25. april 2008

EP-info nr.15: EP-ugen i Strasbourg

I denne uge har der været EP-samling i Strasbourg, og vi ser på hovedpunkterne fra mødet, især godkendelsen af EU-regnskabet for 2006. Folketinget har godkendt Lissabon-traktaten, og vi opridser kort den praktiske fremgangsmåde i forbindelse med selve ratifikationsproceduren. Næste uge er afsat til møder med borgerne i MEPernes valgkredse, og derfor springer vi frem til ugen efter for at se på høringer og mini-samling i EP i Bruxelles.

EU-regnskaber godkendt
EP valgte i denne uge at godkende EU-regnskaberne for 2006, fordi Kommissionen har lovet massive forbedringer. Dan Jørgensen (Socialdemokraterne) har været ordfører på den tungeste del af opgaven, som har med Kommissionens regnskaber at gøre. Han var tilfreds med, at der på nogle områder, f.eks. i forhold til udbetaling af landbrugsmidler, var gjort store fremskridt i forhold til at kontrollere, at pengene bliver udbetalt rigtigt. Til gengæld var han utilfreds med uregelmæssigheder i forbindelse med udbetalingen af strukturfondsmidler. Ifølge Revisionsretten omfatter disse uregelmæssigheder beløb i en størrelsesorden på ca. 30 mia. danske kroner. Kommissionen har imidlertid garanteret, at alle midler, der fejlagtigt blev udbetalt i 2006, skal betales tilbage, og at kontrollen med, at opgaverne kommer i udbud, bliver skærpet. Samtidig vil Kommissionen hver måned orientere Parlamentet om konkrete fremskridt på området. Derfor valgte Parlamentet at godkende regnskaberne. Det blev hilst med tilfredshed af ordføreren: "Det er meget mere end bare ord. Der er tale om meget konkrete handlinger fra Kommissionen med meget konkrete deadlines, og Kommissionen skal én gang om måneden holde os orienteret i Budgetkontroludvalget om, hvordan det går fremad," sagde Dan Jørgensen under debatten tirsdag formiddag.

MEPere ønsker afklaring på spørgsmål om assistenter
Parlamentets egen brug af penge i 2006 blev også godkendt, men det skete dog ikke uden bemærkninger, især i forbindelse med spørgsmålet om ansættelsesvilkårene for medlemmernes assistenter. MEP'er glæder sig over Parlamentets formands faste løfte om at sikre, at en vedtægt for assistenterne kan træde i kraft samtidigt med MEP-vedtægten, dvs. i 2009. Vedtægten skal udarbejdes i samarbejde med Kommissionen og Rådet, og den skal fastsætte fælles bestemmelser for aflønningen af medlemmernes assistenter, der nu er aflønnet direkte af MEP'erne på vidt forskellige vilkår. Samtidig insisterer MEP'erne insisterer også på, at der ikke må ansættes familiemedlemmer til medlemmerne.

Jens-Peter Bonde fik det sidste ord...
I forbindelse med debatten om medlemmernes assistenter blev det besluttet ikke at offentliggøre en fortrolig revisionsrapport om dette emne. Det mente Jens-Peter Bonde (JuniBevægelsen) var et stort tilbageslag i forhold til de fremskridt der er sket med hensyn til åbenhed og kamp mod svindel i EU, siden han blev valgt ind første gang i 1979: "Hvordan skal vi kunne være vogtere over de andre institutioner, når vi ikke engang tør rense os selv?," sagde han og gav de store grupper i Parlamentet ansvaret for den faldende stemmeprocent til Parlamentet. På denne sin sidste samling i Strasbourg, inden han stopper den 9. maj, brugte Jens-Peter Bonde lejligheden til takke sine kolleger for godt samarbejde og ønskede, at de skulle fortsætte kampen for åbenhed.

Brug for organer
Omkring 60.000 europæere står lige nu på venteliste til at få en ny nyre, en ny lever, et nyt hjerte eller en anden form for organtransplantation, og mange af disse patienter dør på ventelisterne, fordi der er alt for få organer til rådighed. EP har vedtaget en betænkning om organtransplantation, hvori der lægger os til et europæisk donorkort, og hvori der samtidig tages skarpt afstand fra handel med organer. MEP'erne er bekymrede over, at der ikke er nok organer til rådighed. De opfordrer medlemslandene til at organisere sig bedre og udnytte det fulde potentiale for udnyttelse af organerne. I den forbindelse siger Christel Schaldemose (Socialdemokraterne): "Vi har et kæmpe uudnyttet potentiale for organdonation i Europa, og Danmark halter virkelig bagefter. 85 % af danskerne går ind for at donere livsvigtige organer, men alligevel står kun 12 % i Donorregistret, så reglerne bør klart laves om." Efter hendes mening bør hele EU følge Spanien, Belgien og Østrig, hvor borgerne automatisk bliver registreret som donorer fra fødslen, men med mulighed for at sige fra på et senere tidspunkt.

