EP-info nr.36: Seminar om Europa-Parlamentet og de EU-kritiske bevægelser
I denne uge var der samling i Strasbourg, hvor sundhedstjekket af landbrugsordningen, skolefrugt til børn og en 'Blue-card' -ordning til at tiltrække højt kvalificeret arbejdskraft var blandt ugens højdepunkter. Næste uge vil vi henlede opmærksomheden på et seminar i Europa-Huset i København om Europa-Parlamentet og de EU-kritiske bevægelser.
Seminar om Europa-Parlamentet og de EU-kritiske bevægelser
Torsdag, den 27. november 2008, 14.00-17.30 afholdes der seminar om Europa-Parlamentet og de EU-kritiske bevægelser i Europa-Huset på Gothersgade 115 i København. Seminaret er det tredje og sidste i den samtidshistoriske seminarrække 'Berettet for eftertiden II', hvor syv tidligere danske EU-aktører fortæller om deres personlige opfattelser af og bidrag til begivenheder, der har formet Danmarks forhold til de europæiske fællesskaber. Denne gang vil Jens-Peter Bonde, Freddy Blak og Drude Dahlerup fortælle om Europa-Parlamentet og de EU-kritiske bevægelser, og Ole Ryborg fra Mandag Morgen vil lægge op til debat. Desuden deltager Ian Manners, seniorforsker, DIIS, og Catharina Sørensen, projektforsker, DIIS og Jan Høst Schmidt, Europa-Kommissionens repræsentationschef i Danmark. Seminarerne bliver også sendt på tv-kanalen dk4 i foråret 2009.
Højdepunkterne på samlingen i Strasbourg 17. -20. november:
Landbrugsstøtte: MEP'ere nedtoner Kommissionens reformforslag
Onsdag stemte Parlamentet om landbrugskommissær Mariann Fischer BOELs forslag til et 'sundhedstjek' af EU's landbrugsordninger. MEP'erne ønskede mindre vidtgående reformer end Kommissionen, og ønskede at overføre færre støttepenge fra den direkte landbrugsstøtte til udvikling af landdistrikterne end Kommissionen havde foreslået. Landbrugsministrene blev tidligt torsdag morgen enige om en model der i store træk lignede Parlamentets forslag.
MEP'ere vil have skolebørn til at spise mere frugt
De europæiske skolebørn skal spise mere frugt og grønt. Det mener MEP'erne, der ønsker, at EU skal give flere penge til den nye skolefrugtordning, der fra næste skoleår skal uddele frugt og grøntsager til skolebørn. Niels BUSK (ALDE, DK) har været Parlamentets ordfører på den nye ordning, og han mener, det er vigtigt, at skolebørnene skal have mulighed for at få frugt hver dag, hvis man skal være med til at forebygge fedme og overvægt.
Finanskrise, G20 og Kommissionens program for 2009 til debat
Tirsdag eftermiddag debatterede MEP'erne finanskrisen, og hvad EU i det kommende år skal gøre for at mindske virkningerne af krisen. Mange gruppeledere understregede behovet for reformer, især i forhold til kreditvurderingsinstitutter og hedgefonde og pointerede, at det er vigtigt at låne ud til små virksomheder. Andre grupper kritiserede spekulanter og EU-Kommissionen for at være en del af årsagen til krisen, da de havde fokuseret for meget på industriens behov.
MEP'ere: Eurolandene bør have styrket position internationalt
ØMU'en skal styrkes på internationalt plan, mente MEP'erne i en betænkning, der blev vedtaget tirsdag, og som så nærmere på udfordringerne og resultaterne efter de første 10 år med den økonomiske og monetære union. MEP'erne foreslog blandt andet, at Euro-landene kunne have en fælles plads i de relevante internationale finansielle institutioner.
Nye regler skal sikre ligeløn
Tirsdag forlangte Parlamentet, at EUs regler for ligestilling skal ændres, for at mindske forskellene på, hvad mænd og kvinder tjener. Kvinder i EU tjener i gennemsnit 15 procent mindre end mænd.
Omgående støtte til biavlerne
Onsdag vedtog Europa-Parlamentet et beslutningsforslag, der kræver en prompte reaktion på sundhedskrisen hos bibestandene, som er truet af sygdomme. MEP'erne ønsker mere forskning i sammenhængen mellem bidød og brug af pesticider, og ønsker beskyttede zoner til bierne, og endelig beder de om økonomiske støtte til de biavlere, der ramt af bidøden.
Grønt lys til et europæisk "Blue Card" til højtkvalificerede indvandrere
I en afstemning torsdag bakkede MEP'erne op om en EU 'Blue Card'-ordning, der skal få kvalificerede arbejdstagere fra lande uden for EU til at arbejde i de sektorer i EU, hvor der er mangel på kvalificeret arbejdskraft. MEP'erne foreslog en række ændringer og præciseringer i forhold til teksten, og understregede, at ordningen ikke måtte føre til 'hjerneflugt' fra lande uden for EU.
Link til mere om samlingen i Strasbourg
Redaktionen er afsluttet torsdag 15.00
Ansvarshavende: Søren Søndergaard
I redaktionen: Jens Jensen og Malene Chaucheprat
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11, Malene Chaucheprat 41 11 96 77

















