EP-info nr. 11: Sløret løftet for Parlamentets valgkampagne

Der er forår i luften. Forårstopmødet er netop afsluttet, og EU-ledere fra alle medlemslandene har de sidste par dage været samlet til en debat i Bruxelles om den økonomiske krise, klimatopmødet i København samt det kommende G20 topmøde. Og så er valgkampagnen for Europa-valget 2009 for alvor blevet skudt i gang i håb om at få de forårsstemte europæere af sted til valgurnerne. Det har været en travl uge i udvalgene, hvor der både er blevet stemt om familiesammenføring og dyrevelfærd. Ugen er også blevet brugt på at forberede næste uges samling i Strasbourg, der blandt andet byder på debat med den britiske premierminister Gordon Brown. Velkommen til EP-info nr. 11.

Europa-valgets kampagnestrategi er søsat

Miljøet står på
den danske politiske dagsorden
Miljøet står på
den danske politiske dagsorden

Hele Europa var inviteret med, da Europa-Parlamentet tirsdag kl. 10.30 lancerede valgkampagnen til det kommende Europa-valg den 7. juni. I alle 27 medlemslande kunne man løfte tæppet for kampagnen på samme tidspunkt for at understrege, at der i denne omgang ikke er tale om 27 forskellige kampagner med derimod én fælles. "Brug din stemme" bliver budskabet i kampagnen, som lægger op til, at hver enkelt borger kan gøre en forskel, og at hver stemme tæller. "Det er en enorm øvelse i demokrati", udtalte Europa-Parlamentets næstformand Alejo Vidal Quadras på pressemødet i Bruxelles, idet han refererede til størrelsen af det transnationale valg. Men på trods af, at der op til dette valg lanceres én fælles kampagne, er der stadig lagt op til, at hvert enkelt medlemsland kan have sin egen politiske dagsorden. Kampagnen i Danmark vil sætte særligt fokus på emner som immigration, fødevarekvalitet, sikkerhed samt miljø og vil byde på forskellige arrangementer, særligt i de sidste tre uger op til valget. Europa-Huset vil huse debatmøder med de forskellige partiers spidskandidater, og en valgavis med fokus på førstegangsvælgerne lanceres. Ligeledes vil en opinionsboks blive placeret ved Kongens Nytorv i København, hvor det vil være muligt for borgerne at give deres mening til kende om EU-relevante emner. Plakatkampagner, tv-spot samt de sociale fora på internettet vil også blive taget i brug i håb om at få så mange som muligt af sted til stemmeurnerne til valget i juni.

 .

Ny blog om Europa Parlamentet

EU ZOO er navnet på en ny webblog, der vil puste nyt liv i EU politik og gøre op med opfattelsen af, at EU-anliggender kun kan formidles iført velstrøget jakkesæt. Webbloggen er et politisk uafhængigt site, der vil have sit primære fokus på Europa-Parlamentet, på de magtkampe, der udspiller sig bag murerne og på de væsentlige nyheder, der aldrig bliver fortalt i medierne.
Det er netop mangel på dækning af EU-stof i de danske medier, der er katalysator for webbloggens fødsel. Initiativtagerne til bloggen ønsker øget fokus på Europa-Parlamentet samt på parlamentarikernes meninger og politiske tiltag.
I forbindelse med Europa-valget 2009, der løber af stablen den 7. juni, vil webbloggen zoome ind på valgkampen med daglige updates om kandidaterne til det forestående valg.

 .

Hvordan gør man unge interesserede i EU-politik?

Europaramentets webTV-kanal EuroparlTV har lavet et indslag om, hvordan man får de unge mennesker op af sofaen og af sted til stemmeurnerne. Danske MEP Dan Jørgensen, 33, er med i indslaget, hvor han som en af de yngste medlemmer af parlamentet er oplagt kandidat til at sætte fokus på de unges engagement i EU-politik. Han opfordrer til, at man må tale de unges sprog, hvis man vil have dem til at få øjnene op for EU-politiske anliggender. " Der skal være mindre snak om institutioner og mere snak, om det der virkelig interesserer dem," udtaler Dan Jørgensen. Ligeledes opfordrer han til brug af medier som politiske blogs og facebook, hvis man vil nå ud til det yngre publikum. Netop denne taktik bruges  i den nylancerede Europavalgskampagne, der inddrager internettets sociale fora i et forsøg på at møde de unge på deres egen hjemmebane og dermed få fanget deres opmærksomhed omkring sommerens valg.

