Tobias Dan Nielsen

Tobias Dan Nielsen
Tobias Dan Nielsen

Hvis du vil få et indblik i EP eller måske blod på tanden til videre studier eller karriere indenfor EU, så er et praktikantophold her på kontoret lige noget for dig. Det er i hvert fald lige præcis det, jeg har fået ud af mit ophold. Et 5 måneders ophold her på kontoret giver et operationelt kendskab til EU systemet, eller sagt på en anden måde, så lærer man at arbejde med og tænke EU. En af de væsentlige fordele her på kontoret er, at man er omgivet af kolleger, der tilsammen har et ocean af EU erfaring. Gennem ens kolleger får man en (insider)viden, ikke kun om EP generelt, men i særdeles om ting, der foregår lige her og nu. Man finder hurtigt ud af, hvor meget der egentligt sker i Parlamentet, når hele maskineriet er i gang under plenarmøderne.  

Jeg har fået stor respekt for nogle af de ting, EP har præsteret på trods af forskellige sprog, kulturer og politiske interesser. På kontoret får du hurtigt brug for den viden du tilegner dig, specielt med hensyn til at finde informationer, da du er i daglig kontakt med borgere, som henvender sig til husets Info Point. Samtidig får man et grundigt kendskab til kontoret og bliver hurtigt en del af den daglige omgang.

Jeg kom til kontoret efter først at have taget min bachelor i England i International Relations og derefter halvandet års erhvervserfaring. Kontoret er helt klart en arbejdsplads, som jeg varmt kan anbefale. Kollegaerne, som du vil få, er med til at skabe et rigtigt godt arbejdsmiljø, man føler sig hurtig velkommen og lærer ens kollegaer godt at kende.

Jeg havde mange højdepunkter i løbet af mit ophold, af de største kan jeg blandt andet nævne besøg på kontoret af EP's formand, Hans-Gert Pöttering. Jeg var også med til forberedelserne af Europa-Konferencen, som er husets årlige topmøde. Det var interessant at se, hvordan listen af talere hele tiden fik tilføjet store personligheder for til sidst at indeholde MEP'en Elmar Brok, den tidligere generalsekretær Sir Julian Priestley, Morten Kjærum, Thor Pedersen, Jens-Peter Bonde, den svenske kommissær Margot Wallström, Lene Espersen, den franske premiereminister François Fillon, Peter Gæmelke, samt Charles Grant, direktør for en engelsk tænketank. Selve konferencen blev holdt i Dansk Design Center, og jeg fik mulighed for at begå mig blandt de store personligheder samt at møde andre, der til daglig beskæftiger sig med EU. Om dét kan man sige, det er at være dér, hvor det sker.

Og det kan jeg også i den grad sige om de to næste højdepunkter, som vel også har været de største. Jeg var så heldig at komme til både Bruxelles og Strasbourg. I første omgang var jeg i Bruxelles, og der blev jeg hægtet på en TV2-journalist gruppe, som var på en informationstur i EU institutionerne.

To uger efter kom jeg så til Strasbourg, og der var jeg blandt andet i plenarforsamlingen, da MEP'erne skulle diskutere det irske nej. Der var politisk spænding så det batter. Nej-støtterne havde iklædt sig T-shirts og medbragt bannere samt spydige bemærkninger, mens Lissabon-støtterne var anført af især Martin Schulz, som fremførte en lidenskabelig tale, som jeg sent vil glemme. I Strasbourg fik jeg mødt praktikanter fra andre kontorer. På flyet hjem kom jeg tilfældigvis til at sidde ved siden af den danske MEP'er Christel Schaldemose, og det var utroligt fascinerende og interessant for mig at sludre med hende hele vejen hjem til København.

Af andre højdepunkter kan jeg nævne besøg af EP's LIBE-delegation i Danmark (de skulle undersøge de danske asylforhold); fejring af 50-års dagen for Den Europæiske Fælles Forsamling (senere EP) på Kultorvet; overværing af møde i folketingets EU-udvalg samt overtagelsen af det franske formandskab med tjenerløb på Gråbrødretorv.

Det har en stor virkning at få vigtige personer indenfor EU menneskeliggjort. Først og fremmest har jeg fået mere respekt for dem, men det er også en vigtig del af opholdet at se med egne øjne, at de er mennesker af kød og blod, der passer deres arbejde lige som alle andre. Jeg føler, at der er blevet åbnet en hel ny og fascinerende verden for mig. Og det kan jeg til dels takke mine kollegaer her for.

Tobias Dan Nielsen (praktikant marts 2008 - juli 2008)