Det sidste ord er ikke sagt i Vaxholm-sagen
Konsekvenserne af EF-Domstolens nylige dom i den såkaldte Vaxholm-sag vil blive fulgt op, slår MEP'erne fast i et beslutningsforslag om Kommissionens politikstrategi for 2009. Ifølge Dagbladet Arbejderen indebærer Vaxholm-dommen, at fællesskabslovgivningen i EU giver EF-Domstolen ret til at blande sig i medlemsstaternes arbejdsmarkedslovgivning og fagretslige regler. Bl.a. derfor vil EP nu se på udfordringerne for det kollektive overenskomstsystem, set i lyset af Domstolens afgørelser. EP bakker desuden op om Kommissionens forslag til at skære ned på de administrative byrder, især i forhold til små og mellemstore virksomheder.

EP ønsker løsning på navnestrid
Navnstriden mellem Grækenland og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien skal løses, så det ikke længere vil udgøre en hindring for, at landet kan blive medlem af internationale organisationer, mener MEP'erne. Parlamentet opfordrer de to parter til straks at genoptage forhandlingerne "i lyset af de væsentlige fremskridt, der er gjort i den seneste tid, og til at nå frem til en kompromisløsning, således at spørgsmålet ikke fortsat vil udgøre en hindring for Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens medlemskab af internationale organisationer."

Ombudsmand skal have lettere adgang til information
Den europæiske ombudsmand Nikiforos Diamandouros skal have lettere adgang til fortrolige dokumenter og til vidneudsagn fra tjenestemænd, mener EP, der med stort flertal foreslår en ændring af statutten for ombudsmanden. Hidtil har EU-institutionerne kunnet afvise at give dokumenter til ombudsmanden under henvisning til tavshedspligt, men den formulering kan efter EP's opfattelse være med til at mindske borgernes tillid til ombudsmanden.

Læs mere om EP-ugen i Strasbourg:
http://www.europarl.europa.eu/news/expert/briefing_page/27063-112-04-17-

Folketinget godkender Lissabon-traktaten
Torsdag den 24. april godkendte Folketinget med stort flertal et lovforslag, som gør det muligt for regeringen at ratificere Lissabon-traktaten på Danmarks vegne.
Ifølge dansk praksis foretages ratifikation af traktater altid af "kongen", eventuelt som i dette tilfælde efter forud indhentet samtykke fra Folketinget. I praksis foregår det ved, at der udfærdiges en såkaldt kongelig forestilling fra udenrigsministeren med kopi til kabinetssekretæren. Forestillingen skal indeholde en ganske kort redegørelse for sagens forhistorie, traktatens indhold, ressortministeriernes stilling samt indstilling om, at Dronningen ratificerer traktaten, idet det i sagens anledning udfærdigede ratifikationsinstrument vedlægges. Ratifikationen er gennemført, når det af HM Dronningen undertegnede ratifikationsinstrument er deponeret hos den italienske regering, jf. traktatens artikel 357.

Uddeling af den første Charlemagnepris for unge
Den 29. april vil den første udgave af Den Europæiske Charlemagnepris for unge blive uddelt i Aachen i Tyskland. Prisen vil blive givet til et europæisk projekt, der bidrager til udviklingen af en fælles forståelse for europæisk identitet og integration. Prisen vil blive uddelt af Europa-Parlamentets formand, Hans-Gert Pöttering og formanden for den internationale Charlemagnepris, André Leysen. Fra Danmark er Skals Efterskole med i finalen med et internetprojekt med udveksling med en spansk og en rumænsk skole. Projektet består af et samarbejde mellem Skals Efterskole og to skoler fra henholdsvis Rumænien og Spanien. De tre skoler har i fællesskab skabt et Internet-forum, hvor de kan udveksle oplysninger og kommunikere over landegrænserne. Som led i projektet gennemfører eleverne studiearbejder inden for specifikke områder, bl.a. miljø, indvandring og overvægt. Samarbejdet munder ud i produktionen af et fælles, elektronisk nyhedsbrev. De tre bedste europæiske projekter bliver belønnet. Det bedste projekt med en pris på er € 5000 (ca. 37.500 kr) det det næstbedste projekt med 3000 € (ca.22.500 kr)og tredjebedste er på € 2000 (ca. 15.000 kr).

