EP-Info nr. 39
I denne uge har der været udvalgs- og gruppemøder i Bruxelles. I næste uge er der samling i Strasbourg fra d. 23.- 26. november. Vi kigger nærmere på nogle af punkterne på dagsordenen og ser på de kommende EU-arrangementer i Danmark.

Enighed om telekommunikationspakken
Europa-Parlamentet og Rådet er blevet enige om de sidste detaljer i telekommunikationspakken. Adgangen til internettet var det sidste udestående mellem parterne. For Parlamentets forhandlere har det fra starten været et centralt krav, at der skulle indføres klare retssikkerhedsgarantier angående retten til internetadgang. Begrænsninger af brugernes adgang til internettet må efter MEPernes mening kun indføres, hvis de er "passende, proportionelle og nødvendige". Efter lange forhandlinger nåede Europa-Parlamentet og Rådet den 5. november frem til en aftale om telekommunikationspakken. Den indebærer, at myndigheder ikke kan afbryde adgangen til internettet uden en forudgående procedure, der blandt andet inkluderer brugerens "ret til at blive hørt". Parlamentet stemmer om telekommunikationspakken tirsdag den 24. november i Strasbourg.
Revisionsrettens årsberetning for 2008
Torsdag den 26. november 2009 forelægger Revisionsrettens formand, Silva Caldeira, rettens årsberetning for 2008. Som noget ganske ekstraordinært afgiver Revisionsretten denne gang en erklæring uden forbehold (en blank erklæring) om rigtigheden af EU-regnskabet for 2008. Retten konkluderer, at EU-regnskabet for 2008 i alt væsentligt giver et retvisende billede af De Europæiske Fællesskabers finansielle stilling og af resultaterne af deres transaktioner og pengestrømme. Med hensyn til de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed afspejler de samlede resultater for 2008, at budgetforvaltningen i de seneste år er blevet bedre. Forbedringen er primært en konsekvens af, at der er opnået bedre resultater i den største gruppe af politikområder "Landbrug og naturressourcer", der tegner sig for næsten halvdelen af EU-budgettet. Det er det område, der forvaltes af den danske landbrugskommissær, Mariann Fischer Boel, og Revisionsrettens godkendelse er derfor samtidig en anerkendelse af hendes indsats.
Informationsteknologi på toldområdet
Parlamentet skal udtale sig om et fransk forslag vedrørende brug af informationsteknologi på toldområdet. Formålet er at skabe et effektivt system til bekæmpelse af alle former for ulovlig handel og for at give Europol og Eurojust adgang til toldinformationssystemet. Retsudvalget har i den anledning udarbejdet en betænkning, hvori der fremsættes en række ændringsforslag, især med henblik på at styrke beskyttelsen af personoplysninger. Udvalget understreger, at der er tale om personlige og dermed følsomme oplysninger. Derfor må det sikres, at adgangen til toldinformationssystemet er gennemsigtig, og at det sker under overholdelse af lignende informationssystembestemmelser.
Statistik over plantebeskyttelsesmidler
Parlamentet skal tage stilling til et forslag fra Forligsudvalget med det formål at opstille en retlig ramme og fastlægge ensartede regler for indsamling og formidling af statistiske data vedr. pesticider. Den foreslåede forordning er en del af en lovpakke. Pakken omfatter også et forslag til direktiv om en ramme for Fællesskabets indsats for en bæredygtig anvendelse af pesticider og et forslag til forordning om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler.
De væsentligste punkter i forligsaftalen er følgende:
• Udtrykket "plantebeskyttelsesmiddel" vil i hele forordningen blive erstattet af termen "pesticid", der også anvendes i direktivet om bæredygtig anvendelse af pesticider.
• Indførelse af begrebet "biocidholdige produkter" med mulighed for i fremtiden, i overensstemmelse med resultaterne af en konsekvensanalyse, at udvide anvendelsesområdet for forordningen om statistik over pesticider til også at omfatte anvendelse af relevante biocider.
• Bedre information og større åbenhed omkring pesticider gennem offentliggørelse af de relevante oplysninger på internettet.
Alt i alt vil dette være med til at sikre klarhed og konsekvens i hele lovgivningspakken.
LUX-prisen 2009
Vinderen af LUX-prisen 2009 bliver kåret onsdag den 25. november 2009 kl.11.45-12.00 i Strasbourg. LUX-prisen, som er Europa-Parlamentets filmpris, uddeles én gang om året. Formålet med prisen er at støtte film, der illustrerer de europæiske værdier og den kulturelle mangfoldighed samt bidrager til debatten om europæisk integration.
EU-arrangementer i Danmark

Indsats mod menneskehandel
Mandag d. 23. november 2009 kl. 16.00-18.00 afholder Europabevægelsen et debatmøde om menneskehandel i Europa-Huset, Gothersgade 115, 1123 København K. Blandt oplægsholderne er MEP Christel Schaldemose (Socialdemokraterne), Karin Riis Jørgensen, tidligere MEP for Venstre, og Ann Maskell, konsulent fra Center Mod Menneskehandel. De vil bl.a. drøfte Schengen-samarbejdet, om det har givet bagmændene bag menneskehandel frie tøjler, og om EU så dermed er med til at gøre problemet større?
Europæisk sikkerhed
Tirsdag den 24. november 2009 kl. 10.00-12.00 i Alexandersalen, Bispetorv Annekset, Bispetorv 1-3, 1167 København afholder EURECO (Københavns Universitet) femte foredrag i rækken om, hvad Europa er lige nu, og hvor Europa er på vej hen. Denne gang handler det om sikkerhed i Europa. Professor Ole Wæver fra Københavns Universitet er oplægsholder.
Norden og EU - på en ny vej?
Onsdag den 25. november 2009 kl. 12.00-15.45 i Nordisk Ministerråd, Store Strandstræde 18, København, afholder Norden et seminar om, hvordan Norden gennem Østersøstrategien kan styrke den makroregionale udvikling i Europa, og om det danske formandskab for Nordisk ministerråd i 2010 kan sikre en øget fællesnordisk synlighed i EU. Panelet består bl.a. af Bertel Haarder, undervisningsminister og minister for nordisk samarbejde, Colin Wolfe, direktør for det territoriale samarbejde i DG Regio, samt Katia K. Østergaard, Direktør for Dansk Erhverv.
Den danske indsats mod menneskehandel - efter Lissabon
Torsdag den 26. november 2009 kl. 14-16 på Kulturstationen, Sverriggårdsvej 4, 9520 Skørping, afholder Europas Kvinders Pris i samarbejde med Europabevægelsen en filmforevisning og debat-arrangement om menneskehandel med fokus på den danske indsats på området. Blandt deltagerne er: Karen Kristensen, landsformand for Aktive Kvinder og Lilly Andersen, Regionsformand for Europabevægelsen i Nordjylland.
Redaktionen afsluttet fredag den 20. november 2009 kl. 14.30
Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Nadia Berth & Jens Jensen
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11











