Anna A. Nilsson
Praktikrapport

Da jeg i maj sidste år søgte om praktik i Europa-Parlamentet, var EU en af mine store interesserer både personligt og fagligt, idet jeg læser fransk og Europæiske studier på CBS. I mange år havde jeg derfor fulgt EU via medier og skrevet adskillige opgaver om EU. Da jeg startede mit praktikforløb, havde jeg derfor mange og høje forventninger.
Anna Nilsson
Der var mange ting at sætte sig ind i i starten, og allerede fra første dag blev der stillet krav om selvstændighed og egne initiativer. Det var en stor mundfuld, hvilket også skyldtes, at jeg også havde høje forventninger til mit eget udbytte og min egen indsats.
Jeg lærte hurtigt, at det i høj grad var op til mig hvor meget, jeg ville have ud af det. Jeg har selv skullet opsøge opgaver, hvilket har været udfordrende, men også motiverende. Min interesse for at deltage i arrangementer, konferencer og møder blev modtaget positivt, og jeg har fået muligheden for at deltage i mange spændende arrangementer både i og uden for huset, og jeg har mødt mange interessante og vidende mennesker.
Det daglige arbejde på kontoret har været præget af, at kontoret er lille, men at det er en del af en stor organisation. På denne måde er jeg på kontoret blevet del af et godt og positivt arbejdsmiljø med dygtige og hjælpsomme kolleger, der har taget rigtigt godt imod mig. Samtidigt har kontoret haft den internationale og europæiske dimension, som har gjort hverdagen i København til en europæisk sfære med konstant kontakt til resten af Europa med de sproglige og kulturelle udfordringer, det medfører.
Et stort privilegium var dog været at komme til både Bruxelles og Strasbourg på studietur og se Parlamentet og flere af de andre institutioner. Det var en stor oplevelse at være i selve Parlamentet, følge debatter, afstemninger og at tale med mange af de danske medlemmer.
Rent fagligt har udbytte af praktikopholdet været stort. Selv om jeg vidste meget om EU inden mit praktikophold, har det været meget berigende at følge det interne politiske liv i Parlamentet og ikke mindst at være en del af det. Jeg har fået nogle vigtige redskaber i form af et dybdegående kendskab til informationssøgning og navigering i Parlamentet, både konkret i Strasbourg og Bruxelles og virtuelt på hjemmesiderne. Derudover har forståelsen for procedurer, interne og eksterne konflikter og balancen mellem institutionerne været givende, og er en klar fordel i fremtidige jobfunktioner.
Det interinstitutionelle aspekt har været tæt på, idet Kommissionen og Parlamentet flyttede sammen, mens jeg var på kontoret. Samarbejdet med Kommissionen har været et ekstra plus, idet også de har taget godt imod mig, og jeg har ved flere lejligheder haft mulighed for at deltage i møder og arrangementer sammen med dem, og har også selv kørt mindre projekter med dem.
Mine høje forventninger er blevet opfyldt, og jeg har været meget glad for mit praktikophold på Europa-Parlamentets Informationskontor. Som studerende har mit praktikophold været af stor betydning for min rent praktiske erfaring med de europæiske institutioner, og det har givet en god indsigt i Europa-Parlamentet som institution og som arbejdsplads. Derfor har det været en stor og meget positiv oplevelse at være i praktik i Parlamentet, og min interesse er kun blevet større.
Anna A. Nilsson (praktikant oktober 2006 - februar 2007)
















