Nina Kromann
At være praktikant i Europa-Parlamentet

Har EU nogle regler om cirkus? Hvordan fungerer den fælles beslutningsprocedure? Hvor stort er EU's u-landsbidrag? Hvor mange medlemmer er der i Europa-Parlamentet?
Dagligdagen som praktikant på Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark byder på mange forskellige opgaver og spørgsmålene fra borgere og journalister spænder vidt.
Men tro nu ikke, at du skal være ekspert i EU-forhold for at blive praktikant herinde. Nøglen til succes er nemlig ikke at vide alt på forhånd, men at vide hvor man finder svarene!
Nina Kromann
Sammen med min medpraktikant har jeg i de sidste fem måneder stået for at skrive det ugentlige nyhedsbrev EP INFO, som fortæller hvad der sker i Parlamentet. Hvilke udvalg har holdt møde og hvad har de besluttet? Hvad skal parlamentarikerne diskutere på næste samling? Hvilke emner får Parlamentet til at summe? Alt det kommer du hurtigt til at have styr på, når EP Info skal på gaden.
EP Info er en god måde at komme ind i den politiske dagsorden på og få en forståelse for, hvordan Parlamentet arbejder. Samtidig er det en god øvelse i nyhedsformidling, hvor du med en skarp og kritisk pen skal koge komplicerede politiske debatter ned til korte, præcise og balancerede nyhedsresumeer.
En af de andre opgaver, jeg har haft som praktikant, var at svare på spørgsmål fra borgere og journalister. I starten tager det lang tid at finde den rette information, og databaserne kan virke uoverskuelige. Men de erfarne kræfter her på kontoret ved, hvordan systemerne skal tæmmes, og de deler gladeligt ud af deres viden. Efter kort tid kan du derfor også finde information på et splitsekund, og samtidig med at din viden om EU bliver pudset af og bygget på, ja så kommer du snart til at lyde som en ekspert i EU forhold.
Et fast punkt på programmet for kontorets praktikanter er en studietur til Strasbourg under en af Parlamentets samlinger. Jeg syntes, det var en stor oplevelse at se bygningerne i Strasbourg og opleve det pulserende politiske liv og aktiviteten i Parlamentet. Det kan fra tid til anden være svært at forholde sig til de beslutninger og diskussioner, der bliver taget 1000 km fra København, og du får derfor en ny forståelse for dagligdagen i Parlamentet, og det du skriver om, når du har set brændpunktet med egne øjne.
Et højdepunkt for mig i løbet af min tid i Parlamentet var at sidde på tilskuertribunen i Parlamentet, da Kommissions-formand Barroso meddelte parlamentarikerne, at han trak sin Komission tilbage. Det sus, der gik gennem salen og den efterfølgende debat vil jeg sent glemme.
Til slut vil jeg blot sige, at hvis du har gode researchevner, en vis tålmodighed med at finde vej gennem databaser og en interesse i EU og nyhedsformidling/kommunikation, så er jobbet som praktikant i Europa-Parlamentet helt sikkert noget for dig.
God fornøjelse!
Nina Kromann











