24. april 2009

EP-Info nr. 15, april 2009

Billigere mobiltakster og lettere adgang til behandling i andre EU-lande. Det var noget af det, Europa-Parlamentet diskuterede i denne uge i Strasbourg. Herhjemme meddelte Liberal Alliance, at de også vil være med i kampen om de 13 pladser i Europa-Parlamentet. Og så var det også i denne uge, at Parlamentet fik sine første fans på Facebook og at man kunne se hvilke danske kandidater, man er mest enig med på hjemmesiden www.kenddinkandidat.eu. Velkommen til EP-Info nummer 15.

Bliv fan af Parlamentet på Facebook

Foto fra Bruxelles den 20. april
En lignende installation vil 
blive sat op i Århus i maj
Foto fra Bruxelles den 20. april
En lignende installation vil
blive sat op i Århus i maj

I forbindelse med det forstående valg er Europa-Parlamentet gået på Facebook og på Myspace for at informere om valget. På Facebook kan man f.eks, blive fan af Parlamentet og følge med i, hvad der sker i op til valget. På fotositet Flickr.com kan man også se billeder fra Parlamentets centrale kampagne, som allerede er i gang i mange lande.
I Danmark vil der komme plakater og installationer i gadebilledet fra den 11. maj.




www.facebook.com/europeanparliament
www.myspace.com/europeanparliament
http://www.flickr.com/photos/european_parliament

Liberal Alliance stiller op til valg

Efter usikkerhed om, hvorvidt Liberal Alliance stillede op til valget, er der nu kommet klarhed: Det gør de. Mandag kom der en melding om, at i alt tre kandidater bliver opstillet og spidskandidaten er den unge Benjamin Dickow, der før har været kandidat til Folketinget. Ifølge partileder Anders Samuelsen er det vigtigt, at Liberal Alliance er med i valgkampen fordi han mener, at partiet adskiller sig fra de andre partier på en række EU-områder.

Ifølge Samuelsen er der også udsigt til, at partiet kan indgå i et valgforbund og derved gøre det nemmere for partiet at få en kandidat stemt ind.

Hvilken kandidat er du mest enig med?

Mandag lancerede Altinget i samarbejde med Europa-Parlamentet www.kenddinkandidat.eu, som er en tjeneste hvor man kan sammenligne sine synspunkter med de opstillede kandidater til EP-valget den 7. juni. Partiernes kandidater har svaret på hvad de mener om en række centrale spørgsmål og , efter testen kan man se hvem man er mest enig med.
På sitet kan man også læse nyheder om EU med fokus på valget, kandidaterne og valgtemaerne.

Valgforbund mellem S, R og SF

De EU-venlige partier på centrum-venstrefløjen indgår valgforbund op til valget den 7. juni. Valgforbundet betyder, at partierne efter valget deles om mandaterne. Hvis et parti ikke får de 7,7 procent der skal til for at få et mandat, går disse stemmer ikke til spilde, da alle tre partiers stemmer tælles sammen.

"Næsten alle siger ja, men næsten ingen siger halleluja"

Grovhakket EU-postej
Grovhakket EU-postej

Sådan lyder overskriften af en analyse lavet af Niels Krause-Kjær til Kommissionens ugebrev. Artiklen beskriver hvordan næsten alle opstillede til europa-parlamentsvalget, til en hvis grad, er positive overfor EU. "Der kommet lidt leverpostej over midtbanen i den danske EU-politik. Man er for. EU skal bruges. Idéen er fin, meeeen der er også grænser, som man med sikker fornemmelse for folkesjælen, er hurtig til at få markeret" skriver Niels Krause-Kjær, som gennemgår hvor meget tilhænger eller modstander hver enkelt spidskandidat er.

Debat om grøn vækst for Danmark i EU

Onsdag den 13. maj fra 11.45 til 14.00 debatterer seks kandidater til Europa-Parlamentet klima, energi og transport. Alt sammen afgørende for hvordan vi skaber vækst samtidig med, at der bliver taget hensyn til klimaet.

Deltagerne er: Kenneth Kristensen Berth (DF), Britta Thomsen (S), Bendt Bendtsen (K), Sofie Carsten Nielsen (RV), Margrete Auken (SF), og Anne E. Jensen (V). Journalist Mette Dyrskjøtt fra Dagbladet Børsen er moderator.

Interesseorganisationerne Dansk Transport og Logistik, Dansk Erhverv og Dansk Energi står for arrangementet, der finder sted hos Dansk Erhverv, Børsen, Slotholmsgade i København.

Debat med EP-kandidater i Folketinget

Spidskandidaterne til valget til Europa-Parlamentet mødes til en debat i Landstingssalen i Folketinget torsdag d. 30. april 2009 kl. 14.00-16.00. Debatten er åben for offentligheden, og der er mulighed for at stille spørgsmål til kandidaterne.
Folketingets formand, Thor Pedersen, indleder debatten, der vil have deltagelse af de ni spidskandidater til valget til Europa-Parlamentet. Under debatten vil to førstgangsvælgere også stille spørgsmål til kandidaterne.  Debatten kan følges direkte på www.euo.dk, og vil også blive transmitteret på DK4 d. 1. maj kl. 11.00 og d. 2. maj kl. 15.00.  Debatten arrangeres af Folketingets EU-Oplysning. Efter debatten vil der være en reception i anledning af 15-årsdagen for oprettelsen af EU-Oplysningen.

