"Der er allerede skrevet rigeligt om den irske folkeafstemning. I denne uges EP-info vil vi i stedet komme ind på Livgardens 350 års jubilæum. Vi ser på næste uges program i EP, og på præsentationen af det franske EU-formandskab med tjenerløb på Gråbrødretorv. Endelig ser vi lidt mere detaljeret på næste EP-samling i Strasbourg i tiden 7.-10. juli.
EP-info nr.21: Den Kongelige Livgarde holder jubilæum
Og hvad har det med EP-info at gøre? Jo, Europa-Huset er indrettet i det tidligere KFUM-Soldaterhjem lige over for Livgardens Kaserne i Gothersgade i København. Det er altså vores genbo, der på mandag den 30. juni kan fejre sin 350 års fødselsdag, og det går selvfølgelig ikke stille af. Der er internationalt tattoo på Rosenborg Eksercerplads i dagene 26.-28. juni, hver aften kl. 21.00-23.30. Søndag den 29. juni kl. 19.30 er der jubilæumskoncert i Tivolis Koncertsal. På selve fødselsdagen, mandag den 30. juni kl. 08.30 er der festgudstjeneste i Garnisons Kirke. Fra kl. 09.00 samles tusinder af gamle gardere i Tivoli, hvorfra de kl. 10.45 marcherer gennem byen til Livgardens Kaserne, hvor de aflægger honnør for Hendes Majestæt Dronningen og slutter af med en frokost i Kongens Have. Om aftenen er der festaften i Bella Centret, ligeledes med deltagelse af kongefamilien.

EP-info ønsker vores genbo hjerteligt tillykke med jubilæet.
Læs mere her:
http://www.livgarden350aar.dk/
Rundbordsdiskussion om kontrollen med EU's ydre grænser
Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender afholder en rundbordsdiskussion om kontrollen med EU's ydre grænser med deltagelse af repræsentanter fra de nationale parlamenter. Mødet finder sted i EP i Bruxelles mandag den 30. juni kl. 15.00-18.30 i mødelokale PHS 3C50. På dagsordenen står bl.a. spørgsmålet om sikkerhed i datasystemerne, herunder migrationen fra SIS1+ til SIS II (SIS: Schengen Information System; red.). Man vil også se på forbedring af samarbejdet om grænseovervågning med bidrag fra EU's grænseagentur, FRONTEX, og overvågningssystemet EUROSUR (European Border Surveillance System; red.).
Læs mere her:
http://www.europarl.europa.eu/document/activities/cont/
Fransk EU-formandskab fejres med torvefest på Gråbrødretorv
Frankrig overtager EU-formandskabet fra den 1. juli. Det fejres på dagen med en torvefest på Gråbrødretorv i København, arrangeret af Den Franske Ambassade, Europa-Huset, Restaurant Bøf & Ost og Restaurant Peder Oxe. Torvet åbner kl. 11.00, hvor der bydes velkommen med feststemning, mad og musik. Det franske gadeorkester Maudit Comptoir spiller stemningsfuld fransk musik, og der er smagsprøver på franske produkter: oste, pølser og vin m.m. Kl. 12.00 afholdes det klassiske tjenerløb, hvor tjenere fra de medvirkende restauranter dyster om at passere en forhindringsbane med hurtighed, stil og fair play. I forbindelse med arrangementet er der lodtrækning blandt publikum om en rejse til Paris med Air France samt 2x6 flasker vin.
Læs mere her:
http://www.europa-kommissionen.dk/upload/application/defc3ced/uuu.pdf
Læs mere om det franske EU-formandskab her (fra 1. juli):
http://www.eu2008.fr/index_en.html
Konference om verdens fødevareforsyning
Hvordan skal vi brødføde verden i fremtiden? Det er emnet for en konference, organiseret i fællesskab af Europa-Parlamentet, EU-Kommissionen og det franske EU-formandskab. Konferencen finder sted i EP i Bruxelles torsdag den 3. juli kl. 09.30-17.00. Baggrunden er de stigende fødevarepriser, der har sat fokus på behovet for at fordoble verdens fødevareproduktion inden 2050, og samtidig sikre klodens fremtid på længere sigt. Blandt deltagerne i konferencen er:
- Hans-Gert Pöttering, formand for Europa-Parlamentet
- Josep Borrell (PSE, Spanien), formand for EP's udviklingsudvalg
- Bernard Kouchner, fransk udenrigsminister
- Michel Barnier, fransk landbrugsminister
- Mariann Fischer Boel, EU-landbrugskommissær
- Louis Michel, EU-udviklingskommissær
- Pascal Lamy, generaldirektør i WTO.