 .
 .

Praktikophold i Europa-Parlamentet for personer med handicap

Med henblik på at fremme integration af handicappede på arbejdsmarkedet, tilbyder Europa-Parlamentet lønnede praktikophold til personer med handicap. De lønnede praktikophold er af fem måneders varighed og skal give personen meningsfuld erhvervserfaring samt indsigt i Europa-Parlamentets aktiviteter. De lønnede praktikplader vil kunne søges af personer både med akademiske kvalifikationer men også af personer med kvalifikationer under universitetsniveau. Stillingerne kan søges frem til 15. maj 2009.

 .

Sønderjysk projekt vinder Charlemagne-ungdomspris

Det var et sønderjysk projekt, der blev kåret som vinder af den danske afdeling af den Europæiske Charlemagne Ungdomspris 2009. Projektet er organiseret af Slesvigsk Partis ungdomsafdeling, "junge SPitzen" og blev afholdt i maj 2008 under overskriften "The more I see you - the surplus value of minorities." Formålet med projektet var at demonstrere den merværdi, som nationale mindretal kan spille med hensyn til sproglig og kulturel mangfoldighed. Ca. 120 unge fra nationale mindretal og grænseregioner i Europa deltog i arrangementet. Det sønderjyske projekt går videre i konkurrencen om den Internationale Charlemagne-pris, der kåres den 2. maj, hvor det skal dystre mod projekter fra de resterende EU-medlemslande.

 .

Ny konservativ gruppe i Europa-Parlamentet

Der er udsigt til, at der vil blive dannet en ny EU-skeptisk, konservativ gruppe i Europa-Parlamentet efter valget. Det er konservative parlamentarikere fra Storbritannien og Tjekkiet, der står bag den nye gruppe, hvis budskab er, at EU skal gøres mere decentraliseret, fleksibelt og åbent. Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti har givet udtryk for, at han ser meget positivt på den nye gruppe. Dog vil den endelige afgørelse, om hvilken gruppe man finder Dansk Folkeparti i efter valget, først blive truffet efter den 7. juni, udtaler han til Politiken.dk. Det polske parti Lov og Retfærdighed har også givet udtryk for at ville indgå i gruppen efter valget i juni. Splittelsen af de konservative kræfter kan betyde, at den socialdemokratiske gruppe bliver den største i Parlamentet, for med tabet af de tjekkiske og britiske konservative, er det konservative forspring halveret. Hvis flugten til den nye gruppe fortsætter, kan valget blive meget tæt.

 .

Pöttering møder EU-ledere på forårstopmødet i Bruxelles

Europa-Parlamentets formand Hans-Gert Pöttering mødte torsdag og fredag ledere fra alle EU-medlemslande i forbindelse med forårstopmødet i Bruxelles. Fokus for mødet var den økonomiske krise, hvor man evaluerede gennemførelsen af den europæiske økonomiske genopretningsplan, det indre markeds grundprincipper og det kommende G20 topmøde den 2. april 2009. "G20 topmødet skal sikre en international aftale med langsigtede perspektiver, der kan rette op på den nuværende krisesituation. Derfor er det vigtigt, at vi alle spiller en afgørende rolle i genskabelsen af det finansielle marked, så Europa igen kan leve op til de internationale standarder," lød Pötterings opfordring til de europæiske ledere.
Også energi og klimaændringer - herunder EU's udspil til klimatopmødet i København til december, samt status for den irske ratificering af Lissabontraktaten stod højt på dagsordenen.

 .
Udvalg

Strammere regler for dyrevelfærd under slagtning

Dyrene skal ikke lide, vedtog Udvalget for Landbrug og Udvikling af Landdistrikter mandag, da de stemte om strammere regler for dyrevelfærd i forbindelse med slagtning. Således er det blevet vedtaget, at der kun må blive brugt slagtningsmetoder, der forårsager øjeblikkelig død, så unødvendig lidelse undgås.  Dog skal religiøse overbevisninger respekteres, og reglerne kan derfor omgås i forbindelse med religiøse ritualer. En anmodning om at introducere mærkater til produkter, der er slagtet efter religiøse restriktioner, blev afvist.

