Kendte i Europa-Parlamentet
DR2 går tæt på Europa-Parlamentet og EU.
Fra tirsdag den 14. december til fredag den 17. december sendte DR2 hver aften klokken 19:30 serien 'Kendt i Parlamentet'. DR2 havde inviteret 4 kendte danskere på et praktikophold hos et medlem af Europa-Parlamentet.
Kendte i Europa-Parlamentet 1 af 4 (Signe Lindkvist):
Tv-værten Signe Lindkvist interesserer sig for forbrugerbeskyttelse, men hun interesserer sig ikke for EU. Det bliver der lavet om på, da Signe Lindkvist kommer i praktik i Bruxelles hos socialdemokraten Christel Schaldemose. Her oplever Signe Lindkvist, at mangelfuld forbrugerbeskyttelse kan få dødelige konsekvenser.
Kendte i Europa-Parlamentet 2 af 4 (Master Fatman):
Morten Lindberg alias Master Fatman rejser til Bruxelles for at blive politiker i EU. Han tror ikke på politik og meninger - men det gør Europas yngste parlamentariker, Emilie Turunen (SF), som tager ham under sine vinger og til sidst overlader ham politiker-kontoret.
Kendte i Europa-Parlamentet 3 af 4 (Christine Feldthaus):
Livsstils- og co2-eksperten Christine Feldthaus rejser til Bruxelles for at finde ud af, hvordan de danske EU-politikere arbejder og bor. Hun kommer i praktik hos venstremanden Jens Rohde og besøger også en af de danske politikeres hjem i Bruxelles - og forsøger at gætte hvem det er.
Kendte i Europa-Parlamentet 4 af 4 (Jim Lyngvild):
Jim Lyngvild er kendt for sin rolle som modediktator, debattør og forfatter, men han erkender, han intet ved om politik og slet ikke om politik i Europa Parlamentet. Det vil den danske politiker, der har siddet længst i parlamentet, Anne E Jensen, gøre noget ved.

