Denne uge i Parlamentet

Plenarsamlingen

Lettere at få behandling i andre EU-lande

Det skal gøres lettere for patienter at blive behandlet på sygehuse i et andre EU-lande, og få det godtgjort i hjemlandet. Det mener Europa-Parlamentet, der torsdag stemte om et forslag til at fjerne hindringerne for grænseoverskridende sundhedsydelser. En af de store diskussioner var hvordan man kan sikre, at patienter får den rette behandling uden det slår bunden ud af sundhedssystemerne i medlemslandene. Parlamentet åbnede op for at medlemslandene kan kræve en forhåndsgodkendelse.

Flere danske MEP'ere tog ordet under debatten. Christel SCHALDEMOSE (PSE, DK) lagde vægt på at det er vigtigt med forhåndsgodkendelse: "Den reelle tryghed for patienterne giver vi kun, hvis vi sikrer, at der bliver en forhåndsgodkendelse, inden patienterne rejser ud," sagde hun. Også Margrete AUKEN (Verts/ALE, DK) mente, at patientens hjemland havde et ansvar: "Vi ønsker alle at give disse patienter de bedste behandlingsmuligheder, og ser naturligvis store fordele i et tæt europæisk samarbejde. Men det er ingen hjælp hvis vi bare lader dem rejse frit rundt i Europa uden at der er snor i det hjemmefra, lægefagligt såvel som økonomisk," sagde Margrete Auken.

Hanne DAHL (IND/DEM, DK) mente, at "alle borgere skal have fri og lige adgang til behandling efter tur og behov. Og det betyder, at det er læger, der skal afgøre, hvilken behandling jeg skal have og hvornår," og Karin RIIS-JØRGENSEN (ALDE, DK) understregede, at det kun er ganske få, der reelt ønsker at gøre bruge af de nye muligheder, men at alle skal have mulighed for det: "det er de desperate, som rejser ud," sagde hun og fortsatte "..heldigvis er der bred enighed her i Parlamentet om, at den enkelte patient ikke skal have penge op af lommen. Dette er virkelig en forbedring af Kommissionens forslag."

Forslaget blev vedtaget med 297 stemmer for, 120 imod og 152 hverken for eller imod. Nu er det op til medlemslandenes regeringer at arbejde videre med Parlamentets udspil.

Billigere mobiltakster

Fra 1. juli 2009 bliver opkald, roaming og internet fra mobiltelefoner i udlandet billigere. MEP'erne har forhandlet et kompromis på plads med det tjekkiske formandskab om en udvidelse af forordningen fra 2007.
Der er tre faser, over tre år, for introduktionen af de billigere takster men forbrugerne vil som sagt allerede mærke en forskel fra den 1. juli. Som noget nyt er det ikke kun samtalerne, men også SMSer og brugen af internet på mobilen, der vil blive billigere.

Tættere på register for interesseorganisationer

Et fælles register af lobbyorganisationer i EU er tættere på at være realitet. Lige nu har Parlamentet et register for akkrediterede organisationer, mens Kommissionen har et frivilligt register. Begrundelsen for et fælles register er for at øge gennemsigtigheden i EU så borgerne, medier og institutionerne nemt kan holde med hvem der reelt foretager lobbyvirksomhed.

Anne E. Jensen i front for ny betænkning

Anne E. Jensen fra ALDE (Venstre) var initiativtager til en betænkning om Intelligente transportsystemer (ITS) der blev vedtaget af Parlamentet i denne uge.
Ved brug af ITS teknologi kan biler "tale" sammen og derved kan en række områder forbedres, f.eks.:
• E-call der giver signal til alarmcentralen, hvis der er sket en ulykke, hvorefter centralen kan ringe op til en mobil der er tilknyttet bilen.
• Bremsesystem ved nødstilfælde
• Bedre information til chaufføren om trafik, vejarbejde og uheld
• Intelligente og skiftende hastighedsgrænser der tilpasser sig trafikbelastningen
• Road-pricing: nemmere kontrol
• Fælles for alle eksemplerne er det, at de også skal kunne anvendes, når man er på ferie, eller når lastvognschaufføren krydser grænser. Derfor er der brug for en indsats på europæisk niveau.
I Danmark har regeringen valgt at støtte op om ITS igennem to projekter, et på Helsingørmotorvejen og et andet i Aalborg.

Søren Søndergaard central i opgør mod rådet

Søren Bo Søndergaard
Søren Bo Søndergaard

Parlamentet vedtog torsdag at udskyde godkendelsen af Ministerrådets regnskaber fra 2007. Det skyldes, at Parlamentet ikke har fået tilstrækkelig information om nogle af udgifterne.
Under diskussionen om betænkningen var Rådet slet ikke tilstede. Søren Søndergaard, som har været Parlamentets ordfører på sagen, sagde til politiken.dk at "Rådets boykot af parlamentets budgetkontrol er fuldstændig uhørt og en provokation mod alle de skatteydere, som betaler eurokraternes forbrug".
Yderste konsekvens af at Parlamentet nægter at acceptere regnskaberne ville være at Kommissionen bliver tvunget til at træde tilbage.

Næste uge

Mød din spidskandidat: Søren Bo Søndergaard

Torsdag den 30. april fra kl. 9.30-11.00 kan man i Europa-Huset se debat med spidskandidat fra Folkebevægelsen mod EU, Søren Søndergaard.

Sidste udvalgsmøder

Næste uge holdes der afsluttende møder for en række udvalg før valgperioden udløber.

Redaktionen er afsluttet fredag den 24.04.09 klokken 12.00
Ansvarshavende: Søren Søndergaard
I redaktionen: Jens Jensen og Malene Chaucheprat, Sissel Frederiksen og Matthias Baun Brubaker Christensen

Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11, Malene Chaucheprat 41 11 96 77