Andreas Horn Bakkerud

Jeg kom til Informationskontoret efter en bachelor i Politics and International Relations fra Universitetet i Manchester og et praktikophold i EU-afdelingen ved Danmarks ambassade i Paris. Jeg havde derfor allerede en relativt stor viden og interesse om EU, og under opholdet på ambassaden i Paris blev denne interesse forstærket. Efter at have oplevet EU fra en medlemsstats vinkel, ved at indberette franske holdninger til de danske ministerier forud for Rådsmøder, var det mit ønske at opleve hvordan Den Europæiske Union arbejder "indefra".
Praktikopholdet på Europa-Parlamentets Informationskontor i København gav således mulighed for at få et interessant indblik i hvordan den europæiske administration er opbygget og fungerer. Som praktikant var mit primære ansvar at udarbejde dagens presseoversigt om EU-artikler i den danske presse. Samtidig skulle jeg udarbejde det ugentlige nyhedsbrev, som udgives på dansk og informerer om hvad der aktuelt sker i Parlementet. Nyhedsbrevet bliver altid lagt ud på kontorets hjemmeside og sendes ud til en liste af abonnenter. Som praktikant er man ligeledes med til at holde hjemmesiden opdateret. Herudover var jeg med til forberedelsen og afholdelsen af den halvårlige Europa-Konference og Europadagen d. 9. maj, samt besvarelse af henvendelser fra offentligheden om EU-relaterede spørgsmål. Endelig var der turen til Strasbourg, som bestemt var et af praktikopholdets højdepunkter. Her fik jeg mulighed for at følge en af Parlamentets samlinger på tæt hold, og turen gav bl.a. lejlighed til at møde andre danske og internationale embedsmænd i EU-systemet, de danske journalister som dækker EU, enkelte MEPere og andre praktikanter. Strasbourg-opholdet var således meget udbytterigt og satte på mange måder det daglige arbejde i København i sammenhæng med hvad der sker i Europa-Parlamentet i Bruxelles, Strasbourg og alle de andre EU-landes hovedstæder.
De 5 måneder på Informationskontoret i København har således været en rigtig spændende oplevelse, både personligt og studiemæssigt. Der er ingen tvivl om at et praktikophold i EU ser godt ud på ens CV, men derudover har det forbedret min forståelse for hvordan EU fungerer, mine kommunikations- og sprogegenskaber er blevet bedre (arbejdsgangen på kontoret er en blanding af dansk, engelsk og fransk) og det har givet mig et indtryk af EU som en organisation med spændende karrieremuligheder og et dynamisk og multikulturelt arbejdsmiljø.
