Læs mere her:
http://www.parlonsagriculture.com/content/page.view/-/code/feedtheworld
Workshop om brandsikkerhed på feriesteder
Udvalget for forbrugerbeskyttelse afholder en workshop om brandsikkerhed på feriesteder. Arrangementet finder sted i EP i Bruxelles torsdag den 3. juli kl. 11.00-12.30 i mødelokale A5G3. Formålet er at se nærmere på brandsikkerheden på hoteller og andre feriesteder med særlig vægt på det juridiske regelsæt og de faktiske forhold i turistindustrien i Europa. Der vil også blive set nærmere på mulighederne for at forbedre sikkerheden for gæsterne de pågældende steder.
Læs mere her:
http://www.europarl.europa.eu/document/activities/cont/
Næste EP-samling i Strasbourg 7.-10.juli
Næste EP-samling i Strasbourg finder sted i perioden 7.-10. juli. De vigtigste punkter på dagsordenen er følgende:
- Mandag er der behandling af en række forslag om tilsætningsstoffer til fødevarer, herunder farvestoffer og aromagivende stoffer. Der er stillet forslag om en ny registreringsprocedure for alle tilsætningsstoffer samt bedre afmærkning, specielt vedrørende farvestoffer. Et kritisk punkt er spørgsmålet om fastsættelse af grænseværdier for giftige ingredienser i krydderier og urter.
- Tirsdag er der debat om de miljømæssige virkninger af den planlagte gasledning i Østersøen mellem Rusland og Tyskland. Sagen er rejst på baggrund af andragender fra polske og litauiske borgere, som er utilfredse med den påtænkte linieføring.
- Tirsdag er der også debat om liberaliseringen af naturgasmarkedet i EU. Under sidste samling i Strasbourg gik MEPerne ind for mere liberalisering på markedet for elektricitet, men de er tilsyneladende mere tilbageholdende med hensyn til naturgas. Specielt er der et ønske om at begrænse muligheden for at selskaber fra tredjelande, f.eks. Gazprom, skal kunne overtage og drive naturgasnettet i EU.
- Tirsdag slutter med andenbehandling af et direktiv med henblik på at inddrage luftfarten i ordningen for handel med kvoter for drivhusgasemissioner i EU. Det påregnes, at der bliver fundet et kompromis vedrørende direktivets ikrafttrædelsesdato.
- Onsdag er debat om Den Europæiske Centralbanks årsberetning for 2007. Der er lagt op til, at EP vil udtale sin støtte til ECB, hvis formand, Jean-Claude Trichet, vil deltage i debatten.
- Onsdag er der også behandling af en betænkning af Elmar Brok (PPE-DE, Tyskland) om Kommissionens udvidelsesstrategi. Foreløbig er der ikke nogen direkte henvisning i betænkningen til en eventuel sammenhæng mellem Lissabon-traktaten og fremtidige udvidelser. Det kan dog ikke udelukkes, at dette spørgsmål vil blive taget op under debatten.
- Torsdag vil pæsident Nicolas Sarkozy fremlægge programmet for det franske EU-formandskab. Fremlæggelsen og den efterfølgende debat finder efter planen sted i perioden 10.00-13.00.
Se dagsordenen her:
http://www.europarl.europa.eu/sides/indexPartSession
Redaktionen afsluttet torsdag den 26. juni 2008 kl. 14.20
Ansvarshavende: Søren Søndergaard
I redaktionen: Jens Jensen og Tobias Dan Nielsen
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11
Ønsker du at få Nyhedsbrevet tilsendt pr. mail - tryk her
EUROPA-PARLAMENTET Informationskontoret i Danmark,
Gothersgade 115, 1123 København K.
Tlf: 33143377 Fax: 33150805
E-mail: epkobenhavn@europarl.dk
Åbningstider: Mandag-torsdag: 9.00-16.30, fredag: 9.00-15.00
