Den frie bevægelighed og familiesammenføring under luppen

Mandag vedtog udvalget for Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender en initiativbetænkning, der understreger, at flere medlemslande ikke overholder reglerne i direktivet om fri bevægelighed i forbindelse med familiesammenføring.  Man er stødt på alvorlige overtrædelser af EU-borgernes rettigheder angående fri bevægelighed, særligt når det handler om familiesammenføring af borgere fra lande, der ikke er med i EU. MEP'ere pålægger Kommissionen at forholde sig til problemet og til de medlemslande, hvor de nationale regler ikke stemmer overens med direktivets. Netop Danmark hører til denne gruppe på grund af det danske forbehold på det retlige område, hvor familiesammenføring sker efter reglerne i udlændingeloven og ikke efter EU-reglerne. Udvalgets betænkning blev vedtaget, og vil blive sat til afstemning i Parlamentet til april.

Direktiv mod diskrimination

Et direktiv fremsat af EU-Kommissionen blev mandag bakket op af Udvalget Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Direktivet skal sikre lige rettigheder for alle uanset religiøse overbevisninger, alder eller seksuel overbevisning både på arbejdsmarkedet og i uddannelses- samt sundhedssektoren.  

Udsættelse af godkendelse af Rådets regnskaber

Budgetkontroludvalget har med danske Søren Søndergaard (Folkebevægelsen mod EU, GUE/NGL)som ordfører udsat godkendelsen af Ministerrådets regnskaber for 2007. Udvalget opfordrer til, at Parlamentet foretager nøje undersøgelser af Rådets regnskaver, da Rådet kontinuerligt har afvist at give udvalget de nødvendige fakta, som Parlamentet efterlyser. Søren Søndergaard (EUL/NGL, DK) fremhæver, at beslutningen om at udsætte godkendelsen af regnskaberne skal vise, at Parlamentet tager denne sag yderst alvorligt, men samtidig skal det give Rådet mulighed for, at aflevere de manglende fakta inden plenarsamlingen i april, hvor der vil blive stemt om godkendelsen af regnskaberne.

Bedre forhold til bilister

Anne E. JENSEN (ALDE, DK) er ordfører på en betænkning, der skal sikre bedre forhold til de europæiske bilister. Betænkningen omhandler Intelligente Transportsystemer (ITS), der kan lette trafikken og dermed mindske antallet af uheld. ITS-teknologien er allerede kommet på markedet både i Danmark og i resten af Europa, men Anne E. Jensen kritiserer den langsomme implementering af den nye teknologi. Hun understreger behovet for fastsættelse af fælles europæiske rammer for, hvordan man bedst gør brug af den nye teknologi hurtigst muligt.

Afstemning om GDA-mærke er udsat

Det bliver ikke i denne valgperiode, at Parlamentet kommer til at stemme om brug af det meget omdiskuterede ernæringsmærke, GDA. Ideen bag GDA mærket er, at indholdet af sukker og fedt og proteiner i en vare ikke bliver regnet ud pr. 100 gram, som vi kender i dag, men pr. portion. På denne måde skulle man kunne få bedre overblik over mængden af den energi, man indtager. Men GDA mærket har mødt voldsom kritik blandt politikere, da værdierne på GDA mærket kan være misvisende hvis portionsstørrelserne bliver sat for lavt. På den måde kan et produkt komme til at se sundere ud, end det reelt er. Dermed går sagen videre til de MEP'ere, der bliver valgt ind den 7. juni.  

Ugen har desuden budt på forberedelser til næste uges plenarsamling den 23.-26. marts, der blandt andet inviterer til debat med den britiske premierminister Gordon Brown.

Næste uge i Parlamentet

Samling i Strasbourg

• Debat om 'G20'-topmødet med den britiske premierminister Gordon Brown
• Afstemning om kosmetikdirektivet
• Afstemning om lufttrafikkontrolsystemer
• Grundlæggende friheder på Internettet
• Afgifter på cigaretter
• Boligbyggeri i Spanien (Margrete Auken)
• Bekæmpelse af omskæring i EU
• Nye fødevarer: Forbud mod mad fra klonede dyr
• Biometrisk visum



 .

Redaktionen er afsluttet fredag den 20.03.09 klokken 15.00
Ansvarshavende: Søren Søndergaard
I redaktionen: Jens Jensen og Malene Chaucheprat, Sissel Frederiksen og Matthias Christensen

Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11, Malene Chaucheprat 41 11 96 77