EP-Info 27: Samling i Strasbourg
I denne uge var der første samling for de nye medlemmer. Her blev de nye MEP'er introduceret til deres arbejdsplads de næste fem år. Samtidigt blev grobunden for et effektivt Parlament etableret, igennem opdeling af udvalgsposterne, valg af Parlamentets formand samt næstformænd. Fundamentet er hermed støbt for et Parlament der kan tage stilling til de politiske spørgsmål. Velkommen til EP-Info 27:
Konstituering af Parlamentet

Denne uges plenarsamling i Strasbourg betød en stor udvikling for institutionen. Som det vigtigste kunne Parlamentet tirsdag den 14. juli vælge formanden, Jerzy Buzek, der fik et imponerende flertal. Hele 86 % af MEP'erne stemte på ham. Jerzy Buzek var i front for demokratiseringsbevægelsen i Polen under kommunismen. Som medlem af fagforeningen Solidaritet spillede han en nøglerolle i Berlinmurens fald. Fra 1997 indtil 2001 var han premierminister i Polen for derefter, i 2004, blive valgt ind til Europa-Parlamentet. Til samlingen udtalte han bevægende: "Jeg drømte engang om at blive medlem af et parlament i et frit Polen, men jeg har aldrig drømt om at blive formand for et parlament i et frit Europa".
Valget af de 14 næstformænd fandt også sted i tirsdags. Næstformændene spiller en vigtig rolle i forbindelse med forligsforhandlinger mellem ministerrådet og Parlamentet. Det er også dem, der leder afstemninger og debatter under samlingerne. De 14 næstformænd er:
1. Giovanni PITTELLA (S&D, IT) 360 stemmer
2. Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU (EPP, EL) 355 stemmer
3. Stavros LAMBRINIDIS (S&D, EL) 348 stemmer
4. Miguel Ángel MARTÍNEZ MARTÍNEZ (S&D, ES) 327 stemmer
5. Alejo VIDAL-QUADRAS (EPP, ES) 308 stemmer
6. Dagmar ROTH-BEHRENDT (S&D, DE) 287 stemmer
7. Libor ROUČEK (S&D, CZ) 278 stemmer
8. Isabelle DURANT (Greens/EFA, BE) 276 stemmer
9. Roberta ANGELILLI (EPP, IT) 274 stemmer
10. Diana WALLIS (ALDE, UK) 272 stemmer
11. Pál SCHMITT (EPP, HU) 257 stemmer
12. Edward McMILLAN-SCOTT (ECR, UK) 244 stemmer
13. Rainer WIELAND (EPP, DE) 237 stemmer
14. Silvana KOCH-MEHRIN (ALDE, DE) 186 stemmer
Farvel til udgående danske medlemmer
Konstitueringen af Parlamentet betyder samtidigt at vi må sige farvel til en række MEP'ere. På Informationskontorets vegne siger vi tak til et godt samarbejde med: Niels Busk, Mogens Camre, Poul Nyrup Rasmussen, Karin Riis-Jørgensen, Johannes Lebech, Hanne Dahl og Christian Rovsing.
Svenske formandskab sætter prioriteter

Den økonomiske krise, klimaændringer og den Irske afstemning om Lissabon traktaten, er de områder som Frederik Reinfeldt vil prioritere de næste seks måneder. Det sagde han ved Parlamentets samling i Strasbourg. Den absolutte topprioritet bliver klimaet, som også kan påvirke en opblomstring af økonomien: "foranstaltninger mod klimaændringer har nogle meget gode sideeffekter. Det koster mindre energi, sparer penge, forbedrer offentlige finanser, husholdninger får flere penge, energisikkerhed bliver forbedret og der vil være mindre import fra usikre lande, mere beskæftigelse og det fremmer væksten i de kommende årtier".
Udvalgsposter for danske MEP'er
De vigtige udvalgsposter ser ud til at være på plads. Vi kan se at det mest populære udvalg, for de danske MEP'ere er IMCO med fem medlemmer eller suppleanter. En række udvalg er helt uden dansk deltagelse: AFET, DEVE, INTA, JURI, LIBE og DROI.
Tre af MEPerne har fået pladser som næstformænd i udvalgene: Jens Rohde i ITRE-, Dan Jørgensen i ENVI- og Morten Løkkegaard i CULT-udvalget.
To jomfrutaler i plenaren og et nyt sprog

To af de nyslåede danske MEP'ere kom på talerstolen allerede onsdag. Morten Messerschmidt (DF) talte til debatten om det svenske formandskab og Anna Rosbach havde fået et minuts tale til en debat om Iran. For Anna Rosbach, som i ni år har arbejdet i Parlamentet som rådgiver for UEN-gruppen var det en helt særlig oplevelse for første gang selv at stå nede i den store sal. "Det var sjovt. Jeg havde skrevet det hele i forvejen og forsøgt at formulere det så mundret som muligt, og få det til at passe så det kan siges på et minut. Så blev det pludselig min tur, og det jeg var mest i tvivl om var, om jeg skulle rejse mig med det samme, og om det kunne høres hvad jeg sagde. Men da jeg først var gået i gang, var det bare om at fortsætte for ikke at spilde tiden," siger Anna Rosbach, der bestemt ikke har taget ordet i salen for sidste gang.
Onsdag til debatten om det tjekkiske formandskab blev endnu et nyt sprog introduceret, nemlig ungarsk tegnsprog, som ikke før har været brugt i Parlamentet. Den døve Ádám Kósa fra Ungarn havde to tegnsprogstolke ved sin side for at kunne holde sin tale og fik et stort bifald af salen efterfølgende.
Europa-Parlamentet holder nu sommerferie, og derfor udkommer nyhedsbrevet ikke i seks uger. Vi er dog tilbage den 28. august.
God sommer!
Redaktionen er afsluttet fredag den 17. juli klokken 11.00
Ansvarshavende: Søren Søndergaard
I redaktionen: Jens Jensen og Malene Chaucheprat og Matthias Baun Brubaker Christensen.
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11.











