." Høringen sætter fokus på, hvad det enkelte individ kan gøre i kampen mod klimaet. Høringen ledes af EP-næstformand Edward McMillan-Scott (UK), og det forventes at EP-formand Jerzy Buzek vil holde åbningstalen. Udover Paul McCartney deltager også den indiske Nobel-prisvinder Dr Rajendra K. Pachauri, formand for FN's panel om klimaforandringer, IPCC.
Fra samlingen i Strasbourg:
MEP'ere forlanger ambitiøse mål forud for klimatopmøde i København
EP drøftede forberedelserne til klimatopmødet i København og vedtog i den forbindelse en resolution. Heri hedder det, at en ambitiøs klimaaftale i København vil kræve, at både udviklingslande og industrilande skal nedsætte udledningerne af CO2. MEP'erne mener også, at vejen skal banes for en juridisk bindende aftale i København. Hvis man bliver ved med at udsætte den globale indsats vil de fremtidige generationer ikke være i stand til at kontrollere klimaændringerne, påpeger MEP'erne.
Under debatten sagde Anna Rosbach (Dansk Folkeparti), at hun har et stort juleønske, nemlig at man, når klimakonferencen er forbi, og alle deltagerne er holdt op med at agere administratorer og teknikere, som udelukkende taler om detaljer og kvoter, endelig kan få en politisk debat om, hvad der realistisk og praktisk kan gøres for at forbedre forholdene for vores jord og dens befolkning. For lukker man øjnene op, ser man jo tydeligt, at hverken USA, Rusland, Kina og mange andre lande kloden rundt realistisk set ikke har klimaet på dagsordenen, men kun frembringer smukke hensigtserklæringer og tomme løfter, konkluderede hun.
I samme forbindelse sagde Dan Jørgensen (Socialdemokraterne), at man fra EU's side - ud over, at man skal have nogle ambitiøse reduktionsmål - fokuserer på en finansieringsplan. Verdens rige lande skal være med til at betale for at omlægge væksten i verdens fattigste lande. De skal ikke holdes i fattigdom, men tværtimod fortsætte deres vækst. Denne vækst skal være grøn, den skal bygge på en teknologiforandring, og den skal være bæredygtig. Indtil videre må man desværre sige, at EU med hensyn til finansieringen endnu ikke har været i stand til at lægge de beløb på bordet, som er nødvendige. Det har desværre ikke været muligt at få opbakning i den brede kreds af statsledere i Europa. "Men jeg håber meget, at vi får denne opbakning inden København, og vi har travlt," sluttede Dan Jørgensen.
Mærkning skal gøre det lettere at vælge miljøvenlige bildæk
Fra november 2012 skal alle nye bildæk i EU mærkes med energiklasser for at gøre det lettere for forbrugerne at vælge de mest miljøvenlige dæk. Udover at vise hvor energieffektive dækkene er, skal forbrugerne oplyses om vejgreb og støjniveau ud fra det samme system, der bruges til at mærke f.eks. køleskabe. Det er indholdet af en aftale, som Parlamentet netop har godkendt.
Fransk film 'Welcome' vinder Europa-Parlamentets LUX-Pris 2009
Filmen som er instrueret af Philippe Lioret, fortæller historien om en svømmelærer fra Calais, som hjælper en ung kurdisk flygtning. Den unge mand ønsker at svømme over Den engelske Kanal for at blive genforenet med sin kæreste, som allerede er flygtet til England med sin familie. LUX-prisen, som er omkring 87.000 euro værd går til tekstning af vinderfilmen i EU's 23 officielle sprog.
Høring af nye kommissærer
EP har besluttet, at høringerne af de nye kommissærer skal finde sted i perioden 11.-19. januar. Den endelige godkendelse af den samlede Kommission finder sted på et ekstraordinært plenarmøde i Bruxelles tirsdag den 26. januar i Bruxelles.
I den anledning udtaler EP-formanden Jerzy Buzek: "Jeg er glad for, at kommissionsformand José Manuel Barroso har handlet hurtigt med hensyn til fordeling af ansvarsområder til de nye kommissærer. Parlamentet er klar til at holde grundige høringer med de indstillede kandidater for at fastslå deres egnethed til disse vigtige EU-embeder."
Det er EP's Formandskonference, som har fastlagt forløbet af høringerne. Der er afsat tre timer til hver høring, som altså skal foregå fra den 11. til den 19. januar. Forud for den afsluttende afstemning den 26. januar vil der blive sat tid af til en debat om den nye Kommission.
EU-arrangementer i Danmark
Tirsdag den 1. december 2009 kl. 10.00-12.00 afholder EURECO (Københavns Universitet) sjette foredrag i rækken af syv. Denne gang handler foredraget om velfærd, det Europæiske borgerskab og den frie bevægelighed. Juraprofessor Kirsten Ketscher vil kaste lys over spørgsmål som: Hvad er Europa lige nu? og hvor er Europa på vej hen? Hvad er de største politiske, kulturelle, sociale og juridiske udfordringer for Europa? Foredraget finder sted i Anneks A i Studiestræde 6, København.
Redaktionen afsluttet fredag den 27. november 2009 kl. 14.30
Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Nadia Berth & Jens Jensen
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11











