12. juni 2009

EP-Info nr. 22 - Mød dine medlemmer

Rekordmange danskere valgte at stemme til Europa-valget i søndags, hvor der indtil det sidste var spænding om, hvem der skulle få de 13 danske pladser i Europa-Parlamentet. Vi ser nærmere på, hvem der kom ind, og på hvordan de i alt 736 pladser i Parlamentet fordeler sig. Det var også i denne uge, at de ti film der dyster om årets LUX-pris blev offentliggjort, og så er der godt nyt for alle dem, der gerne vil lave tv-, radio- eller internetprojekter om Parlamentet - der er nemlig åbnet for årets støtteprogrammer. Velkommen til EP-info nummer 22.

Hvordan ser det nye Parlament ud?

De store vindere af valget på europæisk plan blev PPE-gruppen K(Konservative og Kristendemokrater). Mange havde ellers spået at den Socialdemokatiske gruppe havde en chance for at blive den største gruppe, men vælgerne ville andet. Med 35,7 % (263 pladser) til de Konservative forbliver de den største gruppe efterfulgt af Socialdemokraterne med 22,1 % (163 pladser). I denne foreløbige beregning tælles ikke de Britiske Konservative, der forventes at starte en ny gruppe. Den Grønne gruppe fik også fremgang ved valget. Med 7,1 % er de nu den fjerde største gruppe efter den liberale gruppe ALDE. De danske MEP'ere vil for de flestes vedkommende fordele sig i de grupper, hvor de allerede har hørt til - Socialdemokraterne i de europæiske socialdemokraters gruppe, Venstre i den liberale gruppe, SF i den grønne gruppe, Konservative i den konservative gruppe (PPE), og Folkebevægelsen mod EU i GUE/NGL-gruppen. Dansk Folkeparti har hidtil hørt til i gruppen Union for nationernes Europa, som risikerer ikke at kunne fortsætte, da der mangler medlemmer. DF overvejer derfor nu hvilken gruppe de skal tilslutte sig.



Der vil være forhandlinger i grupperne i Bruxelles indtil den første samling i Strasbourg den 14. juli.

Velkommen til de nye medlemmer

Efter måneders hård kampagne og en meget spændende slutspurt, hvor det først til allersidst stod klar hvem der ville få hvilke mandater, er valget nu overstået. 13 danske MEP'er er valgt.

Det bliver et velkommen til seks nye danske MEP'er; Bendt Bendtsen (K), Emilie Turunen (SF), Morten Messerschmidt og Anna Rosbach (DF og Jens Rohde og Morten Løkkegaard (V).

Syv af de nuværende medlemmer fortsætter deres arbejde i Parlamentet: Søren Søndergaard (FB), Dan Jørgensen (S), Christel Schaldemose (S), Britta Thomsen (S) og Ole Christensen (S), Anne E. Jensen (V) og Margrete Auken (SF).

Samtidig må vi sige farvel til syv medlemmer. Poul Nyrup Rasmussen (S), Johannes Lebech (R), Christian Rovsing (K), Hanne Dahl (JB), Mogens Camre (DF), Karin Riis-Jørgensen (V)og Niels Busk (V) .

For flere af kandidaterne blev det desuden et meget succesfuldt valg, når man ser på antallet af personlige stemmer. Tre af dem kom på listen over de MEP'ere der har fået flest stemmer nogensinde.

Top 5 over antal personlige stemmer.

Kandidat Stemmer År
Poul Nyrup Rasmussen (S) 407.9662004
Morten Messerschmidt (DF) 284.2582009
Poul Schlüter (K) 247.9561994
Dan Jørgensen (S) 233.2662009
Margrethe Auken (SF) 204.1112009
 .

Rekordhøj valgdeltagelse i Danmark

I Danmark, hvor vi samtidig skulle stemme om tronfølgeloven, var valgdeltagelsen større end den plejer ved Europa-Parlamentsvalg. Med en stemmeprocent på 59,5 slår valgdeltagelsen alle tidligere danske rekorder ved valg til Europa-Parlamentet. Dette placerer Danmark på en meget fornem plads på europæisk plan. Kun fem lande har højere deltagelse. I tre af landene er stemmeafgivningen obligatorisk  - og i de to sidste havde man lokalvalg.



På europæisk plan gik valgdeltagelsen desværre ned. Kun 43,2 % kom til stemmeurnerne.

Meninger fra den blå boks

I de sidste uger før valget havde Europa-Parlamentet opstillet en " opinionsboks" på Kongens Nytorv i København. Mange kom forbi for at give deres mening om  hvad EU og Europaparlamentarikerne skal beskæftige sig med de kommende fem år. Beskederne er blevet sendt videre til Bruxelles, hvor nogle af dem er blevet vist på storskærme foran Parlamentet sammen med beskeder fra de 26 andre EU-lande.

Få støtte til oplysning om Parlamentets aktiviteter

TV-programmer, radioprogrammer og internetsider, der har til formål at fremme en fælles forståelse for den rolle, Europa-Parlamentet spiller, kan få støtte via en række tilskudsordninger, som Parlamentet netop har offentliggjort på sin hjemmeside. Det samlede budget for programmet, der dækker alle EU-lande er 5 millioner euro.  Man kan søge penge til aktiviteter der starter fra 1/1/2010 . Deadline for indsendelse af forslag er 1. september 2009. På hjemmesiden kan man se, hvilke typer projekter der kan søges om tilskud til, ligesom der findes detaljerede oplysninger om, hvilke kriterier de bliver vurderet på baggrund af.

Lux-pris filmene 2009 præsenteres

På et pressemøde i Bruxelles fredag blev de ti film, der kommer til at dyste om Europa-Parlamentets filmpris, LUX-prisen, offentliggjort. Der er ikke nogle danske film blandt de ti udvalgte, men udvælgelsespanelet, bestående af 18 professionelle inden for filmbranchen, har blandt andet valgt filmen 'Storm' af den tyske instruktør Hans-Christian Smid, hvor Bendt Mejding og Jesper Christensen medvirker.

Det er tredje gang, at Europa-Parlamentets LUX-prisen bliver uddelt, og i år er der som noget nyt etableret et samarbejde med Den Europæiske Filmfestival i Bruxelles, hvor der vil være daglige LUX-pris forestillinger fra den 28. juni til den 5. juli. Tre film vil gå videre til hovedkonkurrencen, hvor medlemmerne af Europa-Parlamentet i november vil vælge den endelige vinder. I 2008 gik prisen til filmen 'Lornas silence' af brødrene Dardenne.

 .

Næste samling i Strasbourg den 14.-16. juli

Det nye Parlament samles for første gang den 14. juli. Vigtige punkter på dagsordenen:


• valg af formand, næstformænd og kvæstorer
• afrapportering fra topmødet den 18.-19. juni, samt evaluering af det tjekkiske formandskab
• præsentation af det svenske formandskab for EU
• evt. godkendelse af ny kommissionsformand (hvis stats- og regeringscheferne opnår enighed om en formand på topmødet i juni)

Redaktionen er afsluttet fredag den 12. juni klokken 12.00
Ansvarshavende: Søren Søndergaard
I redaktionen: Jens Jensen og Malene Chaucheprat og Matthias Baun Brubaker Christensen.

Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11, Malene Chaucheprat 41 11 96 77