EP-info 25 - Nye grupper og nyt formandskab
I denne uge overtog Svenskerne formandskabet i EU. Vi hälsar svenskarna välkomna och önskar dom det bästa! Europa-Parlamentets politiske landskab ser ud til at være formet, efter at der på højrefløjen kan findes to nyoprettede grupper. Denne uge har Parlamentet sat fokus på energi som en del af projektet at blive en bæredygtig institution. Velkommen til EP-Info nr. 25:
Sverige overtager styringen
Fra 1. juli står svenskerne ved roret for EU. Klima og økonomien skal i fokus hvilket tegner godt for COP15 topmødet i København.
"Overtagelsen" fandt sted i onsdags på det gamle Skansen i Stockholm. Der var adgang for alle til et arrangement med musikere, politikere og de svenske kongelige.
På samme tid kunne man sige farvel til det Tjekkiske formandskab, som har fået meget kritik. En række uheldlige udtalelser, der hurtigt blev trukket tilbage samt intern politisk kaos i Prag har betydet, at formandskabet ikke har været særligt effektiv. En EU ansat har til EU Observer bemærket at "I korridorerne i Europa-Kommissionen og i cafeterier i Rådet er det allerede ved at blive talt om som det værste EU-formandskab i historien".
Nye grupper på højrefløjen
De sidste to uger er der blevet etableret nye politiske grupper i Parlamentet, begge kritiske mod projektet, begge på højrefløjen og begge med briter i front.
De to danske MEP'er fra Dansk Folkeparti har valgt at melde sig ind i en nydannet gruppe med navnet Europe of Freedom and Democracy. Rosbach og Messerschmidt får derfor følgeskab af en stor gruppe briter og italienere, de fleste kommer fra den opløste UEN-gruppe og IND/DEN. Morten Messerschmidt har fået en prominent plads i gruppen, da han blev udnævnt til at være næstformand. Selv om Messerschmidt har udtalt, at han ikke ville have Danmark ud af EU, så har han besluttet sig at alliere sig med medlemmer fra det Engelske UKIP og det Italienske Lega Nord. Disse partiers centrale budskab er hhv. at få stoppet EU projektet og at få Norditalien løsrevet fra resten af Italien. Gruppen kan vise sig at være skrøbelig, da der fra fire lande kun er et medlem. Reglerne siger, at en gruppe skal have medlemmer fra minimum 7 lande, hvis nogle af disse MEP'er skulle frafalde ville gruppen blive tvunget til at opløses.
European Conservatives and Reformists Group (ECR) består primært af tidligere medlemmer fra den konservative gruppe, dog med nogle fra den nu ikke-eksisterende UEN-gruppe. ECR er kritiske overfor EU og vil begrænse indflydelsen på staternes suverænitet. Som nævnt i sidste uges nyhedsbrev er også denne konstellationen skrøbelig da der ligeledes fra fire lande kun er et medlem.
Godkendelse af Barroso udsættes
Den Liberale og den Socialdemokratiske gruppe, blev i ugens løb enige om at udsætte udnævnelsen af Barroso som formand for Kommissionen, indtil at irerne har stemt om Lissabon traktaten. Lederen af de Liberale Guy Verhofstadt afviser, at man giver Parlamentet tidsfrister. Socialdemokraterne har igennem lang tid offentligt været modstander af udnævnelsen og kan glæde sig over alliancen med de Liberale.
Det kan også ses som den første modgang for Sveriges formandskab, da Reinfeldt har givet udtryk for ønsket om en hurtig godkendelse af Barroso.
Et fremtidigt økologisk parlament
Op mod 10.000 mennesker har deres daglige gang i Parlamentet. Det betyder et stort energi-forbrug i de 23 bygninger der huser politikkerne, assistenterne, administrationen, lobbyister og journalister. En række initiativer er igang med at få skabt et mere miljøvenligt Parlament. Den forgående uge var der fokus på Europa-Parlamentets energiforbrug igennem en række arrangementer.
Informationsmøde om EP-tilskud
Europa-Parlamentets Generaldirektorat for Kommunikation (DG COMM) har indkaldt ansøgninger om tilskud til fjernsyns- og radioproduktioner samt etablering af websites for 2010. Den 30. juni var der informationsmøde i Europa-Huset om den nye tilskudsrunde. Henved 25 deltagere fra den danske medieverden var mødt op, og de fik en grundig og kontant orientering af EP-pressechefen, Jens Jensen. Han gennemgik i detaljer en række forhold vedrørende tidsfrister, beløbsrammer og bedømmelsesproceduren. Han understregede, at alle formalia skal være overholdt, for at en eventuel ansøgning overhovedet vil kunne komme i betragtning. Derfor opfordrede han alle til at læse instruktionerne grundigt, at udfylde ansøgningen korrekt og vedlægge al nødvendig dokumentation. Han fremhævede, at EP-informationskontoret naturligvis ikke kan påtage sig at yde egentlig konsulentbistand, men at man står til rådighed med henblik på afklaring af formalia omkring en ansøgning.
Redaktionen er afsluttet fredag den 3. juli klokken 12.00
Ansvarshavende: Søren Søndergaard
I redaktionen: Jens Jensen og Malene Chaucheprat og Matthias Baun Brubaker Christensen.
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11.



















Download en Powerpoint presentation her (220KB)