Se listen over vinderne fra medlemslandene: http://www.e-adagio.eu/CYP/CYPwinners_en.html

Charlemagne-prisen 2008
Den oprindelige Charlemagne-pris er en af de mest prestigiøse europæiske priser, som er blevet uddelt hvert år siden 1950. Målet med den europæiske Charlemagne-pris er at belønne europæiske projekter, der bidrager til udviklingen af en fælles forståelse for europæisk identitet og integration. Siden 1950 er prisen blevet givet til en række store personligheder, herunder Bill Clinton, François Mitterrand, Václav Havel og Pave Johannes Paul 2. Prisen for 2008 vil blive overrakt til Angela Merkel ved en højtidelig ceremoni i Aachen i Tyskland den 1. maj.

Høring om kampen mod momssvindel
Budgetkontroludvalget afholder en høring under overskriften "Forenet mod momssvindel." Høringen finder sted i EP i Bruxelles mandag den 5. maj kl. 15.00-18.30. Den bliver ledet af EP-ordføreren Bart Staes (Verts/ALE, Belgien). Hovedemnet bliver at forbedre samarbejdet mellem EU-institutionerne og medlemsstaterne.

Se program for høringen her:
http://www.europarl.europa.eu/document/activities/cont/200804/

Høring om handel med kopivarer
Handelsudvalget afholder høring om international handel med varemærkeforfalskede eller piratkopierede varer. Høringen finder sted i EP i Bruxelles mandag den 5. maj kl. 15.00-17.30 i forbindelse med udvalgets ordinære møde.

Se dagsorden for mødet her:
http://www.europarl.europa.eu/meetdocs/2004_2009/documents/

Høring om kvinder og krig
Udviklingsudvalget og Ligestillingsudvalget afholder en fælles høring om kvinder og krig. Høringen finder sted i EP i Bruxelles tirsdag den 6. maj kl. 15.30-18.30 i mødelokale ASP 3G2. Den vil primært dreje sig om, hvad EU kan gøre for at hjælpe kvinder i forbindelse med væbnede konflikter. Høringen ledes af den tidlige EP-formand, Josep Borrell (PSE, Spanien), nu formand for Udviklingsudvalget. Efter høringen er der forevisning af filmen "Voldtægt - et krigsredskab i Congo."

Se program for høringen her:
http://www.europarl.europa.eu/document/activities/

Næste EP-samling i Bruxelles 7.-8. maj
Næste EP-samling finder sted i Bruxelles i tiden 7.-8. maj. De vigtigste punkter på dagsordenen:

  • Menneskerettigheder i verden
  • EU-US topmøde
  • Lobbyvirksomhed

Se forslag til dagsorden her:
http://www.europarl.europa.eu/sides/indexPartSession.do?

Næste EP-samling i Strasbourg 19.-22. maj
Næste EP-samling i Strasbourg finder sted i tiden 19.-22. maj. De vigtigste punkter på dagsordenen:

  • EU-budget for 2009 (EP skøn over udgifterne)
  • Foreløbig rapport fra det midlertidige udvalg om klimaforandringer
  • Forholdet til Rusland
  • Fremskridtsrapport for Tyrkiet
  • Fødevarepriser (afstemning)
  • EU-US forhandlinger om visa-restriktioner (afstemning)

Forslag til dagsorden foreligger endnu ikke.

Redaktionen afsluttet fredag den 25. april 2008 kl. 13.10

Ansvarshavende: Søren Søndergaard
I redaktionen: Jens Jensen og Tobias Dan Nielsen
Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11

Ønsker du at få Nyhedsbrevet tilsendt pr. mail - tryk her


EUROPA-PARLAMENTET Informationskontoret i Danmark,
Gothersgade 115, 1123 København K.
Tlf: 33143377 Fax: 33150805
E-mail: epkobenhavn@europarl.dk
Åbningstider: Mandag-torsdag: 9.00-16.30, fredag: 9.00-15.00