Margrete Auken - EU og det svenske formandskab sidder på deres hænder

Margrete Auken sidder i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance (er valgt til Europa-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti). Medlem af Transport- og Turismeudvalget og Udvalget for Andragender. Stedfortræder i Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter.

Margrete Auken
Margrete Auken

EU og det svenske formandskab sidder på deres hænder

Det er rystende at se hvordan EU og det svenske formandskab sidder på deres hænder her kun to dage før der skal ligge en klimaaftale klar. I stedet for at lurepasse og vente på USA bør EU nu træde i karakter og vise vejen for en ambitiøs klimaaftale. Det er jo den rene jammer at se Sverige som ellers er kendt for  at være en af de gode drenge i klassen, nu nærmest går i et med tapetet.  Har de helt glemt at de også forvalter EU formandskabet og faktisk bør vise vejen for resten af EU.  Desværre er der noget der tyder på at det ikke er EU, men i stedet er nationale sær hensyn der styrer Sverige i klimaforhandlingerne.
Skovlandet Sverige går i EU enegang  sammen med Finland og Østrig når det drejer sig  om skovenes betydning for landenes CO2 regnskab.  Her har Danmark foreslået at man går ud fra den "historiske skov", dvs. gennemsnittet af tiden 2002-07.  Sverige prøver derimod et kneb med forventet skovdrift (det vi kender fra alskens fikumdik med 'business as usual') Sverige burde i stedet vise vejen - det har de råd til , og det skulle også bare mangle.  
Også når det gælder den varme luft (ubrugte CO2 kvoter), har Sverige lurepasset. I stedet for at melde klart ud at Sverige er parat til at opgive deres "varme luft"-kvoter,  fastholder Sverige retten til at sælge ubrugte CO2 kvoter og legitimerer dermed de nye medlemslandes noget mere forståelige forsøg at få penge ud af disse  tomme kvoter. Men varmluftkvoterne vil underminere en ambitiøs klimaaftale, og  Tyskland og Storbritannien der også har den slags at lege med, har erklæret sig villige til at give slip på dem. Hvorfor gør det ellers miljøvenlige formandsland Sverige ikke gøre det samme?
Sverige har en enestående chance for at få EU frem i fortroppen ved med opfindsomhed og offervilje at få samling på EU. Det er fortvivlende at Sverige er så initiativløs netop nu hvor vi har mest brug for et stærkt EU.

Tilføj dine kommentarer

Vi ønsker en sober debat. Derfor modtager vi ikke anonyme indlæg. Vi forbeholder os ret til at fjerne indlæg, der er injurierende eller på anden måde ulødige.

Udfyld venligst felterne
Feltet med '*' skal udfyldes