Emilie Turunen - COP-15 er et historisk vindue - lad os bruge det!
Emilie Turunen er næstformand i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance (valgt til Europa-Parlamentet for Socialistisk Folkeparti). Medlem af Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Stedfortræder i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og Det Særlige Udvalg om den Finansielle, Økonomiske og Sociale Krise.
COP-15 er et historisk vindue - lad os bruge det!
Lander fra Bruxelles torsdag aften. Rart at være tilbage i København, min hjemby, som nu er vært for FN's klimatopmøde, COP-15. Og det er ikke til at overse i lufthavnen, hvor store firmaer som Coca Cola har benyttet sig af muligheden for en omgang "green wash". Også NGO'erne er på banen. I fly-magasinerne er jeg stødt på helsides annoncer med portrætter af aldrende statsledere, der står i 2020 og siger undskyld. Da jeg går mod ankomsthallen kan jeg konstatere, at de samme annoncer er sat stort op i hele Københavns Lufthavn på store reklamestandere. Tysklands Merkel, USA's Obama og Brasiliens Lula hænger side om side med bekymringens og alderens rynker og beklager til verden: "I'm sorry. We could have stopped catastrophic climate change... We didn't". Sjovt indslag med en dybt alvorlig undertone.
På vej hjem i metroen tænker jeg over, at dette værtskab også er en fantastisk mulighed. Det er en fantastisk mulighed for Danmark for at samle verden omkring den ambitiøse klimaaftale, som vi har brug for. Om den danske regering formår at udfylde denne værtsrolle og samle Nord og Syd i én aftale kan jeg kun håbe på. Jeg må sige, at jeg synes, de er kommet lidt skidt i gang med lækket af "Det Danske Papir" og en åben splittelse mellem G-77 og værtskabet. Naturligvis er der spil og drama - sådan skal det være. Men under dette er også en reel konflikt: Vil USA sætte reelle og ambitiøse mål? Vil EU og den øvrige vestlige verden lægge nye midler til ulandene, som ikke bare er taget fra den eksisterende ulandsbistand? Vil Danmark som værtsland arbejde efter en retfærdig aftale, der tager hensyn til udviklingen i Syd? Det er kernespørgsmål for den kommende uge. Jeg krydser fingre for det bedste.
Vi tjekker ind fredag formiddag i Bella Centret. Jeg er i selskab med min EP-kollega, Margrete Auken, vores rådgiver Thomas Nystrøm og Villy Søvndal. Vi kommer igennem sikkerhedskontrollen, får et fint skilt om halsen og haster ind til briefing med den danske delegation. Der er en del uro og utilfredshed blandt de danske Folketingsmedlemmer. Kommer papiret fra Statsministeriet? Er der to linjer i de danske forhandlinger? Kan vi stole på, at G-77 lederen Lumumba ikke er så sur, at han til sidst blokerer alting? Der kommer ikke rigtig nogle klare svar fra embedsmændene. Man fornemmer hvor følsomt et spil, det er. Hvor fin en balance, der skal findes. Og hvor benhårdt det går for sig, når interessemodsætningerne skal løses.
Senere tager jeg til reception med "Global Greens" og ender ved 8-tiden på Rådhuspladsen med Ida Auken og Michael Jeppesen. Formålet er at hilse på "The Yes Men" - kunstnerne, der er kendt for på genial vis at lave tykt grin med WTO, Coca Cola og andre store firmaer og organisationer. Denne aften vil de understrege hulheden i Coca Colas stort opslåede og oplyste mediestunt på Rådhuspladsen.
Lørdag formiddag cykler jeg ind til den store demonstration. Havde regnet med mange mennesker.... men ikke med SÅ mange! Det er helt overvældende, måske den største demonstration nogensinde på dansk grund. Og det er farverigt, smukt og mangfoldigt. Der går en mand med stok ved siden af mig, et par med børn og en masse unge mennesker danser foran SF's vogn. Jeg er opløftet og glad over at så mange mennesker er gået sammen for t vise deres vilje til forandring - at så mange mennesker bruger deres lørdag på at kræve en ambitiøs og fair aftale. Jeg håber, at det gør indtryk på forhandlerne i Bella Centret. Her er civilsamfundet og her er vores krav. Let's go!
