Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontor i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

EP - Info nr. 16

I den kommende uge er der mini-plenarmøde i Bruxelles. Derudover er der Europa-dag den 9. maj, og i denne udgave af EP-info ser vi på, hvordan dagen markeres med en række arrangementer, herunder specielt Europakonferencen, der afholdes den 11. maj.

Mini-plenarmøde i Bruxelles 9.-10. maj

EP afholder mini-plenarmøde i Bruxelles i perioden 9.-10. maj. De vigtigste punkter på dagsordenen er følgende:

  • Europas fremtid
  • Roaming
  • Patentering af overvejende biologiske fremgangsmåder (eks. genmanipulerede afgrøder; red.)
  • Godkendelse af EU-regnskaberne for 2010
  • Sørøveri
  • Eksport og import af farlige kemikalier (EP-ordfører: Dan Jørgensen, Socialdemokraterne)

Europakonference den 11. maj

Årets Europakonference stiller skarpt på fremtidens Europa. I lyset af den økonomiske og finansielle krise vil konferencen søge svar på, hvordan vi undgår at krisen får uoprettelige konsekvenser for det Europæiske samarbejde. Førende europæiske og danske politikere vil give deres bud på, hvordan vi løser den nuværende krise og komme med deres visioner for fremtidens EU. Hovedtalerne er Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd, statsminister Helle Thorning-Schmidt og Gianni Pitella, næstformand i Europa-Parlamentet. Blandt de øvrige deltagere er en række fremtrædende danske og europæiske politikere, bl.a. Europaminister Nicolai Wammen, EU-kommissær Connie Hedegaard, MEP Daniel Cohn-Bendit (De Grønne) og MEP David Martin (S&D, Storbritannien).

Konferencen finder sted i Dansk Center for Ledelse, Folke Bernadottes Allé 45, 2100 København Ø. Der er lukket for tilmeldinger, men konferencen kan følges live på nettet via dette link: http://eu2012live.signalmedia.dk/

 

Fejring af Europadagen

Onsdag er officiel Europadag, hvor det fejres, at den daværende franske udenrigsminister Robert Schuman den 9. maj 1950 fremsatte den erklæring, der foreslog oprettelsen af det europæiske samarbejde, hvormed grundstenen til nutidens EU-samarbejde blev lagt.

Dagen markeres på forskellig vis over hele landet. I lighed med tidligere år vil busserne i Movia-området være udsmykket med EU-flag og danske flag. Europa-Huset holder europæisk litteraturaften i Skuespilhuset og filmaftener i Cinemateket. Desuden gennemfører Europabevægelsen en Street Happening på Knippelsbro, og Europæisk Ungdom markerer dagen med arrangementer i København, Aarhus og Aalborg. EP-Info vil derfor gerne opfordre alle sine læsere til at deltage i fejringen af Europadagen og til at holde sig opdateret om lokale 9. maj arrangementer.

 

Høring om små og mellemstore virksomheder den 8. maj

Erfaringer viser, at vækst i små og mellemstore virksomheder (SMV) er en forudsætning for at komme igennem den økonomiske krise og skabe nye arbejdspladser i Europa. på den baggrund afholder EP's Industriudvalg en SMV-høring med fokus på at styrke konkurrenceevnen og lette de administrative byrder for SMVer. Endvidere ønsker udvalget at hjælpe SMVerne med at gribe mulighederne på det globale marked. Høringen finder sted i EP i Bruxelles tirsdag den 8. maj kl. 09.00-12.00 i mødelokale JAN 6Q2.

Se mere her:

Europæisk litteraturaften i Skuespilhuset

I rammerne af CPH:LITT, Københavns Internationale Litteraturfestival, er der litteraturaften i Skuespilhuset under overskriften Europæiske Mesterfortællere. Det foregår onsdag den 9. maj kl. 20.00-22.45. Blandt deltagerne er Katrine Gislinge (Danmark), Martin Walser (Tyskland), Ivan Klima (Tjekkiet) og Per-Olov Enquist (Sverige). Der er gratis adgang, men pladsbestilling er nødvendig.

Europæiske filmaftener i Cinemateket

I samarbejde med Europa-Huset, Europa-Parlamentets Informationskontor i Danmark og Europa-Kommissionens Repræsentation i Danmark byder Cinemateket i maj på europæiske filmaftener med gratis film, og traditionen tro gælder det årets tre LUX-finalister. Årets vinderfilm, det franske drama "Kilimanjaros sne", vises på Europadagen onsdag den 9. maj. De to øvrige finalister, den græske "Attenberg" og den svenske "Play" vises henholdsvis onsdag den 16. og 23. maj. Hver forestilling indledes med velkomst og introduktion, og efter filmen inviterer Europa-Parlamentets Informationskontor på forfriskninger. LUX-prisen er indstiftet for at sikre kvalitetsfilm fra Europa en bred distribution på tværs af sproggrænser - et konkret eksempel på kulturstøtte på europæisk plan, der gør det muligt for disse film at nå ud til et større publikum.

Barokkoncert i London

Europadagen fejres med en koncert af EU's Barokorkester i St John's Smith Square kirke i London arrangeret i samarbejde med den danske ambassade. Det Europæiske Barokorkester (EUBO) er kulturel ambassadør for EU. Hvert år samler EUBO de bedste unge europæiske barokmusikere, så de kan optræde sammen i hele Europa. EUBO vil optræde den 9. maj under ledelse af dets danske orkesterleder Lars Ulrik Mortensen, med solisterne Sebastian Phipott (trompet) og den danske barytonsanger Simon Duus.

Europa-festival: Åbne dage i EU's institutioner

Bruxelles: I Bruxelles afholdes arrangementet 'Åbne dage i EU's institutioner' lørdag den 12. maj. Man kan i tidsrummet 10-18 komme indenfor i Europa-Parlamentet, Kommissionen, Regionsudvalget, Det Økonomiske og Sociale Udvalg samt i Ministerrådets bygninger. I og omkring bygningerne er der desuden opstillet stande, som byder på et væld af forskellige aktiviteter fra debatter og informationssøgning til karaoke og quizdeltagelse.

Luxembourg: I Luxembourg afholdes arrangementet allerede lørdag d. 5. maj. Blandt aktiviteterne er koncerter, debatarrangementer og dans, ligesom der også her vil være adgang til informationsstande. Der vil bl.a. være mulighed for at opleve det danske jazzband "Træben".

Strasbourg: I Strasbourg markeres Europadagen med en stor folkefest på Place Kleber den 9. maj. Samme dag inviteres børn i alderen 12-16 år på besøg i Europa-Parlamentet sammen med deres forældre. Det mere traditionelle arrangement 'Åbne dage i EU's institutioner' afholdes søndag den 20. maj, umiddelbart forud for næste EP-samling, der finder sted 21.-24. maj.

GOD BEDEDAGSFERIE!

 

Redaktionen afsluttet torsdag den 3. maj  2012, kl. 10.40
Ansvarshavende: Henrik Gerner Hansen
I redaktionen: Jens Jensen & Kimberly Fray

Pressekontakt: Jens Jensen 41 19 05 11